Evangelium:Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«Matt 23,34-39
”Fred på jorden, til mennesker Guds velbehag” lød englekoret, da Jesus blev født – som sammenfatning af julebudskabet. Hvis almindelige folk skal fremhæve noget ved julens budskab, så er det næsten altid dette med freds-budskabet. Det kan vi alle sammen gå ind for – ligger det ligesom i luften. Der er bare det foruroligende, at det fredsbudskab, englene forkyndte, og som Jesus personificerede, det fik sandt at sige ikke nogen velvillig eller positiv modtagelse, men blev forsøgt kvalt fra begyndelsen. Det førte til, at Jesus blev slået ihjel. Sidenhen blev Stefanus henrettet, og efter ham utallige andre, også helt op til vores tid. Der er titusindvis af kristne martyrer hvert eneste år, og det har ikke mindst dette års fortællinger om brutale drab på kristne i Irak, Kenya og Nigeria mindet os om.
Så hvad har Jesu budskab lige med fred at gøre? Jesus selv var også klar over, at hans budskab ville vække blodig modstand: ”Nogle vil I slå ihjel og andre vil I korsfæste”, siger han i dagens skarpe ord til folk – hans disciple vil blive ramt. Men hvorfor dog, hvis budskabet handler om, at vi skal holde fred og være gode ved hinanden?
Ja, fordi vi mennesker er, som vi er, uanset hvad vi går og siger, vi er. Og vi vil, hvad vi vil. Jesu budskab handler om en fred, der gårpå tværs af, hvad vi selv kunne tænke os. Jesu budskab rummer en opfordring til, et krav om et opbrud fra det, som vi helst selv vil.
Man skal altid passe på med at få Jesu strenge ord til at handle om nogle andre, men vi kan alligevel godt blive kloge på, hvad der er så voldsomt udfordrende ved Jesu budskab ved et øjeblik at rette opmærksomheden mod et af stederne med de værste kristenforfølgelser lige nu, det nordlige Irak. Hvorfor er de islamiske jihadister så fanatiske modstandere af den kristne minoritet – det er de blandt andet, fordi de helt korrekt har gennemskuet, at kristendom og deres voldelige imperieprojekt er de størst tænkelige modsætninger. Deres fanatiske fastholden og middelalderlige fortolkning af deres sharia giver dem nemlig en sikkerhed og en fuldstændig indiskutabel placering i toppen af deres idealsamfund, mens de ikke-rettro bliver andenrangs. Men det kristne budskab stiller spørgsmålstegn ved, at mennesker på den måde tildeles forskellig værdi. Kristendommen stiller alle lige over for Gud og tildeler dermed også de laveste, ja, også dem, der ikke er kristne, en ukrænkelighed og værdighed, som det er svært for dem, der opfatter sig selv som en ufejlbarlig elite, at affinde sig med.
Men Jesu strenge ord handler ikke kun om nogen andre, men også om os selv: der er i høj grad også forhold ivoresdaglige liv, som kristendommen ikke kan leve i fred med. Den går lodret op imod vores lyst til altid at stille os selv i første række. Vi lægger vægt på vores rettigheder, men kristendommen sætter voresforpligtelseroverfor andre forrest. Vi ønsker at være vores eget livs administrerende direktør, men kristendommen gør en anden til herre i vores liv – og os til tjenere. Vi bruger kræfter på at sikre os, frem for alt sikre os materielt. Men kristendommen afslører det som begær og mangel på tillid til Gud.
Vi er nødt til at se i øjnene, også denne jul, at det freds-budskab, Jesus vitterlig bringer, det har enkant, som godt kan blive væk i vores julerier. At budskabet bringer fred ved først at røre gevaldigt op i alt tilvant. Vi tager aldeles fejl, hvis vi tror, vi kan bliveladt i fredmed alt, hvad vi selv har gang i.
Religiøs forfølgelse forbinder vi ofte med fanatisme. Men fanatisme er jo næsten altid et udslag af lige netop dette, at man føler sin sikkerhed truet, og så styrker man den ved at gøre dem svage, som man identificerer som anderledes. Os og de andre. Når børn mobber hinanden i en dansk skolegård, og når gale fanatikere angriber de i deres øjne vantro er der på en måde det samme på spil – trods alle forskelle. Sikkerheden kræver, at nogen bliver holdt nede.
Når Jesus skældte ud på Jerusalem, som vi hørte det, var det ikke, fordi byens indbyggere var af en særlig fanatisk religiøsitet. De udstillede noget grundmenneskeligt: trangen til at ville sikre sig, afvisningen af alle dem, der ansås for at true den erhvervede sikkerhed, udvisningen af dem, der brød med det kendte, fordrivelsen af dem, der bragte forstyrrelse i den sociale og religiøse orden. Og derfor kan vi sagtens spejle os i dem.
Men denne stillen sig selv forrest, denne bestræbelse på at sikre sig, denne trang til selv at bestemme, den har en pris. Det er den, Jesus taler om. Det blod, I udgyder, skal komme over jer selv, siger han – det vil sige: vil I leve uden Gud, så kommer I til at leve i denne bestandige kamp om førstepladsen. Så vil andre prøve at gøre sig til herre over jer, som I prøver at gøre jer til herre over dem; så vil I aldrig nogensinde opnå den tryghed, I så heftigt ønsker. Vil I ikke have mig til herre, fordi I selv vil herske, ja, så bliver denne hersker-kamp fortegnet for jeres liv. Og så bruger Jesus et barsk bibelsk udtryk om det hus, det liv, som vi selv har tilkæmpet os herredømmet over: det bliverøde og tomt. De to ord ”øde og tomhed” står i biblens allerførste linjer og beskriver det kaos, der herskede, før Gud satte sin skabende, ordnende, gode vilje ind. Da Gud gjorde det, da blev der godt i verden. Men før den og uden den er verden bestemt ikke god; den falder fra hinanden, den går i opløsning. Digteren Hans Magnus Enzensberger skrev for godt 20 år siden en uhyggelig bog, med titlen ”Udsigt til borgerkrigen”, som handler om, hvad der sker med samfund, hvor ingen længere ved, hvad der er oppe, og hvad der er nede; der ligger alles krig mod alle lige om hjørnet. Den fred, vi mener at opnå ved at overtage styringen selv, er første skridt på vej mod kaos. Forsvinder Jesus som herre i vores liv, er vi ikke pludseligt frie, nej, så udarter verden til en slagplads for alt muligt andet, der vil gøre sig til herre over os. Og det er måske der, vi er på vej hen.
Alligevel er dette kaos, ødemarken og tomheden, ikke det yderste perspektiv for vores verden – eller vores eget liv. Gud har ikke gjort denne verdens skæbne til sin for siden alligevel at overlade den til sig selv. Jesus slutter sin tale med at henvise til, at Gud med Jesus harsaten bestemmelse for denne verden, som peger i en anden retning. Han skal komme, og da skal folk hilse ham med et ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.”
Nu bliver det vanskeligt for os at begribe. Vi kan forstå, at noget har en årsag; vi kan forstå, hvis vores liv og verden kører skævt, fordi vi har handlet forkert med dem. Men vi har meget svært ved at fatte, at der er sat et bestemt mål, som til syvende og sidst afgør, hvor alting bevæger sig hen. Men sådan er det, siger kristendommen. Endegyldigt skal vi ikke overlades til os selv, men vi skal overgives til ham, den velsignede. Sådan som det også viser sig i et glimt, da Stefanus i sit dødsøjeblik ser himlen stå åben over sig.
Verden bevæger sig et andet sted hen, end vi vil. Den kant, den skarphed hører med til fredsbudskabet. Freden kommer ikke ved, at vi omsider giver afkald på den plads, vi har tilkæmpet os. Men freden kom ved, at Gud indtog en plads ved vores side på denne jord. Og da vi ikke godvilligt rykkede os for at give ham plads, så tog han den plads menneskene undte ham, den laveste, den ringeste plads. Mere behøvede han ikke for at bevæge verden i den retning, han har bestemt for den. Men dermed åbnede han tillige for dendybeste usikkerhedhos dem, der finder trygheden i, at nogle er svagere end de selv. Alt, hvad vi er vant til at opfatte som betydningsfuldt, alt hvad vi er vant til at forbinde med sikkerhed, blev stillet til diskussion, da Gud forlod sin plads. Han, der allerførst satte alting på plads og dermed bragte orden i kaos, trådte ned fra sin trone for ikke at overlade menneskene og verden til sig selv, men for endnu engang at gøre ende på kaos, øde og tomhed. Men det er ikke sikkert på vores menneskemåde. Den sikkerhed forudsætter, at alle bliver på deres pladser, også de nederste. Men Gud har et andet mål, og derfor brød han lige midt ind i al denne velbjergede sikkerhed. Så er det jo ikke underligt at folk gjorde, hvad de kunne, for at det budskab ikke skulle få fodfæste.
Findes der da ingen tryghed, ingen fred for et menneske ifølge kristendommen? Burde englene have sunget om uro på jorden? En uro vil evangeliet i hvert fald altid være for os, der gerne vil overlades selv at bestemme. Men det er en uro, der vil forhindre os i, overladt til os selv, at blive opslugt af øde og tomhed. Der findes en ægte tryghed. Den består da i det modsatte: i at lade Guds vilje ske i vore liv. Den vilje der blev synlig i Jesu liv og færden. At følges med ham og lade ham overtage styringen, det er sand tryghed.
Velsignet være han, som kom for ikke at overlade os til os selv. Velsignet være han, som vandrer os i møde med sin barmhjertighed. Amen.