Evangelium: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.Lukas 2,21
Vi vil gerne kunne se vores liv i en større sammenhæng. Det er derfor, vi har sådan en dag, hvor vi ser tilbage og frem. Vi har en trang til at fornemme, at den måde, vi opbygger vores tilværelse op på, er den rigtige og altså ikke bare er en, vi selv har fundet på. »Jeg sætter min hat som jeg vil«, hedder det i en gammel Daimi-sang, men når det kommer til stykket, skal den måde, som vi sætter hatten på, også helst være den måde, som denskalsættes på, ikke nødvendigvis for at følge flertallets mening, men fordi det er det eneste, der kan give vores liv andet end flygtighed, betydning ud over øjeblikket. Selvom vi ikke længere synes at være enige om, hvad der er det rette, kan vi alligevel ikke lade være med at spørge derom.
Netop vor tid rummer mange eksempler på, hvor galt det går, når denne fornemmelse af sammenhæng forsvinder for mennesker, sådan som det er sket for mange danskere i tiden. Han er frustreret - hun er deprimeret. Eller også er han stresset og hun ude af balance - diagnoserne er mangfoldige. På denne nytårsaftensdag tegner det sig sådan for mig, at vi ikke længere har en fælles holdning til livet. Der findes ikke en fælles moral. Når forældre ser børn vokse op og indrette deres tilværelse på en anden måde end de selv, ryster de lidt på hovedet (sådan som børnene har rystet på hovedet af forældrene). Men de fleste tør alligevel ikke sige fra over for børnene, for så sikre er vi alligevel ikke på, at vores egen livsførelse er den rette. Det må de unge jo selv bestemme, siger forældrene, når børnebørnene ikke skal døbes, eller når børnene sløser med deres ægteskaber (med eller uden papirer), når de indretter sig på afbetaling, osv. Få spørger andre til råds, i hvert fald ikke for at følge dem. Og uden at være spurgt blander vi os ikke i hinandens liv. Der er selvsagt noget sundt i, at enhver selv må tage ansvaret, men ansvar i forhold til hvad? Hos mange forældre ligger langt nede en fornemmelse af fiasko: vores eksempel var altså ikke stærkt nok til at vores børn følte sig forpligtede på det - den måde vi lever på, den måde, vi tænker på, har altså kun gyldighed for os selv, men så har den jo netop ingengyldighed.Så var det ikke det rette, vi gjorde, så var det højst det rigtige for os, og gad så vide, om det overhovedet var dét? Det kniber med at turde stå inde for sin egen livsform.
Vi kommer i tvivl - vi kommeralle sammeni tvivl, når vi ser at andre kan leve efter nogle totalt anderledes normer end vi og tilsyneladende befinde sig godt ved det. Jeg bliver usikker, når det, jeg gør, åbenbart ikke kan gælde som norm for andre end mig selv. Og sådanne brud forekommer ikke bare i adskilte lag i samfundet, nej, de går på kryds og tværs og ind i familier og fællesskaber, og hvordan kan så overhovedet noget hænge sammen? (Hvorfor er så mange skilsmisser stadigvæk så bitre - fordi der ofte hos parterne ligger en fornemmelse af, at det man sagde og gjorde åbenbart kun havde gyldighed for denene- og havde det så overhovedet nogen gyldighed?)
Så optræder alle de symptomer, jeg nævnte før: frustration, depression, stress, mangel på sjælelig balance. Vi bliver nedtrykte, ikke bare fordi andre lever anderledes end vi, men fordi vi er ved at miste troen på vores egen måde at leve på. Eller vi får drønende travlt i et forsøg på at give vores tilværelsebetydning. Eller vi føler os rådvilde, svinger i holdning fra den ene dag til den næste. Eller vi bestræber os bare på hele tiden at gøre, hvad vanen tilsiger os eller hvad flertallet gør, når det ikke længere kan siges med nogen bestemthed, hvad der er detrette.Måske begynder vi oven i købet at fordømme dem, der ikke kan eller vil indrette sig som flertallet. Uanset hvad vi gør, har vi det ikke særlig godt dermed. For det blafrer stadigvæk i os, dette spørgsmål om, hvad derskalgøres. Dette behov for med sit liv at tage del i en større sammenhæng, som giver dette liv, tyngde, betydning, varighed. Det hele er vel ikke bare lige meget.
Den første tekst i dag var forjættelsen til Abraham om velsignelse for hans slægt i led efter led, når de ville leve i følgeskab med Gud. Måske har ikke alle tidligere generationer levet i tryg forvisning om, at denne velsignelse også var til dem, når de gjorde det rette. Men i dag føler i hvert fald de fleste, at der ikke er nogen sammenhæng fra slægt til slægt, men at velsignelsen (uanset hvad vi så lægger i det ord) - den var, hvor denne sammenhæng endnu fandtes. Og står vi så ikke uden for velsignelsen?
Lad os så efter denne lange indledning vende os til dagens evangelium, som blot fortæller at Jesus blev omskåret og fik et almindeligt jødisk navn efter 8 dage, sådan som det var skik og brug i det jødiske folk. Hans forældre gjorde naturligvis hvad moralen foreskrev. Men hvad vil evangelisten Lukas sige med denne oplysning – han var ikke selv jøde? Han vil sige, at Jesus var menneske under menneskers vilkår. Han vil sige, at den folkelige skik og brug, som gjaldt for Maria og Josef, stod Jesus ikke udenfor. Det siger Lukas ikke for at guddommeliggøre netop denne måde at indrette sig på. Egentlig interesserede den ham ikke så meget, han havde jo selv en anden baggrund. Nej, han vil sige, at det, der nu sker, er, at Gud færdes blandt mennesker, sådan som de hver for sig lever. Det jødiske folks livsform var én blandt mange. Nu ønskede Gud atmødemennesket - ansigt til ansigt - ikke bare det jødiske folk, men alle mennesker. Han ønskede at møde mennesket, som det ene menneske møder det andet. Derfor drejer kristendommen egentlig blikket bort fra det himmelske - hen mod det jordiske, det menneskelige, og siger: det erher, du møder Gud. Menneskers vilkår, menneskers livsform er forskellige, men efter Jesu fødsel erenhvermenneskelig livsform af betydning for Gud - for dér vil Han møde mennesket, med sine krav til det og med sin velsignelse. Ethvert menneske kan møde Gud i sit eget liv, og ikke først, når det liv er lavet om og f.eks. blevet et jødisk liv, som der var nogle, der forlangte på Lukas' tid. Lukas vil sige med denne korte oplysning: fra nu af er intet menneske fjernt fra Gud, fra nu af kan ethvert folk og ethvert menneske møde Ham i sin egen verden.
Hvordan kan dette budskab få betydning for os? Det kan det, netop fordi det siger, at også vores liv harbetydning for Gud. Uanset hvor meget usikkerhed eller for nogle ligefrem opløsning har ramt det, så er det dér, Han vil møde os. Vi skal ikke tage fejl på grund af den almindelige rådvildhed: I alt, hvad vi foretager os, lever vialligevelunder Guds krav til os. Men også under Hans velsignelse.
Sagt på en anden måde: vi er nok faldet ud af en moralsk og holdningsmæssig sammenhæng med de tidligere slægtled, men hvor værdifuld denne sammenhæng end var, er det dog ikke den, der skal give vort liv betydning, bestand, fylde. Vores liv har betydning, fordi Gud har knyttet sig til det - midt i al vores tvivl, om vi har fundet den rette måde at leve på, har Gud ikke forladt os. Han blev menneske under menneskers vilkår.
Vi spiller muligvis fallit menneskeligt set, vi er mere rådvilde end nogen tidligere generation, vi får ikke for alvor tacklet de store udfordringer. Men Gud erosså nær som nogen anden generation - Hans vilje skal vi ikke blive i stand til at unddrage os. Men Hans velsignelse rækker også til os, den står vi ikke udenfor.
Lad mig så tilføje: det fritager os ikke for at prøve at skabe igen en fælles holdning. Det fritager os ikke for at sætte os selv ind for det, som vi ser som det rette, også selvom det kan være ubehageligt, også selvom vi mødes med hovedrysten. På denne sidste dag i året må det siges, at tiden er inde til, at vi igen prøver at stå inde for vores egen livsform med alt, hvad det indebærer. Tager mod til os og siger til og fra. Men samtidig skal vi også høre, at Gud er altså kommet os nær netop dér, hvor vi er. Derfor er intet lige gyldigt. Vores liv er knyttet sammen med Ham. Og større betydning, fylde og vægt kunne det ikke få. Det er knyttet til Gud igennem det menneske, der bar det almindelige jødiske navn Jesus: det navn, som siden på et hvilket som helst sprog er blevet navnet på hjertebåndet mellem Gud og mennesker. Amen.