Juleevangeliet begynder med en vandring, et opbrud, en bevægelse. Josef og Maria bryder op fra Nazareth og går den lange vej til Betlehem. Det er ikke noget nyt i Bibelen; den er fuld af vandringer, og det er altid under vandringer, at noget vigtigt erfares. Men det er utrolig vigtigt, at netop her, hvor der skal fortælles om den almægtige Guds tilsynekomst i vores verden, da begynder det med en vandring. For det er nok det vigtigste, kristendommen har at sige om Gud: at han er en Gud, der følges med os mennesker, der er på vej igennem livet. Det er derved, den jødisk-kristne Gud, den levende Gud, adskiller sig fra alle andre guder, religionerne ved at berette om: at han er ikke den ubevægelige, fjerne, som er forsvundet i begyndelsens mørke som en, der satte det hele i gang. Og han er ikke en ufølsom himmel-hersker, vi først kommer i berøring med, når vi ved tidens ende stedes for hans domstol. Ej heller er han en eller anden uforanderlig kerne inden i os selv. Eller en upersonlig energi, som vi måske kan suge lidt til os af. Nej, Gud er en ledsager, mere end noget andet en ledsager, en medvandrer.
Det skal siges, at sådan er Gud allerede kendt i det gamle testamente. Jakob flygter efter at have snydt sin bror Esau – og Gud er med. Josef bliver solgt som slave og bortført – og Gud er med, Moses og det israelitiske folk på deres vandring igennem ørknens trængsler mod det forjættede land – de opdager alle sammen, at Gud også er undervejs. Sammen med dem.
Derfor blev det også sagt i epistlen før, at Gud allerede i fortiden på mangfoldige måder havde talt til fædrene. Derfor er det også sådan, når man læser det gamle testamente, at det er, som om der er noget, der hele tiden er ved at bryde igennem – uden at det endegyldigt gør det. Sådan virker det i hvert fald læst med kristne øjne, og hvordan skulle vi ellers kunne læse det. Gud er på vej til os, fordi Gud vil være på vej med os.
Jeg tror, det er utrolig vigtigt at vi holder fast ved eller genopdager dette særlige ved bibelens måde at tale om Gud på. Hvorfor er Gud så fjern for mange mennesker i dag? Nogle vil selvfølgelig sige, at det er fordi mennesker har så travlt med alt muligt, at de har forvist ham fra deres liv. Det kan også godt være. Men det er også, fordi vi er begyndt at gøre Gud til en forestilling eller til et begreb. Og når vi skal forestille os Gud, så bliver han den der ubevægelige magt, den fjerne, den fraværende. Eller mere naivt: den gamle mand et eller andet sted i det ydre rum. Og det er måske også dér, det passer os bedst at have ham.
Men sådan er det ikke i bibelen. Gud er lige ved siden af denne verden, lige ved siden af os. Og så – ja, så er han der pludselig inde i verden, født som et menneske, som vi hørte det før. Immanuel hedder det på hebræisk – en Gud med os, en Gud hos os.
Drevet på vandring af den tids herskere er Maria og Josef de første, der erfarer det. Men dette følgeskab er det, som hele Jesus-fortællingen beretter om. Jesus er også hele tiden på farten – i menneskers følge. Ja, man har ligefrem kaldt fortællingerne om Jesus, evangelierne en rejseberetning. Guds odyssé. For det er jo det, den vil være: ikke en beretning om Jesu lidt planløse spadseren rundt på Galilæas veje, men en nøje ekspeditions-dagbog, der viser os Gud som den bestandige ledsager. Som Jesus, således Gud. For Jesus er Guds væsens udtrykte billede, sagde apostlen. Gud brød igennem til verden under Marias og Josefs vandring mod registreringskontoret i Betlehem. Og sådan fortsatte det. Jesus gik med den fortvivlede Jairus hjem, han vendte om og gik hen til den blinde tigger, han vandrede ned ad forklarelsens bjerg for hele tiden at være der, hvor mennesker på deres livsvandring ikke kunne være til uden ham. Sådan viser han os Gud som den der bestandig er på vej til os, på vej med os, aldrig uberørt af, hvordan vi har det.
Er denne Guds bevægelighed da et udtryk for, at Gud lader sig blæse hid og did, ikke er noget bestemt? I så fald måtte hver ny menneskeslægt gøre sig nye tanker om Gud, og hvorfor skal vi så sidde her i kirken og høre på gamle historier? Er Gud med et matematisk udtryk ”en variabel”, som der i virkeligheden ikke kan siges noget gyldigt om? Nej, sådan er det ikke. Der er lige præcis det at sige om Gud, som juleevangeliet fortæller: at han vil være sammen med os, følge os på alle vore veje. Det er det bestandige, konstante, uforanderlige hos Gud: at han vil være vores Gud, han vil være vort værn i al vor fare. Han vil os. Og derfor, just derfor må han berøres, bevæges, anfægtes af vores nød og smerte. Ja, såres for vores skyld.
I julesalmerne, som vi synger, tales der om denne Guds bevægelse hen imod os og med os. Og så tales der om en anden bevægelse: vores bevægelse hen imod ham, der er kommet for at følges med os. Vi løber dig med sang imod, vi vandrer på stjernetæpper lyseblå, vi går med stille sind som hyrderne til barnet ind. I dag skal vi vide og høre, at det er den bevægelse hen imod ham, den bevægede og berørte som er kommet til os, det er den bevægelse, der er al frimodigheds begyndelse.
Og vi har brug for frimodighed. Hvor tit er vi ikke ramt af rådvildhed, ved ikke om vi er på rette vej eller ej. Hvor ramte på livsglæden og livslysten kan vi ikke blive af sorger og sygdomme. Hvor må vi ikke bekymre os om vores nærmestes velfærd, eller om vort land eller vores verden. Hvor pressede er vi ikke til daglig, hvor modløse, fordi vanskelige beslutninger tynger os. Sådan er vore dage og nætter, og vi ved hverken ud eller ind. Men så pludselig bryder det igennem til os: det hele er ikke så indviklet endda. Gud går jo med os; han er der hele tiden, vi kan bare vende os mod ham – og vi mærker, at noget flytter sig inden i os og falder på plads, og alting er som det skal være, selvom beslutningerne stadigvæk skal tages, sorgerne bæres, arbejdet gøres. Det tyngende åg er blevet brudt; vi kender en inderlig fred, ja, en urørlighed. Og da bliver vi bevægede, for det ord har to betydninger.
En videnskabsmand skulle dø; han var ramt af en kræftsygdom, der udviklede sig heftigt og ukontrollabelt. Anspændt stod han og kiggede ud af hospitalets vindue. Da gik en klog gammel kvinde hen og tog ham om skulderen og sagde til ham: det er i orden. Og hun gentog blot de tre ord. Efter et øjeblik slappede han af og vendte sig mod hende og sagde: ja, jeg ved det jo godt; vi er urørlige.
Det siger det hele. Vi kan rammes; det kan vi i højeste grad, vi skal rammes. Og det gør ufatteligt ondt. Men til syvende og sidst er vi urørlige. For den Gud, der ikke sidder et eller andet fjernt sted på himlens skyer, men hele tiden er lige ved siden af os, han har ved Jesu fødsel gjort også os til sine børn. ”Du er min søn, jeg har født dig i dag” – det er også til os. Det er ikke bare Jesu fødselsdag, men også vores fødselsdag i dag, vores fødselsdag som Guds børn. Vi har den bevægede og berørte, evigt opmærksomme faders arme om os og under os på hele vores livs vandring. Hvis Gud er for os og med os, hvem eller hvad kan da til syvende og sidst røre os. Da er vi virkeligt urørlige.
Hjerte, løft din glædes vinger - - - ! Amen