EVANGELIUM: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Lukasevangeliet 16,1-9
PRÆDIKEN
Den mere kloge narrer den mindre kloge – det kender vi bunker af eksempler på. Eventyrene er fulde af det; vores danske historie er; mange gange godter vi os endda over det. Hvis folk ikke er for smarte, er de på en måde selv ude om det.Vi kender det også fra vores nutid, måske endda fra vore egne liv. Ja, vi har antagelig selv snydt nogle gange. Og hvis vi ikke har, så er det måske fordi vi ikke har været smarte nok til det. Alligevel ved vi godt, at sådan skal det ikke være. Samfundet må beskytte den svage. Skal den smartere altid have lov at rende med gevinsten – nej, så ender det galt.
Nu har Knud Jakobsen fortalt endnu to udgaver af historien om den smarte, der snyder den mindre smarte – Jakob der snyder sin bror Esau sammen med mor Rebekka (1. Mosebog kapitel 27). Godsforvalter-svindleren, der svindler endnu mere i håb om at slippe ud af sin kattepine (Lukasevangeliet kapitel 16). Det er historier fra Bibelen. Og det utrolige er, at her ender snyderne faktisk med at rende med gevinsten. Kan det virkelig passe? Skal de gælde som eksempler? Er det nogen, vi skal efterligne? Er kirken sådan en slags mesterlære, hvor de raffinerede forbrydere lærer bedrageriet videre til os andre?
Nej, sådan er det alligevel ikke. Der er faktisk noget, vi kan lære. Men det er forkert, hvis vi hører historierne som manualer til den rigtige form for levemåde.
Hvis vi bliver lidt forargede over Rebekkas og Jakobs bedrageri over for den blinde Isak – endda deres mand og far, og forarget er jeg blevet, siden jeg hørte fortællingen første gang, så, bliver vi det med rette. Ja, det er faktisk så finurligt, at når vi får ondt af det, er det Bibelen, der har lært os det. Det er Bibelen, der har lært os, at den svage har samme værdi som den stærke.
Der er kulturer her i verden, hvor det faktisk bliver anset for OK, at den mere kloge narrer den mindre kloge. Sådan er det ikke i en kultur, der er præget af Bibelen. Men hvad laver de svindlere så i Bibelen? Ja, de er der, fordi Bibelen ikke bare er en bog med hellige mennesker og fromme eksempler. Bibelen handler om virkeligheden, sådan som den er. Og i virkelighedens verden finder den slags sted, uanset at det er i strid med Bibelens eget kodeks.
Nej, det er ikke overraskende, at Jakob og forvalter-svindleren er med. Men er det så ikke underligt, at de her historier ender med, at de får lov at tage gevinsten hjem? Jo, det kan man godt sige. Men så er det, vi skal være opmærksomme. For det, Bibelen inderst inde vil lære os, det er, at i den store, store historie, der har Gud besluttet, at der skal det ende på samme måde. Nej, det skal ikke ende med, at de svage og mindre kloge står med håret i postkassen. Men det skal ende med, at det går endda de uretfærdige godt.
Historien om Jakob og Esau indgår i en meget lang fortælling om Guds handlinger med Israels folk. I den fortælling kommer Jakob til at spille en nøglerolle. Og alligevel hører vi altså her, at han er kommet ind i den rolle i kraft af et svindelnummer – hvad siger det om Gud? Det fortæller, at Gud kan bruge selv det urette til at føre sin vilje igennem. Han kan bruge selv en snydepels som Jakob. Og tingene ender, som Gud vil, selv med lurvede mennesker i vigtige roller.
Det synes jeg dybest set er en stor trøst. Man kan jo spørge sig selv, om Gud overhovedet har meget andet end højst fejlbarlige mennesker at arbejde med? Men så bruger han dem. Så bruger han også sådan nogen som os. Tag ikke fejl af det. Uden at I ved det eller tænker over det, så er Gud lige nu og i morgen i gang med en lang historie, hvor han bruger dig. Fører tingene hen imod det, som han ultimativt vil. Det ender som han vil. Du er Guds værktøj i hans historie. Ja, men hvad nu, hvis jeg ikke vil? Ja, det får du ikke selv lov at bestemme.
Lad os lige gøre Jakob færdig. Han snød sig med Rebekkas hjælp og snuhed til sin fars velsignelse. Men han vidste godt, at han ikke havde Guds velsignelse. Han var klar over, at uden den gik det ikke. Og engang han fik mulighed for det trængte han ind på Gud og greb fat i ham og skreg: jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Gud endte med at velsigne ham – men han gav ham samtidig sådan et slag på hoften, at Jakob haltede lige siden. Det kunne resten af livet ses på ham, at han havde snydt. Ja, nu 3-4000 år senere er det ikke gået i glemmebogen. Gud satte et mærke på ham. Men Gud slog ikke hånden af ham.
Og så kommer vi til Jesu historie til sine disciple – om godsforvalteren, der havde begået underslæb, og da det var ved at blive afsløret, ikke skyndte sig at holde op, men tværtimod kastede sig ud i endnu større svindel, for ikke at stå venneløs den dag huset ramlede. Endnu engang: det er ikke en manual til, hvordan man begår sig i livet. Det er heller ikke håndbog for lovgivere om, hvordan samfundet skal indrettes. Jesus fortæller for øvrigt også historier, der peger i en ganske anden retning. For eksempel den om de betroede talenter, hvor det netop er troskaben, der fremhæves. At man ikke misbruger det, som man har fået betroet.
Men hvorfor fortæller Jesus så denne historie – og roser svindleren? Jeg har altid tænkt, at Jesus for det første ville provokere sine tilhørere. Der er hundredvis af historier om gode moralske eksempler, og vi labber dem i os og bruger dem i børneopdragelsen og tænker overhovedet ikke rigtigt over dem mere. Men nu fortæller Jesus om en slambert – sådan en, som der findes bunker af ude i det virkelige liv, ja, antagelig en del flere end de moralske fyrtårne. For at få os til at tænke: kunne der være noget at lære selv af ham? Og det er der faktisk.
Jesus siger noget om penge – han siger på en måde, at penge er noget bras. De frister os over evne; nogen kommer endda til dem ved alle mulige fiks-fakserier – ingen af os ved for så vidt, hvordan ejeren i Jesu fortælling er kommet i besiddelse af sin rigdom; måske har han arvet den eller spekuleret sig til den. Penge er noget bras, vi bliver alt for fokuserede på dem; de tænder vores begær, vi vil hele tiden have mere og mere materielt, ja, det materielle får os til at begå de groveste ting. Penge er en sølle erstaningsvare - de kan slet ikke sammenlignes med det, der virkelig er værdifuldt her livet, for eksempel et godt venskab.
MEN: penge kan bruges til noget godt. Det er ligesom med mennesker, som jeg sagde før – vi kan være højst uperfekte, men vi kan alligevel ende med at blive brugt til noget godt. Og penge kan, trods al den elendighed de forårsager, alligevel bruges til at gøre gavn. Vi kan bruge dem til at hjælpe andre ud af en knibe. De er uretfærdige; der sker alle mulige ting i den finansielle verden, som intet har med ordentlighed at gøre. Men hvis Gud har givet os noget, så bliver han ikke forurettet, hvis vi bruger dette betroede til at hjælpe andre – tværtimod! Ja, så utroligt er det i Guds verden, at penge faktisk - ved at blive brugt på den måde - kan byttes til noget af det, der virkelig er værdifuldt. Til at knytte bånd til andre mennesker. Til at opleve glæden i et menneskes ansigt, der er blevet hjulpet på fode.
Når vi hører historier i kirken, så er det meningen, at vi skal prøve at spejle os i dem. Og jeg synes dybest set ikke, det er så svært at spejle sig i Jakob: ham, der lader sig forlede til en søllehed, fordi han er så forlegen for at blive nr. 1, få førsteretten i familien. Men som så alligevel trods al søllehed ender med at have velsignelsen. Kan vi ikke godt genkende den overraskende udgang på historien: vi er ikke rene, vi har svigt og forsømmelser og hvad ved jeg i bagagen. Og alligevel har vi igen og igen oplevet at stå som de velsignede. Når vi fik børn, når noget gik den rigtige vej, når andre mennesker gjorde os godt. Ja, vi har også modtaget velsignelsen.
Faktisk er det sådan, at vi går også alle sammen lige som Jakob med et mærke, der viser at velsignelsen har vi ikke fået, fordi vi er OK. Men den er til os alligevel. Da Mads blev døbt for lidt siden, blev der slået et korstegn for hans ansigt og hans bryst – sådan som der er blevet det over ethvert døbt menneske. På en måde er det virkelig et tegn på skyld – korset er jo et torturinstrument. Men nu sidder det usynligt på os – ikke som et tegn på vor skyld, men til et vidnesbyrd om, at vi alligevel er endt og ender det rigtige sted: hos Jesus Kristus, hos den barmhjertige Gud.
Vi går meget op i retfærdighed i vores verden. Vi kan blive noget så forargede over folk, der handler forkert – også mere end det er rimeligt, når vi tager vores egen fortid i betragtning. Men vi ved godt inderst inde, at hvis der er noget, der er grund til at være lettede over, så er det, at det ikke går os efter fortjeneste. Ja, der er virkelig grund til at glæde sig over, at Gud i sin verden har plads også til svindlerne.
Gud bruger dem – os. Og han giver dem, os, mulighed for det mest eventyrlige bytte: at bytte elendighed ud med velsignelse, at bytte værdiløst bras ud med de største glæder. Amen