Ved gudstjenesten fastelavns søndag blev læst uddrag Psalme 91 i anledning af terrorbegivenhederne i København, og der blev bedt for de beørte - og for alle i Danmark.
Prædikenen fulgte søndagens tekst om Jesu dåb i Jordan-floden
Jeg deltog for en tid siden i en diskussion om den moderne medicinske teknologi. Det kom bl.a. til at handle om mulighederne for at undgå de “skævere”, som naturen hidtil har forårsaget blandt mennesker, altså mennesker med forskellige handicap, unormaliteter osv. En af deltagerne, en blind, leverede et meget væsentligt bidrag. Han sagde: hvad er det for et normalitetsbegreb, vi uden videre benytter os af, når talen er om disse ting? Og hvorfor skal alle I, der er normale, bestemme, hvad der er et godt liv? I slipper alligevel ikke af med os handicappede - og vi har et godt liv, selvom det sagtens kunne forbedres med små midler. Men vi er bange for, at vi ikke bliver ved med at have det, fordi ressourcerne åbenbart skal bruges på, at flest mulige skal leve op til dette normalitets-krav.
Også på andre områder bliver det sværere at være anderledes. Vi taler gerne om tolerance, men man kan nemt blive sat i skammekrogen, hvis man har anderledes eller gammeldags meninger, eller hvis man f.eks. tvunget af omstændighederne ikke kan leve op til samfundets forbrugsmønster. Enlige mødre kan fortælle, at de sommetider forsøger at skjule deres økonomiske mangel for at leve op til normalitets-forestillingerne. Vi tror, vi er åbne for mangfoldighed – men der er stadigvæk grupper som er ’grimme ællinger’ i vores åh, så fordomsfrie samfund.
Da Johannes Døberen stod ved Jordan-bredden, var det selvfølgelig ikke vor tids menneskesyn, han tordnede imod over. Men der var noget, der lignede. Der var denne sikkerhed med hensyn til at falde nogenlunde inden for rammerne af det acceptable. Der var denne tro hos det store flertal på, at i grunden var der ikke noget alvorligt i vejen med dem. Der var denne mangel på anfægtelse med hensyn til en selv, som også kendetegner os, når vi taler om, hvordan man kan undgå dette eller hint. Hvem siger, at det ikke er os, der er slået fejl og burde fravælges?
Vi ligner Johannes’ samtidige, som ikke et øjeblik forestillede sig, at Gud kunne overveje at forkaste dem. At der var nogen, der faldt udenfor, vidste de, men så gjaldt det sandelig om, at flest muligt blev bragt til at leve op til det vedtagne. De fleste af dem havde nok et og andet i deres liv, som de ikke brød sig så meget om at tænke på, men spillet fallit havde de dog ikke.
Johannes fejede denne sikkerhed til side, fortælles der om ham. Han afviste alle forestillinger om, at et menneske er godt nok, fordi det ligger inden for en eller anden vedtagen norm. Han stillede hvert enkelt menneske i en afgørelsens situation. Han sagde: I skal ikke indbilde jer, at I skal måles på, hvad I sådan i fællesskab kan enes om at finde acceptabelt. Nej, sagde han: der er kun en målestok, der gælder, og det er Guds. Johannes gjorde gældende, at et livs nytte og værdi ikke bestemmes af, hvad de fleste kan blive enige om. Nej, det handler om Guds vilje med os. Guds vilje med os er ikke, at vi skal være normale, falde inden for normen. Den er at vi skal sætte os selv til side og tjene hinanden. Over for denne målestok spiller det normale, det almindeligt vedtagne ingen rolle. På den måde bliver vi også alle uden undtagelse gjort lige: ingen kan på forhånd bringe sig i en position, hvorudfra man kan diskutere, hvad der vil være godt og rigtigt for de andre. Det træ, der ikke dur til noget, bliver hugget om, sagde Johannes til folk. Og at du til noget skal ikke måles på ens evne til at være og leve som de fleste.
Man kan ikke lade være sommetider at synes, at en revser som Johannes kunne gøre gavn også i dag. En der ruskede op i vores tro på, at vi da har lov at sætte os selv og vores egen udfoldelse og frihed forrest. Men nu er budskabet i evangeliet i dag imidlertid ikke bare denne revselse eller renselse, dette sandhedens salte budskab, denne tilsidefejning af den uanfægtede selv-veltilpashed. Der er noget mere, der skal siges. Det kunne Johannes af gode grunde ikke sige, Johannes som selvfølgelig så på tingene i forlængelse af sin egen og sit folks erfaring. Han sagde til sine samtidige: I tror, at I selv holder mål, men det er kun fordi I måler jer på gennemsnittet. Men Johannes’ inderste mening var nok den meget pessimistiske: der er få eller ingen, der virkelig holder mål, og mennesker, der ikke kan stå mål til det, som Gud ville med dem, har Gud ikke noget at bruge til. Johannes var en klog rad og et retfærdigt menneske.
Nu kommer så Jesus til Jordanfloden. Han bliver døbt. Og i det øjeblik åbnes himlen fortælles det. Meningen dermed er ikke bare, at her er der omsider endelig en, der er acceptabel i Guds øjne, så Gud ikke længere behøver at vende sig bort i vrede og skam. Budskabet er, at da Gud vender sig til denne ene, som er acceptabel i hans øjne, så vender han sig til os alle. Det, som Johannes siger om, at vi skal måles på fuldkommenhedens og ikke gennemsnittets alen er sandt nok. Men alligevel er det kun vrangsiden af det, som er den dybeste sandhed om mennesket. Den sandhed er Jesus ene om at kunne bringe til syne: at over det menneske, som ikke holder mål - og det er altså ethvert menneske med undtagelse af Jesus -over det menneske, som ikke holder mål, åbner Gud alligevel sin himmel - fordi han åbnede den over Jesus.
Af Johannes’ dom stilles vi alle lige. Men det utrolige er, at denne lighed ikke bare er en lighed i uduelighed, det er en lighed i brugbarhed. Fordi der er én, Gud kan bruge, så vil han bruge alle.
Johannes bliver klogere i det øjeblik, Jesus sætter sin vilje igennem over for ham. Gud er alligevel anderledes, end Johannes har tænkt. Johannes bliver også klogere på sig selv. Han bliver klar over, at den ubrugelighed, som han har tordnet imod hos andre, den findes også hos ham selv. Man kan ikke komme uden om, at han også var selvretfærdig, selvom han måske havde mere grund til at være det end de fleste.
Men nu siger han til Jesus: Hvordan skulle jeg kunne døbe dig? Det er jo mig, der er noget galt med – det kan jeg se i dette øjeblik. Så siger Jesus til ham: Nu da du ved det, er der ingenting i vejen for, at du døber mig. Gud har alligevel brug for dig. Han har brug for dig netop nu, hvor du har mistet troen på, at du dog som en af de få kunne holde mål. Gud skal ikke kun bruge dig til at forkynde fordømmelse af den gennemsnitlige slaphed og tro på at være helt OK. Gud skal bruge dig som en hjælper i hans værk for de svage mennesker.
Det er Johannes Døberens egen indrømmelse af, at han ikke rigtig dur, at han ikke rigtig står mål, der får Jesus til at sige: Du dur. Med al din ufuldkommenhed og følelse af egen utilstrækkelighed, vil jeg gerne have, at du døber mig.
I evangelierne er det sådan, at fra dette øjeblik, træder Jesu egen forkyndelse i stedet for Johannes'. Alle de vrede ord, Johannes havde at sige om de normale og veltilpassede mennesker, han stod og døbte, forstummede, da Jesus kom og ville døbes af ham. Over Jesus lød det: Se, dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag. Og siden da lyder det over ethvert menneske, der døbes: Se, dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag.
Der er noget, man ikke kan slutte af, at Johannes herefter tier stille i evangelierne: nemlig, at nu er der ikke noget galt med denne inderlige selvgodhed, denne forvisning om at man falder inden for det normale, det accepterede, det gennemsnitlige. Det hører til fortællingerne om Jesus, at han fortsat fortrinsvis færdedes blandt dem, der faldt udenfor. Sikkert fordi han vidste, at menneskene igen og igen vil falde tilbage til den opfattelse, at et menneskes værdi ligger i, om det befinder sig inden for nogle almindeligt accepterede, gennemsnitlige normer, sådan som det jo altså også – på den ene eller den anden måde - er blevet hos os.
For det kristne evangelium er et ethvert forsøg på at genindføre en sådan rangforskel med hensyn til værdien af menneskeligt liv, om så også med de bedste motiver, en utænkelighed, et brud med Guds egen erklæring ved Jesu dåb, som jeg vil oversætte med: I Jesus elsker jeg mit menneske, hvert eneste et af dem, og for mig er de lige brugbare, lige værdifulde. Gud vendte sig til mennesket, da Jesus blev døbt, og han har ikke siden vendt sig bort. Og ethvert menneskeligt forsøg på at vende sig bort fra en bror eller søster, er at vende sig fra Gud. Ethvert forsøg på at lukke dem ude, er at lukke himlen over os selv.
Sådan har denne fortælling utrolig meget at sige os i dag, både med hensyn til at give os frimodighed til dog at give os i kast med livet, også selvom vi ved at de frugter, vort liv bærer, slet ikke giver os ret til fortsat at trives og gro. Men også når vi skal forholde os til de vanskelige spørgsmål, som vi i dag stilles overfor. Det kan ikke være uden betydning, hvad der blev sagt over Jesu dåb, og som siden da har haft gyldighed for enhver menneske-skabning. Se, dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag.