EVANGELIUM: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Lukasevangeliet 16,19-31
PRÆDIKEN
Når man hører en god historie og hører den rigtigt, forstår man den med sig selv, dvs. man træder ind i historien, ja, identificerer sig måske ligefrem med en af personerne. Det er mest behageligt, hvis man kan gøre sig til ét med »helten« i historien, Askepot, Harry Potter, Aragorn fra Ringenes Herre eller en af de gode detektiver fra kriminalromanerne. De mest udspekulerede bliver skrevet med henblik på, at vi straks kan identificere os med den gode i historien.
Men det vil ikke altid lykkes. Sådan er det med historien om den rige mand og Lazarus - vi skal ind i den med os selv for at forstå den. Den fortælling er bare af den slags, hvor det ikke vil lykkes at komme i den rigtige rolle. Vi skal vride os selv ualmindeligt meget for at vride os selv ned i Lazarus’ skikkelse - hvorimod hovedparten af os uden problemer kunne passe tøj med den rige mand.
De allerfleste af os har nogen, som vi kun har et ligegyldigt sideblik til overs for, når de passerer vores liv, eller vi passerer dem. Vi kan vel ikke have ansvar for alting, er der så nogen, der indvender. Nej, det har vi bestemt heller ikke. Vi har kun ansvar for dem, som vi kender til, som vi altså på den ene eller den anden måde er passeret forbi
Egentlig tænkte jeg forleden: den historie behøver du ikke at forklare på søndag – den forstår folk af sig selv. Måske skulle vi også bare nøjes med at høre den og sidde stille i 5 minutter og tænke på, hvem vi ligner mest. Men nu siger jeg alligevel lidt, og det er fordi fortællingen rummer flere lag. Ingen af lagene gør den til en særlig behagelig historie - for os. Hvis vi forstår den ganske bogstaveligt om rigdom og fattigdom, kan I alle høre høre, hvordan historien vender sig imod de riges ligegyldighed overfor de fattige. Allerede på det plan rammer historien os med en fuldtræffer. For ganske vist afgiver nogle af os måske lidt af vores rigdom til de fattige i denne verden, men helt ærligt: det er som i lignelsen smuler, der falder fra de riges bord. Det kan holde de fattige i live - og ikke mere. I hvert fald de sidste 50 år har man talt om svælget mellem rige og fattige i denne verden; og i hvert fald de sidste ti år har man talt om, at forskellene bliver større i vores eget samfund. Hvad kan vi gøre ved det, tænker vi. Hvis ikke det er naturlov, så ser det i hvert fald ud til at være en politisk lov. Nogen siger, at forskellene skal være støøre, for at alle kan få det bedre, andre har ingen tiltro til den medicin. Nogle henviser til deres sociale engagement. Andre fejer anklagen af bordet med: det er nogle andre, der er rige. Når vi har diskuteret det i nogle uger, finder vi noget nyt at diskutere. Og slutresultatet:. De fattige har vi stadigvæk hos os, og det er stadig smuler, vi prøver at spise dem af med.
Men så sætter historien et dybere stød ind. Den er ikke så ligetil at sno sig udenom. Jeg vil tro, at de mennesker, Jesus fortalte historien til, ikke følte sig særlig ramte af beskyldningen om social ligegyldighed. Det var farisæere. Dem kunne man ikke beskylde for social uansvarlighed eller ligegyldighed overfor fattige mennesker. De kom selv fra folkets brede (dvs. fattige) lag, og de var temmeligt kritiske overfor de velhavende; de kunne godt selv have fremført et lignende eksempel.
Mod slutningen af historien viser Jesus, at han også har tænkt på en helt anden slags rigdom, når han taler om dem, der har Moses og profeterne, men som alligevel er blinde for deres næste. Farisæerne gjorde meget ud af, at de havde Moses og profeterne. Og de havde kun foragt til overs for dem, der ikke havde det samme inderlige og rige forhold til biblen og de gamle love.
De følte faktisk, de havde en slags eneret på religionen - og at Jesus gjorde ufortjent ære af de åndeligt dorske og moralsk slappe. I er som den rige mand med jeres fromhed, jeres spiritualitet, jeres intellektuelle diskussioner, siger Jesus da med sin historie. Og så fortsætter han: Nus akl I få at se Guds rige komme til alle dem, I kun havde et foragteligt sideblik til overs for: nu kaldes de til Gud. Hvilket fortrin giver så jeres fromhed, jeres tro på at I har monopol på de rigtige meninger?
Sådan ramte fortællingen en gang til, også dem der i første omgang mente, de var gået ram forbi, fordi de ikke satte materiel rigdom særlig højt og gav meget til de fattige. Det stød går faktisk også ind hos os. For ganske vist er den religiøse bedrefølelse ikke mere så udbredt, vi har jo set ’Fiskerne’, vi har ikke meget pænt at sige om dem, der tror sig frommere og bedre end alle andre.
Men bedrefølelsen i al almindelighed findes sandelig også hos os. Den findes f.eks. i den politiske verden, hvor man igen og igen ryster opgivende på hovedet af sine modstandere. Men den findes nu også hos alle os andre: overfor dem der roder med deres liv – eller overfor dem, der ikke følger med tiden. Allerede blandt børn kan man blive frygtelig ugleset og isoleret, hvis ikke man har det rigtige tøj eller den nyeste mobiltelefon. Hos voksne udsættes dem, der bliver ved at være syge eller have smerter eller depressioner for den med, at de da må kunne tage sig sammen. Der findes som jeg allerede har sagt en del, som irriterer os (selvom vi godt ved, at det ikke er pænt), dem vi kun har et nnedladende sideblik til overs for, når vi går forbi dem. Så historien bag historien rammer også os. Det kan godt være vores økonomiske rigdom, vi holder for os selv, men det kan altså også være vores mentale overskud, som sætter skel mellem os og nogle andre.
Men så er der endnu en historie gemt i lignelsen. Det er Jesu egen historie. Sådan er det med alle hans lignelser, bagved dem ligger hans egen historie. Det siges om den rige mands brødre, at selvom en kom til dem fra de døde, ville det ikke gøre nogen forskel for dem. Her går Jesu egen historie ind i lignelsen. Det nærgående spørgsmål til os lyder i den sammenhæng: har det kristne budskab gjort nogen forskel for os. For det handler jo om, at der er kommet en til os fra de døde - Jesus Kristus? Lever vi ikke på samme måde, som vi altid har gjort? Dvs. i en tro på, at vi selv skal magte tilværelsen. Og når vi ikke magter den, gribes vi af dyb nedtrykthed. Vi foragter dem, der ikke kan magte tilværelsen, og vi bliver dybt utilfredse med os selv, når vi heller ikke kan. Men det er at leve, somom vi aldrig havde hørt det kristne budskab. Når vi forsøger at sikre vores tilværelse og føler vi bliver kastet i en afgrund, fordi det alligevel ikke kan lade sig gøre, har vi ikke virkelig villet lytte til Jesus. Når vi ikke vil lade os trøste, eller når vi prøver at fortrænge dødens virkelighed (når andre har mistet), er det vidnesbyrd om, at fader Abraham har ret: selvom der kom en til dem fra de døde, ville de ikke lade sig overbevise.
Men selvom Abraham har ret og vi ikke virkelig har ladet os forandre, selvom lignelsen slutter uden at der er meget trøst eller opmuntring at hente i den, så slutter Jesu egen historie ikke her. Den kunne have sluttet med at Gud sagde: om der så en kom til menneskene fra de døde, bliver de ved at være lige kolde. Men nu går historien videre. Nu rejser Lazarus sig alligevel fra fader Abrahams skød.
Der er noget mærkeligt ved Lazarus, som jeg først nævner nu. Hans navn betyder ’Gud hjælper’. Det vil sige, at i Lazarus skal vi i virkeligheden se Jesus. Og Jesus blev altså ikke i himlen. Han kom til os, selvom det kunne synes, somom det ikke var umagen værd. Og da han var blevet slået ihjel, så kom han en gang til: fra de døde. Gud gjorde det alligevel. For Gud var det umagen værd at sende en til os fra de døde, uanset vores tvivl og vantro. Det er der ikke meget at se af i vores liv. Det må vi indrømme.
Det er derfor vi må herhen i kirken igen og igen for på ny at møde den opstandne. Hver søndag må vor Herre gøre turen over den dybe afgrund igen til os, der allerede om mandagen atter er tilbage i vores selvoptagethed. Igen og igen må Jesus gå skridtet over svælget for at læske vore tørstende sjæle. Igen og igen skal vores bedrefølelse eller vores mismod og bekymring tages fra os. Vi bilder os tit ind, at alt er ved det gamle, at intet er forandret, at vi skal klare os selv, enten vi kan det eller ej, og at det med kirken ikke gør den store forskel i vort liv. Derfor kan vi ikke, sålænge vi lever, blive færdige med at høre, at det gør den store forskel. Èn stod op fra de døde. Engang skal den historie totalt få bugt med vores selvoptagethed og vores kulde overfor de andre. Bare vent! Amen