EVANGELIUM: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Johannesevangeliet 16,16-22
PRÆDIKEN
Også denne uge har haft sin kvote af meget nedslående begivenheder – den har heldigvis også rummet andet. Men nu nævner jeg, hvad der bl.a. har trykket mig af nyheder, fordi jeg ikke kan lade være at tænke på, hvad de gør ved os: drukneulykkerne på Middelhavet, som jo ikke er naturkatastrofer, men godt kunne være undgået; jihadkrigernes drab på 30 etiopiske kristne i Libyen uden noget andet formål end at knuge os om hjertet, fremkalde angst og afmægtig vrede; de gamle, men stadigt lige chokerende billeder af massakrerne på armenierne for 100 år siden og Tyrkiets totale fortrængning af dette folkemord, skønt ingen drømmer om at holde det nuværende Tyrkiet ansvarligt derfor.
Jeg kunne godt blive ved – men altså: hvad gør disse og lignende nyheder ved os? De gør os for det første skræmmende hårdhudede eller ufølsomme, hvad man på en måde godt kan forstå. Det er ligesom med en gentagen fysisk smerte, man vænner sig til den og mærker den mindre og mindre; det er vores smertecenters indbyggede immunforsvar.
Men de nedslående informationer har også en anden virkning, tror jeg: vores individuelle afmagt i forhold til begivenhederne sætter sig som et vist mål af dårligt humør eller tyngde i sindet, selvom vi måske ikke lige er opmærksom på den forbindelse. Mængden af informationer, hvoraf flertallet er negative, fordi det jo ikke rigtig er nogen nyhed, at solen skinner, og bøgen springer ud - mængden af negative nyheder går desværre ikke sporløst hen over os, gør os trykkede, samtidig med at der altså skal mere og mere til før vi for alvor rystes.
Hvorfor griber jeg fat i det i dag – fordi Jesu ord handler så direkte om sorg – men tillige om sammenhængen mellem smerte og glæde. Og fordi det, Jesus siger, rummer en måde at forstå begivenhederne på, som ikke gør det smertefulde mindre smertefuldt (måske endda tværtimod), men som alligevel løsner knuden i vort sind – og også gør det muligt for os at glæde os over foråret, der folder sig ud, børn, der klatrer i træer, solens varme stråler i ansigtet. Det dukker op i Jesu ord med billedet af den fødende kvinde: ’Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. ’
Hvorfor er den tale så vederkvægende? fordi den fortæller os, at vi ikke er på vej mod mørkets endegyldige triumferen. Vi er, uanset hvor lidt vi kan få øje på det, på vej mod en overvældende, forløsende glæde. Vejen dertil er hård, der er ikke nogen mulighed for at vende om. Men det er alligevel, hvad der venter os, der er et mål: Glæde over glæde.
Selvom jeg er mand, kan jeg godt sætte mig ind i det billede, Jesus bruger. Sætte mig ind i, hvordan en fødende kvinde føler det. Konfirmanderne havde i vinter besøg af en jordemoder som tegnede en fødsel for dem i form af bestigning af et næsten ubestigeligt bjerg, som man ikke desto mindre skal over, hvor man hverken kan vende om eller selv bestemme tempoet, hvor jordemoderen måske kun kan sige: du må regne med, at det bliver værre. Og der er vitterlig ingen andre, der kan overtage det for den fødende. Det var meget illustrerende for os alle.
Glæden fødes af smerten. Og jo bedre man evner at se glæden, desto stærkere kan man måske også give udtryk for smerten. I ved, at vi arbejdede i Afrika i midten af 80’erne. Sierraleonerne er nok de mennesker, vi har mødt, der bedst har været i stand til at få øje på glæden – både tilværelsens komiske sider, som de ustandseligt flækkede af grin over, og tillige den grundlæggende glæde ved overhovedet at være til. Men hold fast, hvor kunne de også give udtryk for deres smerte og sorg. Lad mig fortælle en enkelt episode; det er snart 30 år siden, vi oplevede den, men den står knivskarpt i erindringen.
Vi besøgte en fiskerstamme, der levede uhyre primitivt og nøjsomt langs et floddelta i den sydlige del af landet. Da vi sejlede derfra, måtte vi undervejs gøre holdt ved en landsby, hvor hele befolkningen var samlet nede ved flodbredden. De stod ligesom og messede, en lav, dyb brummen. Det var, fordi en kano var kæntret med fire mennesker, og en mor og et barn var forsvundet. Nu trak de vod efter dem. En ældre kvinde kom løbende oppe fra hytterne med 5-6 andre kvinder efter sig. Hun smed sig ned, hev sig i håret, sønderrev sit tøj, kastede sand op over sig. De andre kvinde holdt hende og fulgte med, da hun stak i løb op imod landsbyen igen. Det var moderen til den druknede kvinde. Hun havde kort forinden mistet en søn til en sygdom. Nu var datter og barnebarn døde. Pludselig steg mængdens sang voldsomt, man havde bjærget kvinden og barnet; vi så de blev båret op og lagt på stranden.
Hvorfor gjorde det så voldsomt et indtryk? fordi sorgens og lidelsens sprog var i den grad synligt og hørbart. Vi danskere har også et sorgens sprog, men vi havde det måske mere tidligere. De skikke og former, hvormed man tidligere gav udtryk for sorg og for deltagelse, er forsvundet. Tilbage bliver de lidt afmægtige ord og fagter. Men med dem bliver det sværere at være i smerten.
Det hårde ligger lige så tungt på vores tids mennesker som på alle tidligere. Men kan vi være i det, når vi nærmest fra gang til gang skal finde ud af, hvordan vi udtrykker det? For en del år siden skrev forfatteren Charlotte Strandgaard, at hvis der gjaldt noget 11. bud hos, så var det: ”din glæde må ikke lyse, din sorg må ikke ses”. Din glæde må ikke lyse, din sorg må ikke ses. Hvad er der kommet i stedet for –der er kommet de dér evigt positive facebook-facader, og de uafladeligt opadvendte tommelfingre, som jeg også benytter mig af. Som om alting lykkes for os, glider som i olie. Vi fortrænger det mørke, men sætter måske samtidig evnen til at glædes over styr. Tilbage bliver optimismen udadtil, og pessimismen, trykketheden eller depressionen indadtil.
Nu taler Jesus jo ikke kun om livets svien i al almindelighed, han taler også til sine disciple om den helt konkrete smerte, de skal opleve ved, at han er borte. De skal ikke længere kunne se ham, han som har været fyrtårnet, håbet, holdepunktet i deres mistrøstige liv – og det skal gøre ondt.
Et moderne menneske kan sandt at sige også opleve, at Jesus ikke er til at få øje på, eller udtrykt lidt anderledes: at Gud er blevet væk. Er det så også noget som et moderne menneske oplever som en hjertegribende sorg, en næsten ubærlig lidelse? Nej, det tror jeg de færreste vil sige, men det er måske en del af vores armod – at vi er blevet gudligegyldige. For ikke længe siden var der et interview med den internationalt berømte genforsker, Eske Willerslev. Han sagde blandt en del andre kloge ting: »Når vi ser så mange depressive mennesker og så mange folk, som har det skidt, tror jeg, at vi har forladt sansen for det åndelige og spirituelle. Den er der hårdt brug for.«
Gudsfraværet, det at vi ikke tillægger det med Gud så stor vægt, fører hverken til fortvivlelse, som Jesu fravær gjorde for disciplene, eller til løssluppenhed, men til at livet bliver fladt, ligegyldigt, nedtrykkende, uden at vi kan forklare det. At genvinde sansen for det åndelige, at tage imod Jesu følgeskab indebærer omvendt ikke, at livets hårdhed forsvinder eller bliver mindre. Men at det hårde og knugende får et andet perspektiv, fordi vi får mulighed for at forstå det som fødselsveer, fordi glæden venter til sidst.
Så siger Jesus også til sine venner, at sorgen, lidelsen kun skal vare kort. Nu er det sådan, at for det menneske, der er ramt af en usigelig smerte eller sorg, kan selv den korteste tid føles som en evighed – så måske er det så som så med trøsten i de Jesus-ord. Vi kan godt sige til et barn, der skal vaccineres: det er hurtigt overstået – det hjælper ikke en pind, så længe det har stikket foran sig. Men når det er overstået, er det selvfølgelig en lettelse, at det var så kortvarigt.
Pointen hos Jesus er en anden: ikke at sige ’det er hurtigt overstået’, men at sige: sorgen, smerten, lidelsen, det knugende skal tages fra jer. Den glæde, der venter og som alting rækker frem imod, den skal ingen tage fra jer.
Så efter en uge, hvor der midt i alt det lysegrønne og forårsskinnende alligevel kunne være nok at føle sig trykket over, er det dog godt at komme her i dag og få at vide: trods alt, hvad der taler derimod - verden og dit eget liv bevæger sig imod forløsning, mod tindrende glæde. Da skal vores hjerte glæde sig, og ingen skal tage vores glæde fra os. Glædelig søndag. Amen