EVANGELIUM: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Lukasevangeliet 11,14-28
En dansk forfatter kom pga. modstandsarbejde A i koncentrationslejr under krigen. En del år senere skrev han selvbiografisk novelle, »Kælderen«. 500 fanger af alle nationaliteter er stuvet sammen i en kælder, hvor de udfører tvangsarbejde. Under en SS-inspektion bliver en af fangerne taget i at bære nogle vanter, som på et eller andet tidspunkt har tilhørt SS. Med et slag bliver han strakt til jorden og derefter tævet omtrent til døde med en gummiknippel, mens de andre fanger ser på. Beretningen er ikke anderledes end mange af de andre koncentrationslejr-beretninger - jeg gengiver den her, fordi det måske er det nærmeste, mennesker i vor tid er kommet på den erfaring af det dæmoniske onde, som man havde meget håndgribelige forestillinger om på Jesu tid, ja, i virkeligheden meget tæt op til vores egen tid.
I fortællingen i dag fortælles der jo om Jesu uddrivelse af en ond ånd, og på den baggrund udspinder der sig en diskussion om onde ånder og deres uddrivelse. Det lyder fremmed for os, som ikke på den måde opfatter det onde som noget håndgribeligt og personligt og konkret, men altid taler om det som noget begrebsmæssigt, sådan lidt teoretisk. Ånder eller dæmoner er noget, som teenagere kan flirte lidt med - med glas og stoleben og den slags, men det er ikke noget, vi føler os omgivet af til daglig. På Jesu tid opfattede man det onde som noget konkret og håndgribeligt; man kunne ganske vist ikke se dæmonerne, men man kunne tydeligt iagttage deres virkninger, og derfor vidste man også, at de var der.
I kælderen i koncentrationslejren mærker fangerne alle som en det ondes nærvær. Det kan ikke ses, men det kan mærkes; luften er tyk af det, det er håndgribeligt nærværende, og det mærkes også i deres egen manglende evne til at gøre noget. Ingen griber ind, mens SS'eren hamrer løs, alle står blot og ser på. »Hernede blev mennesket reduceret til sin virkelige størrelse. Hver dag gav nye vidnesbyrd på menneskets afmagt og grænseløse ynkelighed. Her stod det nøgne menneske og så ned i sit usle og lurvede indre. Det var bundløst af troløshed og fejhed« skriver Aksel Heltoft. Så tæt kom man dér på det onde, at man følte, hvordan det tog magten over en selv. Så håndgribeligt var det. KZ-fangerne kunne bedre talen om de onde ånder, som vi har hørt i dag.
Men selvom vi ikke har haft den samme håndgribelige oplevelse af det onde, vil vi ikke benægte, at det findes. Vi har set menneskers liv blive ødelagt og slået i stykker, vi véd om lemlæstelse og ødelæggelse, tortur og undertrykkelse. Vi har derhjemme hængende tre billeder af et menneskeansigt, malet af et torturoffer. I de billeder kan man aflæse rædslen for ondskaben direkte. Men der også mere hjemlige almindelige erfaringer af noget ondt. Nogle kan måske berette, hvordan forholdet til et enkelt andet menneske blev slået i stykker, uden at de egentlig ville det, men også uden at de havde kræfter til at sætte sig op imod det.
Hvad kan man gøre med det onde? Vi kender egentlig kun et middel derimod, det, som Jesu modstandere beskylder ham for at bruge: vi mener, at det onde kun kan overvindes med sine egne våben. Med ondt skal ondt fordrives. Vil du ikke med det gode, så må du med det onde. Og når Jesu modstandere beskylder Jesus for at gøre det samme, så er det, som Jesus siger, fordi de kender det fra sig selv. Det er, hvad de selv og deres tilhængere altid har gjort - fordrevet ondt med ondt.
Hvad kan man ellers gøre? Ja, hvad kan man ellers gøre? Lad os bare tage det næsten for nærliggende eksempel: hvad kan man gøre overfor jihadist-krigerne i IS udover at gribe til magtanvendelse? Man har den rene, skære vold - hvordan kan den imødegås på anden måde end med våben? Man kan ikke snakke sig til en løsning – med forhandlinger kommer man ingen vegne. Er vi ikke nødt til at sætte hårdt mod hårdt for at få gjort en ende på volden? Måske - men vi får jo bare ikke gjort en ende på det onde. Tværtimod véd vi alle, at når vi bruger magt, må vi i de kommende mange år høste de bitre frugter af denne magtanvendelse. Det onde bliver bare rakt videre. Når vi fordriver ondt med ondt, hvormed skal det onde, som vi gør, da fordrives? Uanset, at vi ikke opfatter det onde, som noget personligt, bliver vi fanget af det. Vi bevæger os i en cirkel, som vi ikke har kræfter til at bryde ud af.
At fordrive ondt med ondt - det er det, vi kender til. Men det er ikke det, som Jesus gør. Det er ganske tydeligt, at det, som Jesus taler om i dag, det er at fordrive det onde med godt. Han taler om, hvordan den stærke (altså den onde) skal blive afvæbnet; alle de våben, han satte sin lid til, skal tages fra ham. Det er det, som sker, når Jesus undlader at sende ondskaben videre. Det er det, som sker, når Jesus afviser at bruge magt mod dem, som bekæmper ham. Når deres våben ikke kan fuldbringe andet, end det, som Gud vil, der skal ske, når de gør det gode, uanset at de har planlagt at gøre det onde, så er de jo i virkeligheden afvæbnede. Men det forudsætter, at det gode er stærkere end det onde.
Hvorfor kan vi så ikke gøre som Jesus gør? Hvorfor kan vi ikke fordrive ondt med godt? Hvorfor må vi gang på gang konstatere, at det går bare ikke? Fordi det gode ikke er stærkt nok hos os. Den gode vilje findes hos de allerfleste mennesker, ingen tvivl om det. Men den er bare ikke stærk nok til at stå op og standse det onde. Og når vi så har konstateret det, så vender vi tilbage til det velprøvede, men ikke derfor vellykkede middel, at knuse det onde med dets egne våben.
Lige så lidt som jeg tror på, at det gode i os er stærkt nok til at besejre det onde, lige så lidt tror jeg på, at det onde kan besejres endegyldigt med sine egne våben. Når vi alligevel prøver på det, så må vi i hvert fald vide, hvad vi gør: så må vi vide, at vi er ofre for det, som vi planlagde at bekæmpe. Det er en forfærdelig historie, Jesus fortæller, om de 7 dæmoner, der kommer og tager plads i det menneske, der tror, at nu er der gjort rent bord, at nu er det onde fordrevet. Vi tror, det er gjort med at rydde pænt op efter os, når vi en kort overgang har benyttet os af det onde. Men det er det ikke. Det er bare indtil næste gang, det onde er på spil.
Men nu er det Jesu budskab, at der findes en magt, som vitterlig er stærkere end det onde. Gud er til, og Gud vil kaste sig ind i den kamp, som gang på gang kun afslører menneskets afmagt og grænseløse ynkelighed. Ja, siger Jesus, det er allerede begyndt. Den kraft, der kan besejre det onde, er sat ind i verden. I ser det ske, siger han til sine tilhørere. I ser det onde blive besejret med godt. Det er et tegn for jer på det, der skal komme. Det er det håb, I kan leve på i jeres egen grænseløse afmagt og ynkelighed. Det er det budskab, der er givet til os i dag i vores afmagt og ynkelighed: Vi kan se hen på ham.
Da SS'eren i kælderen havde slået russeren bevidstløs og som en vild blev ved at slå løs på den blodige livløse klump, skete der det, at Jesus pludselig kom i kælderen. Aksel Heltoft kan ikke beskrive, hvordan han så ud, men han var der bare, som et almindeligt menneske. Alle stod naglet til jorden, men ikke bange. Selv SS'eren, hvis mund stod på vid gab af forbløffelse, kendte Jesus. Jesus vidste, at de alle stod der, men han så kun på det sønderslåede menneske ved deres fødder. »Hans ansigt udstrålede en kærlighed, som ikke kan siges med ord, skønt den var i slægt med den kærlighed, som findes blandt mennesker. Jesus bøjede sig ned over russeren og kyssede ham på den blodige ophovnede kind. Manden, som vi troede var død, lukkede det ene øje op. Det andet var klistret af blod. Da han fik øje på Jesus, lyste hans mishandlede ansigt i barnlig glæde. Med stort besvær rakte han sin ene hånd ud mod Jesus, og Jesus tog den i begge sine, idet han bøjede sig lidt frem. Det var så ubeskrivelig skønt, at vi andre uvilkårligt stod med et stort bævende smil om munden. Også SS. Da sank russeren sammen, og det usigeligt skønne udtryk, som havde ligget over hele den skamferede skikkelse forsvandt. Jesus lagde blidt hånden fra sig og gik ud af kælderen.« Amen.