EVANGELIUM: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Johs 1,19-28
Johannes Døberen var en samfundsrevser, og den tid, han levede og virkede i, gav rigelig baggrund for en barsk og kompromisløs tordenpræken. Det jødiske land var besat af romerne. Det var i sig selv et tegn på, at noget var helt forkert. Blandt jøderne var der forskellig holdning til romerne; nogle tjente ligefrem penge på deres tilstedeværelse; nogle gik ind for samarbejde med dem; nogle gik ind for at man skulle passe sig selv og lade romerne gøre det samme, og nogle gik til åbenlys modstand. Ufred truede.
Der var masser af indbyrdes uenige partier, som beskyldte hinanden for alt muligt. Foruden romerne var der de gamle kongedømmer. De, der endnu sad på tronerne, fornemmede nok, at med deres magt var det ved at være forbi. Derfor fik den lige hele armen for sidste gang med brutalitet overfor undersåtterne, med vilkårlighed i retsudøvelsen, med ligegyldighed overfor love og religiøse regler, og formentlig med en drabelig tøjlesløshed ved fester og andre lejligheder. Almindelige folk så med undren derpå. Det almindelige folk var forøvrigt også splittet, både politisk, religiøst og moralsk; gamle værdier og moralske normer spillede ikke længere den store rolle. De fromme og præsteskabet skændtes åbenlyst om den rette religions-udøvelse, hvad der aldrig har været særlig opbyggeligt at være vidne til. De dårligst stillede blev ladt i stikken.
Midt i alt dette fremstår så Johannes Døberen og tordner ind i denne opløsning. Gud er træt af jer, dødtræt. Og hvis der ikke snart sker en total forandring, så er Gud færdig med jer. Så kan I fortsætte ned ad skråplanet, og Gud vil ikke røre en finger for jer. Johannes Døberen tog bladet fra munden og kaldte tingene ved navn: herskerne fik til deres fortrydelse læst og påskrevet med navns nævnelse, og jævne folk gik ikke ram forbi.
Meget af, hvad Døberen sagde, kan med små ændringer passe på vores tid. Der er ikke så få lighedspunkter mellem tiden dengang og nu: den manglende stabilitet, splittelsen og den indbyrdes mistænkeliggørelse, ligegyldigheden overfor love og traditioner, de religiøse og moralske værdiers sammenbrud, overladelsen af de dårligst stillede til deres skæbne - vi kan genfinde det altsammen i vores egen tid plus et par ting mere, som man dengang alligevel holdt sig for gode til.
Vores tid er også en opbruds- og opløsningstid. Vores tid passer godt til dommedagsprofeter og revsere af Døberens slags. Dem er der også nogle stykker af; en del af dem enten ikke så kloge eller mindre brændende end han. Men enkelte af dem rammer ligeså meget plet som han, og dem skal vi lytte til, for det har vi brug for, hvis det ikke skal gå os, som det gik jøderne få årtier efter Døberen. Vil I have navne på, kan I få dem bagefter.
Men lige så meget, som vi i vores tid har brug for at få tingene sat på plads og kaldt ved deres rette navn, lige så meget har vi brug for at høre fortsættelsen på Døberens tale. I dag fortælles det, at man opsøger Døberen for at få lidt mere klarhed over hans vidnesbyrd. Man vil gerne have ham placeret.
Og så siger Døberen noget, som nok kan virke overraskende i betragtning af det kendskab, vi ellers har til hans person. Folk spørger ham, hvem han er, hvad han holder sig selv for. For at tage det andet først, så siger han: Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen. Det udtryk stammer fra profeten Jesaja fra GT, hvor der optræder en helt anonym person, der forkynder Guds vilje. Når Døberen bruger dette udtryk om sig selv, siger han dermed, at han i grunden ikke bringer noget nyt. Han forkynder dét, som ethvert menneske egentlig godt véd: at man skal stå til regnskab for sin tilværelse, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan man handler med den eller med andre mennesker. Det er slet ikke noget nyt; det er gammel sandhed, men den vil Johannes godt stå ved. Og hvad denne sandhed angår, er det ligemeget, hvem der bringer den. Derfor kan Døberen bruge den anonyme profets betegnelse om sig selv: en røst i ørkenen, der endnu engang låner stemme til det, der er den dybeste mening med livet, til det, som skaberen ville med menneskelivet. Egentlig er det som sagt lidt bemærkelsesværdigt, at Døberen kan sige sådan. For vi véd, at han var en særdeles nidkær person, der vovede at handle på en sådan måde, at hvis han ikke havde haft en stærk tro på sig selv og sin egen kaldelse, ville han være blevet mast, længe før han blev det. Alligevel siger han: jeg er bare et ekko. Et ekko af den lov, som skaberen gav jer, og som gælder for ethvert menneskes liv: at man skal kunne stå til ansvar for sit liv og for sin næstes lykke.
Som om det ikke er nok, træder han yderligere til side, ham den stærke, selvbevidste. For da han bliver spurgt om, hvem han er, svarer han - og det er meget stærkt fremhævet: JEG ER IKKE KRISTUS. Det betyder: Jeg er ikke det sidste ord fra Gud. Jeg kommer med det gamle ord, ja, jeg er den sidste med det gamle ord, det som enhver i grunden godt ved, det, som man kan sige sig selv, hvis man ellers vil åbne sine øjne.
Men når det er sagt, når det tordnende NEJ til den måde, menneskene misbruger livet på, omsider er klinget af, så har Gud noget at tilføje, ja, så kommer det, Han egentlig vil have sagt, det som også har ligget skjult i hans dundrende nej, så kommer Kristus, som er det ord, der er nærmere ved Gud end alle andre, så siger Gud det, som intet menneske kunne sige af sig selv, så lyder det helt nye og aldeles uventede: et stilfærdigt, men uafviseligt JA til mennesket.
Jeg er ikke Kristus, siger Døberen. Dvs.: det, som jeg har at sige, er vel fra Gud, men det er ikke det sidste, Gud har at sige, og det er ikke det egentlige, som Gud vil have sagt, og som alting slutter med.
Jøderne ventede på Messias, og de regnede med, at når han kom ville Gud opfylde og sætte kronen på sine løfter. Når Messias kom, behøvede man ikke længere at vente, for så ville Gud bo blandt menneskene, så ville Guds vilje være opfyldt. Kristus skulle være Guds sidste, hans endegyldige ord.
Men det er ikke mig, siger Døberen. Jeg siger, hvad jeg må sige, sådan som tiden er, men hvad Gud til syvende og sidst vil, har han ikke ladet mig vide. Jeg er kun et ekko af de gamle. Glem mig for det nye, som kommer fra Gud. Døberen bad om at måtte være anonym. Hans navn skulle ikke huskes. Han var bare den anonyme røst i ørkenen. Glem, hvad jeg hedder, sagde han. Netop fordi han sagde sådan, blev hans navn husket - og sådan vil vi også huske det, navnet på den, der trådte til side for at give plads.
Han vil blive husket, fordi han ikke sagde, at han kom med det sidste ord fra Gud. Hvorimod de mange, som kom og sagde, at de havde den endegyldige sandhed om tilværelsen og det sidste ord at sige om menneskene, de er glemte. Og derved er ingen skade sket. For sandheden, det sidste ord er aldrig noget, vi kan sige os selv - vi kan ikke af os selv nå frem til, at Gud nok ender med at sige JA til os. Det må Gud selv sige til os, det er nyt og fremmed og totalt uventet og totalt ufortjent.
Jeg er ikke Kristus, siger Døberen. Men så tilføjer han: Kristus er på vej, ja han er her allerede. Midt iblandt jer står en, I ikke kender. Hvad ham angår, er personen ikke ligegyldig. Hvem som helst kunne ikke have lagt røst til det, som Jesus har at sige. Her er det alt at gøre om, hvem der siger det, han siger. For hvad han har at sige, er ikke et ekko, men noget nyt, som kommer fra Gud. Derfor kan Døberen omtale Jesus som »den I ikke kender«. Han er den fremmede, glædesbudet, som kommer, som ikke kan standses, for han er her allerede.
Her står vi på vores 4. søndag i advent. De skarpe ord om vores skalten og valten med tilværelsen, den retfærdige tale, der giver os ansvar og kalder tingene ved navn og afslører vores skyld, har endnu engang fået mund og mæle, i dag ved Døberens røst, i morgen måske ved en anden. For det er tilværelsens lov. Vi styrker ikke fællesskabet, men os selv - vi lever med indbyrdes mistænkeliggørelse - vi er ligeglade med moral og traditioner - vi er også med til at overlade de dårligst stillede til deres skæbne. Den sandhed slipper vi ikke udenom.
Frygtsomme står vi og venter: er det det sidste ord, der er at sige om os og vor verden? Ja, vi véd ikke af noget at tilføje. Der er vel ikke mere at vente eller håbe. Men det er der alligevel, siger Døberen, revseren selv. Og nu træder han til side. Så får vi alligevel lov at vente, vente på endnu et ord, et nyt ord: glædens og tilgivelsens ord, som skal komme til os endnu engang, såsandt som det allerede er i vores verden. Guds inderlige, fuldtonende, ubetingede ja til os - ovenpå hans nej til de måder, vi kan finde på at misbruge livet på. Amen.