EVANGELIUM: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Joh 2,1-11
Fortællingen om brylluppet i Kana viser, hvordan kristendommen har et nøgternt blik for at ting kan udvikle sig negativt eller ligefrem gå i forfald. Men fortællingen vil også sige, at vi er på vej mod noget godt, mod en opfyldelse, hvis overdådighed vi slet ikke kan forestille os.
Men lad os nu begynde forfra. Vi har derhjemme en prægtig gammel plakat, der skildrer mandens og kvindens livsperioder i form af en trappe. Det går opad til et vist punkt, men allerede når man når middagshøjden i 40-50-årsalderen er der klare tegn på, at man står foran den uafvendelige tilbagegang. Og så går det ellers ned ad trappen igen, indtil manden står som en krumbøjet karikatur af sig selv og teksten ubesmykket lyder: “Han bli’r så affældig, krum og svag, af manddomsstyrke kun et vrag”. Og undskyld jeg siger det: det går ikke kvinden bedre.
Det er en god plakat at kigge på engang imellem. Sommetider kan man komme til at tænke på, om ikke den bare sætter højdepunktet for sent, om ikke man i virkeligheden står på toppen af sit liv, når man er 10 år gammel. Under alle omstændigheder er retningen ikke til at tage fejl af. Det går tilbage.
Man kan iagttage, at mange af os - samtidig med at vi selv bliver ældre - egentlig synes, at også den verden, vi er en del af, på forskellige måder er ramt af forfald. Når vi foretager en sammenligning mellem før og nu, så er der en del, der forekommer os at have været bedre tidligere. Det er det, man kalder nostalgi. Vi erkender selvfølgelig, at der er sket store fremskridt, materielt og sådan, men vi kan sagtens finde områder, hvor alting var så meget bedre for 50 år siden. Folk kom hinanden mere ved. Eller: der var mere tid til børnene. Der var ikke så meget stress. Til støtte for vores fornemmelse af det går tilbage, kan vi altid finde en statistik, der bekræfter det.
Nu har godt nok de seneste par generationer også været præget af en modsatrettet tankegang: en forestilling om udvikling og fremskridt, om at det bare gik bedre og bedre på alle områder, og at det egentlig kun kunne gå en vej - fremad. For den tankegang har det altid været et utåleligt faktum, at for hver enkelt af os går det, som vores plakat derhjemme viser. Før eller siden begynder den uafvendelige tilbagegang, forfaldet. Ikke nok så mange svinkeærinder eller forsinkelser fritager en eneste af os fra den uundgåelige afslutning.
I Bibelen får dette forløb et smukt, men også vemodigt billede - i forestillingen om det tabte paradis. Allerførst skabte Gud alting godt, sådan som omkvædet lyder på Bibelens første sider. Men så begyndte det at gå galt. Hele den lange historie siden er på en vis måde en forfalds-historie, i hvert fald, når det gælder forholdet mellem Gud og mennesker. Det er den nøgterne konstatering, som kristendommen konfronterer os med. Imellem os og Gud er det ikke, som det var til at begynde med, og som det skulle være.
Men selvfølgelig kunne man ikke bare affinde sig med denne tilbagegang. Der måtte vel findes måder, hvorpå folk kunne begynde på en frisk, få styr på det med Gud. Man måtte kunne bringe det ud af verden, som var gået skævt. I fortællingen fra brylluppet i Kana, som vi hørte før, findes der en detalje, der stærkt udtrykker menneskers forsøg på selv at bekæmpe tilbagegangen: de store renselseskar. Birgitte og jeg så dem i Kana for et par år siden – de er store som badekar. Vi ved om dem, at jøderne brugte dem til rituelle afvaskninger. Forestillingen var, at mennesker ved disse religiøse bade kunne gøre sig rene, rette op på den glidebane mod selvforskyldt elendighed og isolation, som de var kommet ud på, gøre Gud tilfreds og genoptage det brudte fællesskab med ham. At renselserne måtte foretages igen og igen, var på den anden side et klart udtryk for menneskets afmagt overfor at gøre noget virkelig effektivt ved det. Sådan kender vi det jo selv: ikke nok så mange nytårsforsætter ændrer grundlæggende på retningen.
Det er den ene linje i kristendommen: at vi er på vej nedad og bort fra fuldkommenheden, den bevægelse, som vi altså også kan følge i vores eget fysiske liv, og som vi også ofte ser genspejlet i vore omgivelser.
Men så er der også det modsatte. Der er den stigende linje: der er det, at Gud ikke vil lade alting synke til bunds. Han sætter selv en modbevægelse ind, som ikke bare retter op på tilbagegangen, nej, den gør det på en fuldstændig ubegribelig måde endnu bedre, end det var. Det kommer til udtryk i den pointe i fortællingen fra brylluppet i Kana, at den bedste vin kommer til sidst.
Lige op imod almindelig jammer i forhold til tiden og nostalgi om, hvordan alting var bedre før, lige op imod berettiget mismod på grund af menneskers mishandling af hinanden og min egen svigten og svaghed, lige op imod forståelig forsagthed på grund af vores krops og sinds skrøbelighed forkynder kristendommen, at vi endnu kun har set en afglans af Guds herlighed. Det dukker op gang på gang i det Ny Testamente, når evangelisterne og apostlene skal sammenligne det, der var, det, der er, og det, der skal komme - Guds fremtid skal i enhver henseende overgå både det, vi kender og egentlig også det, som Gud selv havde tænkt sig til at begynde med.
At det netop er vandet i de jødiske renselseskar, som Jesus gør til vin, vil jo sige, at med Jesus er alle vi menneskers velmente, men forgæves anstrengelser på selv at løse problemerne forbi. Hvor Jesus kommer, er mennesket færdigt med sine håbløse forsøg på at rette op på det, der kun kan gå galt. Ved et under forandres alt. Ved det, som Jesus gør, bliver fællesskabet med Gud genoprettet, uddybet og befæstet, ja gjort ubrydeligt. Der skal ikke mere til. Der er ikke andet for mennesket at gøre end at tage imod og være glad, at række sit bæger frem og tømme det.
Den sidste vin er bedre end den første. Sådan er det under, der skete i Kana, et ringe under sammenlignet med det under, der skete, da Jesus døde og endegyldigt bekræftede og befæstede fællesskabet mellem sig selv og sine disciple til alle tider. Selvom det lyder forbløffende, så er vinunderet i Kana faktisk også et ringe under sammenlignet med det under, der sker lige nu i dette øjeblik i vores smukke kirke, når ordet om Jesus lyder: når jeg siger til jer, at nu er alt mellem Gud og os sådan, som det skal være, fordi der i grunden intet er, der skiller ham og os. Ikke fordi vi med stort besvær har fået vendt skuden, men fordi Gud har sat sin egen modbevægelse ind. Fordi Gud er kommet til os og vil være hos os.
Hvor Jesu budskab høres, sker det, som alting kommer an på. Før var der vand, nu er der vin. Før var der uro og angst og vemod og forsagthed, nu er der håb og forventning og glæde.
Skafferen undrede sig over, at den gode vin kom til sidst. Hos os går det jo modsat til. Det begynder så godt med gode forsætter og stor selvtillid og synlig fremgang, men det ender alligevel på samme måde for os alle, med forfald og elendighed, fortvivlelse og forestående undergang. Men Gud gemmer det bedste til sidst. Når der intet er tilbage, når alt synes forbi, begynder han. Da fylder han de tomme kar med den gode vin.
Det kan blive ringere og ringere med os selv, og det gør det – lad os bare se det i øjnene. Det kan gå ad hekkenfeldt til i vores verden, i Europa og Danmark, i kirken osv. - sådan som vi tit får det at vide. Men imellem Gud og os går det fra nu af den anden vej. Mod herlighed. En ubegribelig, altoverskyggende, overdådig glæde.
Vi endnu har det bedste tilbage, thi end lever den gamle af dage. Amen