Meditation 10. februar 2015 i Staby kirke. Tema: STEN
Sten er ikke uforgængelige, men er dog alligevel noget af det mest solide og bastante, vi kender. Tag stenene herinde, f.eks. i døbefonten eller i korbuen og murene. De er 400 mio. år gamle. Stenene er urokkelige – og til at tage og føle på.
Det er godt, at der er sten med, når vi taler om kristendommen, sådan som vi netop har hørt i to fortællinger. Dermed er det sagt, at det er håndgribeligt, hvad kristendommen handler om. At den ikke kun er noget luftigt, åndeligt, flygtigt eller vægtløst. Men at den er lige så virkelig som den sten, jeg nu står ved. Og mere virkelig end alt det, der glimrer gyldent og tiltrækker os.
De 10 bud kendes i vid udstrækning overalt, hvor der har levet mennesker, selvom den bestemte udformning, vi kender dem i, stammer fra Det gamle testamente. Her hørte vi nu, at de bliver indskrevet i sten. Det er ikke noget, det er nemt at rokke ved. Kravene er de samme for alle, Kravene til dit og mit liv er mejslet i sten. Og vi ved det. Noget står fast. De er ikke nemme at komme udenom; prøver vi alligevel, er det mest sandsynligt, at vi slår os. Der er ikke blot noget, vi ikke må, men også noget andet, vi skal.
I gamle dage brugte man tunge sten som ankre for skibe. Deres tyngde holdt skibet fast, selvom de også i enkelte tilfælde kom til at trække skibet ned.
Sådan får vores liv får tyngde, vægt af, at der er noget vi skal. En forfatter talte for en snes år siden om ’tilværelsens ulidelige lethed’. Men den ulidelige lethed kommer kun af den indbildning, at der ikke er noget, der gælder med urokkelig fasthed for livet. Kristendommen holder os fast på vores ansvar for, hvad vi gør. Og det er godt. For ellers ville vi kastes hid og did af tilværelsens storme.
Samvittigheden tynger, siger vi, når vi alligevel handler imod det, der gælder. Men det er bedre end at være et menneske uden samvittighed.
Men vi ved også, hvordan kravene til os kan tynge. Ja, sommetider være så vældig en vægt på os, at vi synker. Vi, der lever her i det 21.århundrede har det svært med den stentunge vægt. Sommetider prøver vi at snakke os fra den. Men man snakker altså ikke en sten væk som ingenting – den forsvinder ikke af, at vi lader som om den ikke er der.
Man kan også blive tung om hjertet af andet end dårlig samvittighed. Det er selvfølgelig billedsprog, men hvis jeg siger, at jeg er tung om hjertet, så udtrykker det noget, der er fuldstændig virkeligt – og nærmest føles sådan. Som om hjertet er på vej nedenud af kroppen. Meget kan tynge os om hjertet – i disse dage har jeg været tynget af det, der sker i Ukraine og i Syrien. Får det aldrig ende – dette med at vi prøvet at løse vores konflikter med vold?
Så kan vi også opleve noget tyngende forsvinde. Også det taler vi lige så håndgribeligt om. Det lettede en sten fra mit hjerte, siger vi til den, der fortæller, at noget er endt bedre, end vi frygtede.
Også det ’at få lettet en sten fra sit hjerte’ føles fuldstændig håndgribeligt – som om jeg er på vej ovenud af mig selv – som om tyngdekraften er ophævet og jeg kan tage syvmileskridt.
Kristendommen handler om noget helt håndgribeligt. Det beviser også stenen i den anden af fortællingerne i dag. Gravstenen – intet udtrykker mere håndgribeligt dødens virkelighed og tyngde. Og den sten, der var væltet for Jesu grav, den udgjorde noget, der var for stort og for solidt for et menneske. Men det blev altså væltet til side. Skal man flytte en tung sten, skal man jo selv kunne stå fast. Påskemorgen måtte der noget til, der var endnu mere urokkeligt end den urokkelige gravsten. Gud måtte til.
Nu står opstandelsen mejslet i sten. Godt, at den ikke bare er en lidt luftig fortælling, men knyttet til det mest solide og bastante, vi kender.
Ingen skal spørge, hvordan det gik til med opstandelsen, eller hvad der helt præcis foregik. Ingen så det. Og ingen skal heller foregive, at de kan rumme det, eller det kan rummes inden for kendte begreber. Men at det håndgribeligt skete, står ikke til diskussion. Stenen er vidnesbyrd om virkeligheden af det, der foregik.
Da stenen blev væltet fra Jesu grav, blev der væltet en sten fra vore hjerter. Sådan går det håndgribelige og det billedlige op i en højere enhed,
Måske vil det, der denne aften tynger hver af os, blive lettet i de kommende dage. Måske vil det ikke. Men der er et urokkeligt håb forude: Gud fjernede ikke stenen fra Jesu grav for ingenting. Han vil engang endegyldigt gøre os så lette om hjertet, så vi ikke kan begribe det. Ja, det står fast. Om så bjergene rokkes.
Lad os bekende vores kristne tro.