EVANGELIUM: 'Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.' Matthæusevangeliet 15,21-28
Mon ikke I ligesom jeg engang imellem haft den tanke, at vi, der lever i dag, godt nok er kommet på stor afstand af tidligere generationer? Det er ikke bare det, at vi kan så meget mere – vi har også selv villet afstanden. Vi har distanceret os fra tidligere tider, fra snæverhed, fra enfold og gamle indgroede vaner, som nok fandtes, men som vi også har gjort mere kvælende, end de var. Vi har stillet kritiske spørgsmål til arvede værdier og traditionelle normer - og selvfølgelig også til den gamle religion. Vi har også gjort os selv lidt større, lidt klogere ved det. Gamle dage er blevet sådan noget, man oplever i Matador og lignende udsendelser, som er blevet fulgt af en masse mennesker, dels fordi de rummer en god historie, men egentlig også fordi de bekræfter os i en masse forestillinger om det snævre, det klunke-agtige, det stillestående ved de gamle dage. Vi føler det rigtigt, at vi brød ud, distancerede os, stillede spørgsmålstegn.
Men vi betaler også en pris for denne distance til det, som var. Det er blevet sværere at se nogen kontinuitet med generationerne før os. Vi føler os ude af stand til at række tilbage - og vi oplever distancen, ikke bare i forhold til tidligere generationer, men også i forhold til hinanden. I dag er vi kommet på den anden side af den ungdommelige glæde ved at gøre oprør; i dag rammer den kritiske spørgen og afstandtagen sig selv. Som en radiomand skrev i forhold til troen: »Nu har vi prøvet ateismen. Den var der ikke meget ved.«
Det er nok grunden til, at der i vor tid findes en ny åbenhed, en spørgen fra dem, der har bevæget sig udenfor de rammer, der gjaldt for tidligere generationer. En spørgen, om der alligevel, også hvor vi er, findes noget, der er større end os selv. Man kunne tage dette som et tegn på, at vi er blevet skeptiske over for de moderne tiders oppustethed - det er jeg ikke helt sikker på. Men det er dog alligevel et fremskridt, at vi er kommet i tvivl om, at vores egen næsetip udgør virkelighedens yderste horisont.
Den kananæiske kvinde, som vi har hørt om i dag, var et menneske, der i enhver henseende var udenfor. Jesus havde bevæget sig udenfor det jødiske lands grænser, ud i den verden, der efter tidens opfattelse var gudløs. Derude mødte han denne kvinde, som altså forlangte hans hjælp. Hun var udenfor det folk, hvorfra han selv kom; hun var udenfor det land, hvor han hørte til, og hvor man mente Gud hørte til. Og hun var på grund af sin datters sygdom derude, hvor hendes egen værdighed ikke længere spillede nogen rolle. Hun havde ingen grund til at tro, at nogen gud skulle kunne nå hende i den situation, hun stod i. Alle hendes samtidige ville være enige med hende i det: ingen ved sine fulde fem ville mene, at Gud kunne eller ville række derud. At han ville hjælpe en kvinde, som han ikke var Gud for. På en vis måde ligner hun os.
Ganske vist findes der stadig en overbevisning om, at vi har bragt det videre end nogen tidligere slægt. En del af vor tids stil er selvsikkerhed, overlegenhed, sommetider ligefrem arrogance - men igen: det er i grunden også et tegn på, at vi netop ikke længere er så sikre på os selv. De gamle miljøer eller fællesskaber er forlængst væk, de begyndte at skrante for årtier siden. Det enkelte menneske må stå på egne ben, siger vi – uden at vi er helt overbeviste om, at vi kan, og at det er det bedste for os. Vi er ikke sikre på nogetsomhelst længere, vi oplever først og fremmest vores verden som ustabil: med et nyt fokus hver dag, med beretninger om økonomisk fremgang og gældskrise i hver sin ende af samme nyhedsudsendelse, hvis ikke anbragt ved siden af hinanden. Og labil er også vores egen tilværelse, fordi vi har en fornemmelse af at have bevæget os langt ud, men alligevel ikke er helt sikre på, om vi ønsker os tilbage. Den moderne verden er ikke sådan at blive klog på, føle sig hjemme i, selvom vi har været i gang med det i hele vores levetid. Vi kan ikke rigtig finde et sted i den, hvor vi føler, at nu er der ro på, nu er der tryghed. Man taler tit om vores samfund som risikosamfundet. Psykologen Svend Brinkmann kalder det for det accelerende samfund – det forandrer sig stadigt hurtigere, og vi halser bagefter i den tro, at vi skal følge med.
Evangeliet til os i dag er, at også her, hvor vi er, er vi indenfor Gud rækkevidde. Det er ved første blik underligt. Hvordan skulle Gud kunne nå en slægt, der fx. har slået ihjel eller ladet dø som ingen tidligere? Hvad skulle Gud ville have at gøre med dem, der har gjort verden til deres egen - og som i voksende omfang behandler både verden og mennesker i den som midler til at opnå fordele? Hvorfor skulle Gud hjælpe en generation, som han ikke længere spiller den store rolle for, selvom vi måske giver ham en chance og en plads ved enkelte lejligheder?
Den kananæiske kvinde, hvis barn plagedes forfærdeligt, råbte Jesus om hjælp. Han svarede hende ikke et ord, står der. En ubarmhjertig tavshed, virker det som. I stil med den, som mennesker tit har følt i forhold til det guddommelige, og som mange også i dag synes, de kan nikke genkendende til. De har råbt på Gud, men ikke fået svar. Og de har tænkt, at derude, hvor de var, var Gud vist ikke. Han hørte til indenfor - i de gamle dage, hvor mennesker levede hele og sammenhængende liv, så snævert det også kunne være. Han kan ikke være, hvor børn sulter eller slås ihjel, hvor kvinder mishandles og undertrykkes, hvor uskyldige ofres, hvor krige hærger, og hvor det ene menneske synes, at dets egen lykke er så vigtig, at det godt bringe sorg og ulykke til en anden. Gud kan vel ikke være, hvor mennesker så længe har levet og handlet, somom han ikke var der. Lad ham beholde en ceremoniel plads ved særlige lejligheder, men vi har ham på distancen.
Men derude, udenfor, hvor Gud ikke hører til - og han hører ikke til hos de stærke selvdyrkende eller de ligeglade, han hører ikke til blandt menneskeforagtere og kynikere - alligevel, derude hvor kvinden befandt sig, derude hvor også vi befinder os, hvor vi ikke længere har nogen rimelig ret til at regne med Gud, hvor sikkerhed og tryghed er erstattet af usikkerhed og rådvildhed, derude begynder kristendommen. Herude, hvor ingen længere skulle vente at finde Gud, herude hvor mennesker gør hinanden ondt, herude møder Kristus os. Kristendommen har aldrig været for de indforståede.
Det er sandt: Gud burde ikke være dér, hvor mennesker har vendt sig fra ham, han hører slet ikke til dér. Han burde være dér, hvor mennesker bøjer sig for ham, i templet, hvor skønhed og fred og harmoni råder - og ikke hos de gudløse.
Men Gud er dér, hvor han ikke skulle være - han er udenfor. Han er i den verden, hvor mennesker bliver ude af sig selv af angst eller smerte eller ensomhed, hvor mennesker dør, og mennesker dræbes, hvor skylden og utilstrækkeligheden og fortrængningen og den enorme følelse af rådvildhed plager. Han er der i Jesu skikkelse. Det er det, kristendommen handler om. Den handler om, at Gud gik ud af sig selv, at han forlod den verden, hvor man var indforstået med ham - for at være udenfor hos dem, hvis verden er gået i opløsning.
Vi, der har opdaget, at vi ikke selv kan skabe en verden af helhed og sammenhæng ud af det konstant foranderlige, som livet er blevet i dag, vi hvis selvsikkerhed er begyndt at krakelere, og som ikke engang føler, vi kan blive ved at græmme os over tiden og tabet, vi der har lige svært ved at tro på optimismen og på pessimismen, men som simpelthen bare hverken ved ud eller ind, vi skal høre, at Gud kan nå os. Gud når os dér, hvor det egentlig ikke er til at se: når vi deler brødet og vinen, når barnet får vandet hældt over hovedet. I alt det, som jo er ganske dagligdags, når Gud os. Han når os, hvor vi ikke venter det, sådan som han nåede kvinden ude i den gudløse verden.
Jesus roste hendes tro - hvad var denne tro da? Den var at hun gav sit liv og sin skæbne og datterens liv og skæbne til det, som ikke var til at tro: at hun skulle kunne få hjælp. Hendes tro bestod i, at hun holdt Jesus fast på, at han også var kommet til hende, hende der var udenfor. At Gud ville nå hende og hjælpe hende gennem Jesus, fordi han ikke kunne nå hende på nogen anden måde.
Så er vi altså i dybeste forstand ikke udenfor – uden forbindelse med tidligere tider. For Gud er her. Det skal vi holde os til. Nu er det snart påske, hvor vi skal høre om Golgatha og gravhulen, de lagde Jesus i. Golgatha lå udenfor byen med templet, og graven lå udenfor byen.
Hos dem, der er derude, udenfor trygheden og stabiliteten og uforanderligheden og sikkerheden og indforståetheden, er Gud – hos os mennesker i 2015 er Gud og bliver han. Amen.