En præst har sagt, at enhver prædiken i grunden er en slags bordtale. Vi, der er i kirke sidder på en måde til bords sammen, enten vi nu deltager i altergangen eller ej. Og alle prædikener skal på en eller anden skal lægge op til altergangen. Det er en god tanke: vi er her i kirken som gæster, vi er inviteret af en anden, som også er den der bærer omkostningerne ved sammenkomsten. Vi er temmelig forskellige udenfor kirken, men herinde ophæves disse forskelle af, at vi allesammen er fælles om at være inviterede af ham, som er vært. Det er ikke præsten, der er vært (og derfor er det heller ikke så godt, hvis præsten begynder at optræde sådan).
Men det er præsten, der skal holde bordtalen, så det er jeg sat til at gøre. Netop i dag, skærtorsdag, dagen hvor Jesus indstiftede nadveren, kan denne billedlige måde at tale om vores gudstjeneste på føles vældig dækkende. Men netop i dag kan det så også føles særlig underligt med en bord-tale. For en bordtale kredser normalt ikke om det, at vi skal spise sammen, men derimod om anledningen til at vi spiser sammen, en fest eller en familiebegivenhed. Dertil kommer, at vi jo har nadveren her i kirken fordi der er noget, som vi ikke kan sætte ord på. Måltidet træder ind, fordi der er noget, vi ikke kan forklare, men kun kan udtrykke med en handling.
Når man så alligevel prøver at forklare det, ja, så gør man måske mere skade end gavn. At prøve at forklare, hvad nadveren er, er at stille tingene på hovedet, fordi nadveren uden forklaringer prøver at udtrykke det, som det hele drejer sig om. Selve handlingen behøver egentlig heller ingen forklaringer. Noget så elementært som at spise behøver vi da ikke at forklare, hvorfor vi gør.
Til dette måltid her er der knyttet nogle ord, som vi hørte for lidt siden. Jesus sagde, da han gav sine disciple brødet: mit legeme - og vinen: mit blod. Men det er ikke ordene, der forklarer handlingen; nej, det er handlingen, det, som sker med brødet og vinen, der udlægger ordene. Flere ord - i form af en bord-tale – er på en måde overflødige.
Når jeg så alligevel kommer med lidt flere ord, vil jeg undskylde det med, at meningen med den ganske elementære handling: at spise - og at spise sammen - i nogen grad er blevet væk for os. Vi har ikke som så mange andre mennesker på denne klode den fornemmelse, når vi spiser, at det, vi foretager os, i virkeligheden er en overlevelseshandling. Vi oplever ikke rigtig maden som en nødvendighed. Vi har ikke prøvet at sulte og mærket sulten suge kraften ud af os og derefter mærke kraften vende tilbage i kroppen som følge af maden. Og hvad fællesskab om måltidet angår, da kender vi det mest fra særlige lejligheder, ikke så meget mere fra det daglige måltid, som for mange er en hastig, forvirret og spredt affære.
Men den fødeindtagelse, som nadveren er, er en overlevelses-handling. Jøderne havde et påskemåltid, og det er sådan et, der danner ramme om Jesu sidste måltid med disciplene. Ved jødernes påskemåltid mindedes de, hvordan de var blevet udfriede fra deres trældom i Ægypten. Som nogle af jer måske kan huske, gik der forud for befrielsen 10 plager, hvoraf den sidste var dødsenglens hærgen i de ægyptiske huse. Men dødsenglen kom ikke til israeliternes huse, fordi de havde slagtet et lam og smurt dets blod på dørstolpen. Sidenhen, når de holdt påskemåltid og slagtede og spiste lam, mindedes de denne begivenhed: »Vi overlevede«, fortalte faderen i huset til sine børn, »Vi overlevede, Gud holdt os i live, sådan som han gør det nu, ved at vi spiser dette lam«. Ved at spise fik de også del i Guds redningsaktion, hans frelsende handling.
Nadveren er en overlevelses-handling; for os har det imidlertid en mere udvidet betydning end ved det jødiske påskemåltid. Det, det drejer sig om, er hvert enkelt menneskes overlevelse som menneske. Den begivenhed, som er anledningen til, at vi spiser, den indtræffer, da Jesus af kærlighed lader sig slå ihjel - for vores overlevelses skyld.
Som mennesker er vi gang på gang på vej til at sætte vores menneskelighed overstyr, ved at gå på kompromis med det onde, eller ved at søge vor egen fordel, eller ved at lade andre mennesker i stikken, ved at lade hånt om det, som egentlig var meningen med os. Men Gud reddede os - ved at sætte en kærlighed ind i verden, som aldrig gik på kompromis, aldrig lod andre i stikken, altid søgte at gøre Guds vilje. Og det er, siger kristendommen, den eneste grund til, at vi ikke er gået til som mennesker - dér findes redningen fra den umenneskelighed, som altid truer os, og som suger kraften til at gøre det gode ud af os. Vi får mulighed for at overleve det onde. Ja, vi får mulighed for at overleve døden selv. Dødsenglen vil gå forbi os; eller med et andet billede fra traditionen: Jesus rejste ind i ensomhedens og dødens ødemark, for at vi kunne blive fri.
Den begivenhed mindes vi, når vi holder altergang. Men ved at spise bliver vi også simpelthen delagtige i begivenheden. Vores krop overlever fysisk, når vi tager føde til os; åndeligt overlever vi ved at få del i det, der skete i Jerusalem dengang. Vi overlever ikke bare på et eksistens-minimum: vi får nye kræfter til at leve og gavne og glædes.
Det afgørende ved måltidet her i kirken er dette, at her er der mulighed for gennem det mest begribelige, det mindst mystiske af alt, nemlig at spise og drikke - at opleve virkningen af det mest ubegribelige, det mysterium, der tales om herinde, om kærlighedens og glædens overlevelse i denne barske verden. Det gælder selvsagt under alle omstændigheder, og vi har del i det, også selvom vi ikke spiser og drikker. Men vi har den stærkeste mulighed for personligt at opleve det ved at gøre det enkle, som vi udenfor kirken ikke ville betænke os på, fordi det er noget så elementært, at vi faktisk gør det flere gange hver dag.
I gamle dage var der mennesker, der var plaget af tanken om, at den barmhjertighed, som kristendommen handlede om, den gjaldt nok ikke dem. Jeg tror, at problemet har forskubbet sig i dag: vi er ikke så meget plagede af frygten for at stå udenfor. Vi er plagede af tvivlen, om det nu altsammen er så betydningsfuldt, hvad der bliver sagt i kirken. Og kan det nu også passe, at et menneskes død i kærlighed for 2000 år siden kan have en så universel betydning for mennesker til alle tider og for os i dag? Det er en forskydning i problemet. Men svaret er det samme, hvadenten du tvivler på, at det har gyldighed for dig, eller du tvivler på, at det har gyldighed for mennesker overhovedet: tag og gå op og spis. Dybest set kan det ikke forklares; og det er ikke noget, der kan dokumenteres ved hjælp af følelser, men at du i hvert fald er omfattet af det, fremgår af, at du også er inviteret.
Nadveren skulle gerne være det mest includerende af alt, hvad der foregår her i kirken; den har ganske vist været brugt til at rejse skranker, og også i dag er der dem, der føler, at den sætter et usynligt skel, som nogle står udenfor. Men det, den handler om er, at skrankerne nedbrydes; hvad den vil fortælle er, både til dem, der tager del i den, og dem der ikke gør det: barmhjertighedens ord gælder også dig; du står ikke udenfor; hvad der skete dengang for mange år siden rækker på underlig ubegribelig vis også frem til i dag, også frem til dig.
Martin A. Hansen brugte et billede til at forklare, hvordan ét menneskes kærlighed kunne få en så universel betydning: billedet af en dråbe, der når den kommes i et kar med millioner af dråber alligevel kan fornemmes overalt deri. Han havde været i kirke med sin kone og sine børn, de gik til alters og bagefter skrev han: »Og jeg fik da vinen og brødet, og jeg sagde til mig selv: Det er, som der siges. Og da jeg kom ud, var dagen anderledes - det var anderledes at træde på jorden. Meget anderledes var det ikke, det var ikke oprivende eller overvældende. Det var snarere så fint, som at en lille dråbe af fremmed kraft var dryppet i et kar, så det fornemmedes overalt i vandet ....«
Og det var så min bordtale for i dag - den som egentlig ikke skulle være nødvendig. Fordi det hele er sagt i de ord, som følger brødet og vinen: »mig selv givet for jer, givet til jer«! Amen