Mariæ Bebudelsesdag 22.03.15. Staby Kirke. Medvirken af konfirmander.
Indledning:
I dag er det forårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange. Sommeren og lyset er på vej tilbage. Når vi går i kirke, er det også meningen, vi skal opleve, at lyset er på vej tilbage. Sommetider har vi nemlig en følelse af, at mørket lægger sig over os. At der bevæger sig en skygge ind over det. Vi kan blive bange, vi kan føle os alene, vi kan synes, at noget er helt umuligt.
Her i kirken er det meningen, at vi skal opmuntres. Vores nedtrykthed skal mødes af opmuntring. Og der er opmuntring til alle former for modgang. Det vil konfirmanderne og jeg gerne demonstrere for jer. Vi fortæller om, hvordan der kan være mørke i livet. Og jeg læser et svar fra Biblen, der giver lys.
Rådvildhed-træthed-ingen kærlighed-selvfordømmelse-livstræthed-opgivelse-angst-ensomhed-mangel på tro.
Prædiken:
Når det er forårsjævndøgn, så er der også lige ni måneder til jul. Og derfor er dagen i dag også dagen, hvor jomfru Maria bliver gravid. Det skal vi høre om nu; Pernille og Kirstine læser fortællingen om bebudelsen til Maria.
--
I fredags var der solformørkelse. Jeg havde virkelig håbet, at konfirmanderne, som var til undervisning den dag, og jeg kunne have oplevet det. Jeg havde endda fundet hulskeer frem, fordi en ven havde fortalt mig, at hvis ikke man har beskyttelsesbriller, kan man lade solformørkelsen lyse igennem en hulske ned på et stykke hvidt papir. Så ville vi have fået mindst 50, små, men hver af dem fuldstændigt perfekte solformørkelser. Der kunne være blevet 5 til hver. Men sådan gik det som bekendt desværre ikke.
At opleve en solformørkelse er lidt skræmmende. Når skyggen trækker ind over solen, bliver folk som regel helt stille; nogle begynder at græde. Selvom man godt ved, der er en naturlig forklaring på det, mærker man det som et kuldegys. Til gengæld er det helt utroligt befriende, når lyset atter begynder at titte frem, og ingen skygge kan holde det tilbage. Man bliver jublende glad.
Vi så ikke solformørkelsen i fredags. Men det gør nu ikke så meget, for dybest set oplever vi den hver eneste nat. Vores del af jorden kommer hver nat til at ligge i skygge for solens lys, fordi en planet kommer i vejen. Det er nemlig jorden selv, der skygger, så lyset er borte fra det sted på jorden, hvor vi befinder os om natten. Vi har vænnet os til det. Så vi bliver som regel ikke så forskrækkede. Og så er der selvfølgelig også det, at vi har oplevet så mange gange, at skyggen igen trak sig tilbage, så vi er sikre på, at det sker. Til gengæld gør denne vane så, at vi ikke bliver så jublende glade, som vi i virkeligheden burde. På en måde er det jo helt utroligt hver eneste dag.
Det er det samme med foråret – vinteren er også en slags solformørkelse, jorden tipper væk fra lyset. Når vi passerer over jævndøgn, så er skyggen for alvor på vej bort. På en måde er forårslyset også helt utroligt.
Når det bliver jul, handler det også om en masse lys. På den tid, da Jesus blev født, følte virkelig mange mennesker, at der lå en skygge over deres liv. En skygge af rådvildhed, træthed, selvfordømmelse, mange på håb. De havde godt nok altid troet på Gud, men det var som om Gud selv var blevet dækket af en skygge. De levede med en næsten total gudsformørkelse. Et sandt kuldegys.
Men så kom Jesus. Og det betød, at mange mennesker begyndte at kunne få øje på Gud igen. Eller: de kunne få øje på de gode ting i deres eget liv igen.
Formørkelsen over menneskers liv forsvandt. Fortællingen om englen, der kommer og bebuder Maria, at hun er gravid, er begyndelsen. Det er det tidspunkt, hvor den allerførst gnist af lys kan anes. Og nu skal vi høre i dag, at selvom der kan være noget, der kaster skygge på vores liv, sådan som vi viste det før, så er vi på vej mod et tidspunkt, hvor alle skygger for evigt skal være borte. Og det kan vi godt begynde at tage forskud på.
Når vi taler med Gud, så tager vi forskud på lyset, så tager vi forskud på sommeren. Så tager vi forskud på en sommer, hvor der aldrig skal komme på nogen nat og formørke vores liv. At bede til Gud, det er ligesom at sætte blade på et træ, der endnu ikke er sprunget ud, men nok skal gøre det.
Nu kommer konfirmanderne rundt i kirken – og alle der vil får et grønt blad, hvor man på bagsiden kan skrive, hvad man gerne vil bede Gud om. Hvad man virkelig synes der er brug for, for at vi kan blive jublende glade og få skyggerne bort. Og så hænger vi alle bladene på de grene, der står heroppe.Vi læser op, hvad der står på bladene.