Der er nogle bestemte mønstre i vores liv, både den enkeltes og vores fælles liv, som vi oplever igen og igen. Et af dem er, at noget til at begynde med tegner vildt godt, men lidt efter lidt viser de mindre gode sider sig. Vi får et kig om bag facaden. Vi bliver klar over, at en person ikke er så fuldkommen, som vi først troede, eller at en optimistisk plan medfører en masse ulemper. Man kan tage de mange alt for store forventninger til præsident Obama som eksempel. Eller alt det, vi drømte om, da muren faldt. Men forventningerne blegner, vi begraver vores forhåbninger - så meget klogere.
Værst er det, hvis vi er kommet så langt, at vi har engageret os selv personligt - har sluttet venskab med manden (ell. kvinden), har meldt os ind i foreningen eller knyttet vore fremtidsforventninger til bevægelsen. Når så virkeligheden kommer for en dag, så står man dér, desillusioneret - og måske også lidt til grin; det værste er, at ens selvrespekt også har fået et knæk. Man bliver nedtrykt af den slags erfaringer. Man går selvfølgelig ikke ligefrem ud og springer i et mosehul; til gengæld tager man sig måske mere i agt en anden gang, er med det samme skeptisk, kommer med alle indvendingerne på forhånd i stedet for at engagere sig helhjertet. Hvad fremtiden angår, er man derfor heller ikke alt for forventningsfuld.
Man kan godt sige, at de fleste af os udvikler os til nogle forfærdelige dødbidere, når man sammenligner os med, hvordan vi var som børn. Men vores selvfølelse er os for vigtig til, at vi kan sætte den på spil ved endnu en overilet begejstring, et grundløst håb, en uigennemtænkt forventning. Hellere begrave forventningerne end begrave vores selvrespekt.
De 2 disciple, vi hørte fortalt om før, var på vej hjem. Jeg véd ikke, om Emmaus var den nærmeste omvej, men jeg kan tænke mig, at de ikke har haft alt for travlt med at komme hjem. Deres selvrespekt havde fået et knæk. At vende hjem og tage tråden op, fra før de mødte Jesus, betød at de måtte indrømme over for deres naboer og familie, at de havde båret sig hovedløst ad, da de impulsivt og begejstret var fulgt med Jesus. Ikke desto mindre var det nok den hjemkomst, der ventede dem.
Efter Jesu død havde de sluppet deres forventninger - det er tydeligt nok af alt, hvad de siger. Spørgsmålet var så, om det var muligt for dem at redde deres selvfølelse. Dét er deres projekt; det er derfor de giver sig i samtale med den fremmede, for om han muligvis kan stive dem lidt af. Det er også ganske tydeligt, at de allerede har taget ved lære af det, der er sket. De har godt nok hørt, hvad kvinderne er kommet og har fortalt, men de er ikke dem, der hopper på sådan en limpind én gang til.
Men nu kommer så historiens humoristiske pointe, at netop nu, hvor de er blevet så meget klogere og har droppet Jesus, så er det ham, de møder. Der går ganske vist en tid, før de finder ud af det; de genkender ham ikke med det samme. Det er selvfølgelig, fordi de selv har forandret sig, er blevet så snu og kløgtige. De har lært at forbeholde sig deres stilling. Men der er en grund mere til det; det går igen i alle fortællingerne om Jesu møder med sine venner efter opstandelsen, at de ikke umiddelbart kender ham. Forklaringen herpå er, at Jesus kom til dem på en anden måde, end de kendte ham.
Jesus var forvandlet. At han opstod fra de døde, betød ikke, at nu kom han tilbage til dem, som han før havde været, som privatperson, som dødeligt menneske, som ven, som søn. Opstandelsen er ikke en genoplivning, sådan som vi kender den fra vores egen teknisk-medicinske virkelighed, når hjertestarteren får maskineriet i gang igen. Jesus blev opvækket fra de døde, fortæller evangelisterne - snarere i lighed med, hvordan enhver af os har prøvet at blive vækket af en søvn. Men det er jo dermed et billede, der bruges til at fortælle derom, et hverdags-billede, fordi det er det eneste, vi har, selvom det, vi skal fortælle om, er noget alt andet end hverdag. Det kan derfor heller ikke forklares med hverdagens erfaringer og tale. Det er virkeligt, men det er også noget komplet nyt – og vores sprog og tale er jo udviklet efter det, vi kender.
Jesus har været død. Helt død. At han nu er vækket fra de døde, betyder også, at han kan færdes på en anden måde gennem tid og rum, end et menneske ellers kan. Det betyder f.eks. også, at han kan være til stede, uden at man kan se ham.
Jesus følges med de 2 desillusionerede disciple, og i modsætning til, hvad de gik efter, får de ikke nogen støtte til at genopbygge deres selvfølelse, tværtimod får de en skideballe. Han gør op med deres desillusionerede, pessimistiske, modløse holdning til fremtiden - der er ingen grund til at begrave forventningerne, fortæller han dem. Alting er tværtimod gået sådan, at virkeligheden har overgået deres vildeste forestillinger, så med hensyn til fremtiden kan de godt smide al skepsis, al forbeholdenhed, al ”skal vi nu æ’ lige!”, overbord. Ingen glæde kan være for overilet, ingen forventning for uigennemtænkt.
Disciplene bevæges af denne tale. Og så sker der noget, som på et øjeblik forvandler dem. De byder ham til at spise sammen med dem; og skønt han er altså er forvandlet, genkender de ham i det nu, hvor han brækker brødet over, genkender ham som den, han var. Men i det samme er øjeblikket forbi; et flygtigt glimt, et syn, der dårligt nok får tid til at sætte sig fast på nethinden, og som er overstået, længe inden den brøkdel af et sekund er gået, det tager for synet at nå ind til hjernen. Dog véd de, hvad de så, selvom synet allerede er borte, da de kommer til bevidsthed om det. De så, at det var ham, som de havde kendt og elsket, ham hvem alle deres forventninger var knyttet til. Og nu er det dem, der er forvandlede; nu er det, som om de er blevet vækket op af en drøm til virkeligheden. I det, som de siger til hinanden, kan man næsten høre deres boblende munterhed: her gik vi og fortalte om, hvordan alt håb var ude, og så var det ham, vi fortalte det til! Just som de intet mere turde forvente, så de alle deres forventninger mere end opfyldt. Nu er deres forventninger til fremtiden og til ham halet op af det dybe hul, de havde placeret dem i. Nu er deres håb stærkere og dybere og inderligere end nogensinde før. Modløsheden er borte. Til gengæld begraver de omgående al selvhøjtidelighed og selvfølelse, siden de midt om natten går tilbage ad den samme vej, de havde gået om dagen. Det kan se lige så latterligt ud, det vil: de har ingen skrupler ved at banke de andre disciple op for at fortælle dem den mest utrolige, usandsynlige historie, verden nogensinde har hørt.
Jesu opstandelse indebar en forvandling af ham. En af betydningerne deraf er, at vi kan møde ham præcis ligesom de 2 disciple på vej til Emmaus. Vi kan ikke møde ham, sådan som disciplene mødte ham før hans død - som en jødisk håndværker og profet. Hvad den tid angår, da har vi kun fortællingerne om ham.
Men hvad den opstandne angår, er der ingen forskel på dem og os. Netop fordi han er forvandlet, kan han være tilstede hos os - på alle mulige måder. Hver gang modløsheden tages fra os, hver gang vi oplives, hver gang vi vækkes op til en lykkeligere og gladere virkelighed, end vi havde turdet håbe på, hver gang vi får lyst til at sætte mod i andre mennesker, så er Jesus til stede - selvom vi måske ikke kender ham i det, der hænder os.
Men måske sker det for os, at vi genkender ham, at vi som i et glimt ser, at det, der her sker, det er jo præcis ligesom det, vi har lært at kende i fortællingerne om ham. Alle den slags glimt burde også få os til omgående at kaste al selvhøjtidelighed overbord, at hente forventningerne og håbet frem af fortrængningen, men til gengæld efterlade forbehold og skepsis og kløgtighed der. Ja, de genopvækkelser, vi oplever i livet, bør få os til skyndsomst at begive os tilbage til alle dem, der har det med modløshed og nedtrykthed ligesom vi, for at fortælle dem, at livet er et fund, og at enhver kan finde det, hvis man lukker øjnene op.
En af Storm P.s vagabonder er på vej ud i et dybsort mosehul, fordi han i sin tørst har gjort gæld. Men på vejen finder han en femøre, og så vender han straks om, for nu skal han tilbage til Sofussen for at begynde at betale af. Den 5-øre er et billede på, hvad vi får givet her i kirken. Amen