TEKST: I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matthæusevangeliet 3,1-10
PRÆDIKEN: Det vi overværer i teksten, som jeg lige læste op, er i virkeligheden en slags konfirmation. Den der mærkelige mand med kamelhårsdragt konfirmerer i virkeligheden sine tilhørere. Det går lidt mere dramatisk til end her i Staby kirke: han skælder dem huden fuld. Han kalder dem ’øgle-yngel’, drageunger eller slangebørn. Han truer dem med, at de skal blive hugget om lige som et unyttigt træ. Og menuen til konfirmationen er græshopper og honning – jeg tvivler på, at der er mange af jer, der kan se frem til sådan en menu (i hvert fald efter, hvad jeg har hørt.)
Men en konfirmation af en slags er det nu alligevel. Hvordan det – jo, nu skal jeg prøve at forklare det. Konfirmationen har fra begyndelsen været opfattet som en ceremoni, der havde med overgangen fra barn til voksen at gøre. I gamle dage var det faktisk en overgang, der nærmest kom fra den ene dag til den anden: man blev smidt ud hjemmefra, kom ud af skolen, kom i lære eller ud at tjene, måtte klare sig selv. Man gik ind i kirken som et barn og gik ud som en voksen. I dag tænker vi, at det tager nu lidt mere tid – vi ser det snarere som en periode, ungdommen, hvor man begynder at tage ansvar, men hvor vi på den anden side godt vil undskylde det, hvis man kvajer sig.
Men at blive konfirmeret, det har altså at gøre med dette, at man selv må tage ansvaret. Jeg kan ikke regne med, at der nok er nogen, der vil undskylde mig. I, der er konfirmander her i dag, ved godt, at I ikke kan komme for sent og så undskylde jer med, at I ikke kender klokken. Barneundskyldningernes tid er forbi for jer.
Johannes her, som blev kaldt Døberen, fordi han førte folk ud i Jordanfloden og dykkede dem under vandet som et symbol på, at nu ville de lave deres liv om, nu ville de tage skeen i den anden hånd - Johannes Døberens gerning består i at konfirmere folk, det vil sige: give dem ansvar, tage undskyldningerne fra dem. Kom nu, sagde han til folk, I kan ikke komme her og blive døbt og så tro, at så har I fået en undskyldning for ikke at opføre jer ordentligt. Øgleyngel, drageunger, siger han, I bliver ved med at ville have skatten for jer selv i stedet for at lade den bære frugt for andre mennesker.
Hvem var de mennesker, som kom ud til Johannes Døberen. Det var nok et gennemsnit af befolkningen lige som os, der er samlet her i dag. Men det var under alle omstændigheder folk, der var smaskfulde af gode undskyldninger. Der var på samme tid i landet mange mennesker, som virkelig havde det skidt. Men når almindelige folk blev gjort opmærksomme på, at de godt kunne gøre en indsats, undskyldte de sig: det har vi ikke lov til efter vores lov, sagde de. Eller: det dér er nogle indvandrere, de hører ikke med til vores folk. Eller: Jeg er på vej op til templet for at ofre til Gud; det må da være det vigtigste i religionen. Men Johannes skældte dem huden fuld. Han smed alle deres undskyldninger på skrotbunken. Det er fuldstændig fløjtende lige meget, at I tror, I er et særligt folk; Gud kan lave sig lige så mange særlige folk af de dér sten, his det er det han vil. Lad være med at flygte ind i jeres religion og bruge den som undskyldning, siger han. Stå da til ansvar! Bliv voksne!
Det er helt klart noget af det samme, jeg har sagt til jer konfirmander, mens I gik til præst, det kræver mod og modenhed at blive voksne, men det må I i gang med, og det er I jo allerede. Det begynder de voksne også at forvente af de unge. Så jo, Johannes’ skrappe ord handler om at blive konfirmeret: at stå ved, hvem man er – uden undskyldninger eller bortforklaringer.
Vi mennesker i 2015 har imidlertid også en vis legemsdel fuld af undskyldninger: vi kan jo ikke frelse alle, siger vi. Eller: han/hun må jo også selv gøre en indsats. Eller: de dér andre lader os gøre det hele. Eller: jeg har ikke selv gjort mig til den, jeg er – det er mine forældres skyld. Bortforklaringer er der nok af. Vi trænger alle sammen virkelig til at blive konfirmeret. Stå ved, hvem vi er, droppe undskyldningerne, tage skeen i den anden hånd. Den kamelhårsklædte døber ville nok være endnu skrappere over for os.
Er det nu ikke noget underligt negativt – at vi altid i kirken skal have at vide, at vi trænger til forbedring? Hvad er det for et menneskebillede?
Prøv lige og hør: det er udtryk for den højeste respekt og ære at fortælle et menneske, hvor meget man forventer af det. Hvis man derimod lader en person vide, at ham/hun vil man sådan set ikke forlange eller forvente noget af, så er det udtryk for ringeagt. Kristendommen taler mennesker op – selvom den sommetider gør det med skarpe ord.
Men handler kristendom, handler konfirmation nu ikke om, at Gud er vores far, og vi er hans børn? Om lidt siger jeg til hver enkelt konfirmand, at Gud i dåben har gjort ham/hende til sit barn, og ønsker at hun/han må blive ved at være Guds barn. Det er fuldstændig rigtigt – men det er bare sådan, at vi må tage den omvej at blive voksne først. Konfirmationen betyder to ting: den betyder, at du er nødt til at blive voksen. Det er det, som Johannes lader sine tilhørere vide med ubesmykkede ord.
Men derefter, så kommer Jesus, og igennem ham siger Gud til os: jeg elsker dig, du voksne menneske, du menneske med din storhed og med din svaghed, jeg elsker dig som en forældre elsker sit barn.
Det er ikke os, der skal optræde som pattebørn over for Gud ved ikke at ville være voksne, ikke ville tage vores ansvar på os, ved at fylde ham med undskyldninger og bortforklaringer. Men det er ham, der har bestemt, at han lige så nødigt vil miste os, som forældre vil miste deres børn. Det er hovedretten ved konfirmationen her i kirken, kan man sige: Guds omsorgs- og ansvarserklæring, på en måde.
Forretten hører dog med: ikke kamelhår og græshopper, sødet i honning, men derimod: at vi tager imod den beskrivelse af os, som Johannes kommer med, og giver den ret: Dragebørn, I bliver ved med at ville have skatten for jer selv i stedet for at lade den bære frugt for andre mennesker.
Ja, sådan er vi nok i hovedsagen, må vi indrømme. Men Gud vil ikke slippe os. Det er jo vildt. Det er en fantastisk 'konfirmation'. Må den give os kraft til alligevel at prøve at begynde på en frisk. Amen