EVANGELIUM: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matt 2,1-12
Jeg har fået en vittighedstegning fra Betlehem i år. Den viser de tre vise mænd på deres kameler med stjernen lige lidt forude. Men mellem dem og det, som stjernen lyser på, er der imidlertid den 9 meter høje betonmur, som går næsten hele vejen rundt om Betlehem. Den spydige tanke bag ved vittighedstegningen er selvfølgelig, at hvis de vise mænd var kommet fra Jerusalem til Betlehem i dag ville de ikke være nået frem – der er mure og checkpoints imellem de to byer. Jo, der går godt nok veje i området, store og velholdte veje. Men dem må Betlehems indbyggere ikke bruge. De er beregnet på militæret og de israelske bosættere, så de kan komme hurtigt frem fra bosættelserne på Vestbredden til Jerusalem. Det kan der siges en hel masse politisk om, men det vil jeg undlade. Men er der ingen alternativer – jo, for dem, der ved det, så er der faktisk en vej, der fører ud af Betlehem. Den fører til nabolandsbyen Abu Dis; det er ikke nogen nem vej, vi kørte på den for 1½ år siden. Den er smal og bulet og slynger sig i dramatiske sving igennem Judæas bjerge. Men der er altså en anden vej.
Og det kom jeg til at tænke på, da jeg så vittighedstegningen og samtidig læste fortællingen til i dag. For i den er jo også en anden vej. Vi hører, at de vise mænd i drømme fik vejledning om ikke at tage den store vej tilbage til Jerusalem og kong Herodes, men at vende hjem ad en anden vej. Måske var det vejen til Abu Dis, de tog. En anden vej var der i hvert fald – da de forstod, at den vej, de var kommet ad, ikke længere var en mulighed.
Dette med de farlige eller de blokerede veje er et godt billede på, hvordan det også kan gå os i vores liv. Vi kan forvilde os ud på veje, som virkelig er vildveje. Et misbrug er oplagt at pege på – men lad os her ikke bare tænke på afhængighed af alkohol eller stoffer eller medicin. Man kan også blive afhængig af spil. Og så er der alle de mange – hertil må jeg faktisk også regne mig selv – hvis omgang med vores elektronisk hjælpemidler nærmer sig misbrugsadfærd. Det er lidt grinagtigt at sidde i en ventesal eller et tog og bemærke, hvordan alle sidder med næsen begravet i deres mobiltelefon. Men det er ikke særlig grinagtigt, at en fjerdedel af unge piger tjekker deres facebook 5-6 gange i timen og har mobilen med sig i seng om natten, for straks at kunne læse en sms-besked. Endnu en vildvej er det forhold, mange af os har til vores arbejde – i stedet for at opfatte det som noget, hvormed vi kan tjene til udkommet og gavne det fælles, ja, så lader vi det ofte sluge os med hud og hår.
Nu er det med vildveje måske ikke det første, man tænker på med os i hovedsagen pæne folk, som kommer her i kirken. Men så er der det det med de blokerede veje. Oplevelser i livet af, at her bliver det vanskeligt for os at gå – her snævrer vejen sig ind for os. Det kan skyldes, at vi ikke føler, vi slår til – i forholdet til vores nærmeste for eksempel. Det kan skyldes, at det er gået os sådan, at vi skal leve alene, fordi vi har mistet en ledsager i livet. Eller vi kan ikke komme ud af en konflikt, vi er viklet ind i. Eller vi står over for en sygdom, som der ikke er nogen umiddelbar helbredelse for. Fremtiden ser ud til at være spærret af en kæmpehøj mur.
Og her er fortællingen om de vise mænds rejse til Betlehem og deres hjemrejse en trøst. De nåede frem og gjorde det, som de havde planlagt uden at gå i magthaverens fælde – som et udtryk for, at selvom alt muligt kan have magten i denne verden eller kan tage magten over os og andre, og det kan være både den rent fysiske magt eller den magt, som hændelser i vores liv kan få over vores livsmod, ja, så er der grænser for enhver jordisk magt.
Og så er der også noget, som ingen magt på jorden kan frarøve os, hvad enten det så er en politisk eller fysisk magt eller en psykisk eller åndelig magt. Ingen kan tage fra os den betydning, vi har i Guds øjne.
Der fandtes et alternativ for de vise mænd til det at bøje sig for kong Herodes. Herodes, magthaveren, havde som så mange magthavere ikke kunnet drømme om nogen anden vej end den, han pegede på. Han tænkte, at han havde alt og alle i sin magt, at han kunne trække i alle tråde. Og han var stærk med sine soldater og alt, hvad han ellers besad af undertrykkelsesmidler. Som håndlanger for døden, som den der baserer sin magt på truslen om tilintetgørelse, havde han og har andre herskere betydelig magt. Men ikke al magt. Også der, hvor vold og død er stærke, findes der en anden vej. De vise mænd fra Østerland var virkeligt vise, da de fulgte englens og ikke magthaverens anvisninger – og de kom ud i det frie igen i stedet for at blive lukket inde i Herodes intriger. Sådan skal vi ikke lade nogen magt, verdslig, fysisk eller psykisk bestemme alt over os. Sådan skal vi høre, at der findes en vej at gå, muligvis smal og bulet, muligvis slyngende sig fra afgrund til afgrund. Der er en vej, selv hvor det er døden, der tårner sig op for os. Jesus vil vise os den og han har selv gået den.
De vise mænd kommer til Jerusalem og siden Betlehem, vejledt af deres viden og visdom. Men hvad sker der så? De forlader Betlehem vejledt af Gud. Fremover skal de ikke læse deres livsvej, læse om frihed, om opfyldelse, om tro i videnskaben, men i Jesus Kristus. Han er, som det er udtrykt i Ingemanns morgensang for børn, som vi skal synge til sidst, “solenes sol fra Betlehem”, for hvem alle stjerner bøjer sig. Ja, de vise var endnu visere, da de drog fra Betlehem, end da de kom der. For de havde lært, at den magt, som har skabt og styrer alt, kendes ikke i magtpolitikkens eller videnskabens regler, men i dette menneskebarn, som her var kommet til verden.
For os er det glædelige budskab, at intet mennesket nu længere skal være prisgivet alt det, folk anser for at være de stærkeste magter på denne jord: de politiske magter, de økonomiske kræfter, de kloges viden, men også sygdomme og konflikter og død. Afmagt og prisgivethed kan have fyldt os over for dem. Men nu, hvor vi ved, at vi ikke er i deres vold, har de mistet deres magt over os.
Herodes blev hunderæd over de vise mænds budskab, hører vi. Det er ikke mærkeligt. Ikke fordi Jesus var en rival til tronen, men fordi barnet i Betlehem afslørede, at Herodes ikke havde den totale magt over menneskene.
De vise mænd trodsede ham og drog hjem ad en anden vej. De behøvede ikke at frygte tyrannen over alt andet. Sådan træder det lille barn også imellem os og alle de magter og kræfter, som hersker her på jorden. Vi behøver ikke at være så bange for dem. Vi er ikke prisgivet dem. Vi er i Guds vold - og Gud ske tak for det. Amen