EVANGELIUM: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Johannes-evangeliet 20,19-31

PRÆDIKEN:

Vi hører om Thomas i dag. På græsk har han tilnavnet Didymos, der betyder tvillingen eller »den dobbelte«. Måske var han virkelig tvilling; måske er meningen dermed, at han rummede to ting, som vi hører, både tvivl og tro. Han rummede også både smerte og glæde. Til at begynde med kunne han ikke få denne dobbelthed til at hænge sammen. Da han mødtes med sine venner, var de jublende glade. Det ville han også gerne være. Men han kunne ikke. Han havde et minde, han ikke kunne få til at rime med deres glæde. Nogle få dage før havde han oplevet noget, som havde ætset sig ind i hans hu­kommelse. Han havde set Jesus blive tortureret og henrettet; han havde set mennesker bære sig ad på en måde, som slog al tro på livet, alt håb, al glæde ihjel hos ham.

Nu så han så sine venners glæde. Det passede ikke sammen - en af delene måtte være løgn. Enten havde han bare haft et mareridt den dag, han havde set Jesus på korset, en ond drøm, som man kan vågne op fra - eller også var det hans venner, der led af hukommelsessvigt, af fortrængning. Han følte, at de havde mørkelagt den del af deres egen hukommelse, der foregik langfredag. For ham kunne begge dele ikke være sande. Langfredag eller påskedag, smerten eller glæden - en af delene kunne han rumme, men ikke dem begge to.

Sådan har alle mennesker det sommetider. Livet er ikke til at rumme. At jeg kan tage mit eget barn eller barnebarn og knuge det ind til sig og mærke dets varme - og så samtidig se andre mennesker, der står med deres døde, ødelagte børn i armene, det kan jeg næsten ikke rumme. Og hvad gør vi så; ja, så er vi nok tilbøjelige til at lukke det onde ude, lade som om det ikke er sandt. Det har vi bestemt også lov til engang imellem. Men ikke hele tiden; vi er ikke mennesker, hvis vi udelukkende færdes i vores egne gode rum og glemmer alt det, som er så svært at rumme.

I torsdags, 75-årsdagen for 9. april, kom jeg til at tænke på et udsagn af den danske digter, Aksel Heltoft. Han sad som modstandsmand i kz-lejren Neuengamme under krigen. Han besøgte aldrig siden lejren, fortalte han i et interview inden sin død. »Jeg har passeret den mange gange på vej sydpå, men hver gang har jeg dukket mig. Jeg har ikke været der siden befrielsen. Jeg vil ikke.« Han vidste godt, at det forfærdelige, han havde oplevet, ikke var løgn. Men han kunne ikke tåle at huske på det. Han ville nøjes med at se børn, der leger, mennesker, der viser hinanden kærlighed og omsorg.

Hvis vi i nyhederne på TV hører, at i Danmark sulter ingen børn, så siger vi ikke: »Det er løgn!« Men hvis vi ser og hører om børn, der misbruges, mishandles eller sulter ihjel, så spørger vi hinanden: »Hvorfor kan sådan noget stadig foregå? Er det muligt?« Det er i hvert fald svært at rumme sammen med vores egen trygge hverdag. Og selvom vi må se kendsgerningerne i øjnene, prøver vi alligevel at glemme, at mennesker somme tider behandler hinanden på den måde. Det er ikke nemt at få de gode, livsbekræftende oplevelser og de grufulde erkendelser og erfaringer til at rime sammen.

Sådan er det også med Gud. I ved, hvordan det dukker op igen og igen: Vorherre i himlen, et eller andet sted væk fra denne verden, kan folk måske godt rumme, men at Gud skulle være til stede her i denne verden, hvor mennesker lemlæstes og dræbes, og der sker ting, vi kun kan tænke på med gru eller skam eller smerte - det er ikke til at tro. Så er tvivlen der straks på ryggen af troen.

Journalisten Charlotte Rørth udsendte lige efter jul bogen ’Jeg har mødt Jesus’, hvor hun fortæller, at hun – som var en almindelig tvivlende dansk kvinde – for syv år siden stod ansigt til ansigt med Jesus et sted i Spanien. Og på en måde, så hun ikke et øjeblik var i tvivl om, at det var ham. I en diskussion i TV rådede forfatteren Knud Romer hende til at gå til psykolog eller psykiater, for efter hans mening måtte hun være syg i hovedet. Når folk har fortalt mig om den slags, har jeg som oftest tænkt, at hvis de i øvrigt er troværdige og fornuftige mennesker som Charlotte Rørth er det, så er det sådan, som hun fortæller.

Men jeg forstår godt de vantro reaktioner: hvorfor skulle nogen så ubeskrivelig god som Jesus kunne være i verden, når den nu ser ud, som den gør. Det er ikke nemt at rumme hendes vidnesbyrd. Aksel Heltoft, som jeg nævnte før, fortæller for øvrigt, at i Neuengamme mødte han også Jesus. En dag, hvor en SS’er pryglede en stakkels polsk fange ihjel for øjnene af de andre fanger, stod Jesus pludselig i deres lurvede kælderlokale. Og de så det alle sammen. Jesus bøjede sig over den lemlæstede polak og lod ham dø med dette salige syn. Hvordan i alverden skal vi rumme så ufattelige modsætninger?

Sådan havde Thomas det. Da han mødte de andre disciples glæde, bad han om at måtte se Jesu sårmærker, for hvad var virkelighed og hvad drøm? Var hans venners glæde virkelighed og Jesu død bare en ond drøm? Eller var Jesu død med dens smerte, gru og skam virkelighed - og de andres glæde blot udslag af, at de havde tvunget sig selv til at glemme?

Så fik han lov at se naglehullerne i Jesu hænder og fødder. Det betød, at det værste han nogen­sinde havde oplevet, andre menneskers brutalitet, en vens ufattelige lidelser, sin egen svigten, alt dette var godt nok virkeligt. Alligevel kunne han og de andre tåle at huske på det, fordi der var sket noget så stort, at det gav glæden hos hans kammerater mening, den glæde, som nu også langsomt begyndte at gro i ham selv.

Det er et kernepunkt i kristendommen: Jesus forsvandt ikke for sine venner for at overlade dem til at leve i denne verden, hvor der sker så meget grufuldt og så meget glædeligt. Nej, han kom til sine venner for at vise, at fra nu af vil han altid være sammen med os, selv når vi oplever det værste. Gøre det muligt for os at rumme begge dele: smerten og glæden. Det betyder: vi møder ikke kun Gud, når vi er længst oppe i vores liv, men også når vi er helt nede på bunden. Freden, glæden, lyset findes ikke uden for denne verden, men i den, sammen med smerten, forfærdelsen og skammen.

Jesus vendte tilbage til sine disciple - ikke for at love dem, at når de havde udstået det grufulde liv her på jorden, så ventede der dem et evigt himmelsk fællesskab med ham. Men for at forvisse dem om, at aldrig skulle de leve i uden ham. Han er her, han er nu. Charlotte Rørth, Aksel Heltoft, alle disciplene har ret. Jordens elendighed og smerte, angsten, sårene, skidtet, stanken, alt det er virkeligt nok. Vi skal ikke lukke øjnene for det for så bliver glæde og fest bare til en gang virkelighedsflugt. Men Jesus er levende. Og dermed er der blevet plads til at håbe, at kæmpe og at tro. Dybest nede ligger glæden og venter på engang at bryde igennem.

Jesus blæste sin ånde i disciplene, hører vi, for netop at give dem kraft og mod til livet - for selv i smerten, forfærdelsen og skammen, ja, netop dér ville han være sammen med dem. Gud er ikke bare noget, der begynder, når vi dør. Gud møder os her i livet, ikke bare i de lyse, livsbekræftende oplevelser, men i de tungeste og mest smertelige erfaringer. Glæden er ikke først noget der kommer sidenhen, men den begynder nu og her, og når vi virkelig føler os ramt af livets smerte. Sådan hænger det lyseste og det mørkeste, det letteste og det tungeste i vores liv alligevel sammen, selvom vi - ligesom Thomas - har svært ved at rumme det. Tvivlen melder sig. Men det er troen, der har ret. Amen