EVANGELIUM: Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Johannesevangeliet 3,1-15
PRÆDIKEN
Hvad mon der egentlig var Nikodemus’ ærinde, da han opsøgte Jesus om natten? Ja, vi ved det ikke, for han når kun lige at sige en enkelt høflighed til Jesus, før Jesus tager ordet ud af munden på ham og giver sig til at tale om Guds rige. Men man kan forestille sig, da Nikodemus var politiker og lovkyndig, at han ville have drøftet den aktuelle situation i det besatte land med Jesus. Eller måske ville han have vendt et eller andet omstridt lovforslag med ham, som han fandt vigtigt eller kontroversielt. Men det bliver der ikke noget af – Jesus kommer ham i forkøbet; hvad end han har fundet det væsentligt at tale med Jesus om - her er noget, der er vigtigere; noget, der først må tales om: Guds rige, himmeriget. Hvad end mennesker kan være optaget af, hvad end de finder vigtigt eller afgørende, der er noget som er endnu mere vigtigt – alt det, som har med Gud at gøre.
Ingen kan være i tvivl om, at der er meget, der i denne maj-juni måned optager os danskere. Og som vi måske godt lige kunne tænke os at vende med et viist menneske som Jesus. Hvad ville Jesus mene om optjeningsreglerne for dagpenge? Hvad ville han mene om skattelettelser for de lavestlønnede? eller do. for de højestlønnede? Hvad med et kontanthjælpsloft - hvad med incitamenterne til at få sig et lønarbejde? Lige nu bliver alt det diskuteret med en intensitet, så man må tænke, at der findes ikke vigtigere spørgsmål i denne verden.
Jeg tror, at inden vi overhovedet ville være nået til at formulere vore spørgsmål, ville Jesus også have givet sig til at tale om Guds rige til os. Og vi ville stå ligesom Nikodemus lidt slukørede over, at alt det, som vi finder så væsentligt og vigtigt, ville blive henvist til en mindre betydningsfuld plads. Eller vi ville måske blive vrede og sige: hvad bilder han sig ind? er velfærdsstatens bevarelse ikke temmelig meget vigtigere end det, som kirken taler om? eller har det enkelte menneskes frihed i forhold til formynderstaten ikke større betydning for vores liv end noget så luftigt som himmeriget? Det med Gud, det kan vi tage, når vi ikke har noget andet og vigtigere at være optaget af.
Men det er altså det første, vi må finde os i at høre i dag: det, vi finder vigtigt, det henvises her i kirken til en andenplads. Det er os, der har rod i prioriteringerne. Kan man nu ikke tænke sig noget så alvorligt, at Jesus dog måtte lytte til os, inden han begynder med sit? Hvad med jordens fremtid? Hvad med klimaforandringerne, som truer med at gøre jorden ubeboelig? hvad med atomtruslen, som atter begynder at blive nærværende, efter at vi i 25 år har ment, den hørte fortiden til? Jeg tror, Jesus ville være begyndt præcis som med Nikodemus. Med gudsriget, med det, som hører Gud til. Og han ville ovenikøbet ikke have lagt skjul på, at alle vores politiske temaer, alle vore dilemmaer og alvorlige spørgsmål, alt det, som vores alvorlige bekymring retter sig imod, hele suppedasen, havde en sammenhæng med, at vi netop gjorde alt det til det første, det væsentligste, det vigtigste. Hvis vi havde det med gudsriget på plads, ja, så ville der være plads og tid til alt det andet. Så ville mange af truslerne og problemerne måske slet ikke være der. Det er, fordi der er noget der er vigtigere for os end Gud, at vi er endt det sted, vi er. Et sted, hvor vi hverken ved ud eller ind. Det er fordi vores grådighed ingen ende vil tage.
MEN: hvis vi så et øjeblik denne søndag formiddag lige som Nikodemus lader os standse og accepterer Jesu rækkefølge, og venter med vores egne sager, hvad er så det gudsrige, han taler om? Jesus siger, at det er dér, hvor man ikke kan komme uden at blive født på ny. Gudsriget, det er dér, hvor alt er så friskt og ubrugt og uspoleret, som da vi kom ind i verden.
Man skal ikke være nået så langt op i årene, før man kan mindes barndommens ukomplicerede liv med en vis længsel – selvfølgelig under forudsætning af, at man har haft en ukompliceret barndom. Men altså: dagen var ny og frisk og ubrugt, når man vågnede, og var man heldig gik den til ende lige så sorgløst, som den var begyndt. Nogle af os ældre tænker måske på tilsvarende måde om ungdommen: alting kunne lade sig gøre, verden var ung som en selv.
Men siger Jesus: gudsriget ligger endda før ungdom og barndom, gudsriget er ligesom der, hvor det hele begyndte, hvor intet er gået galt, hvor alt er, som det skal være, og er godt sådan.
Her kommer så Nikodemus’ temmelig morsomme indvending: jamen, vi kan da ikke sådan blive født til verden igen – det er da en biologisk umulighed. Han forstår ikke, at Jesus måske endnu mere taler om en moralsk end en fysisk umulighed. Selvom man skulle kunne nå frem til at kunne klone en spritny udgave af os selv, verden og vi ville aldrig miste den brugthed, som præger os. Vi kan ikke fysisk (i hvert fald ikke endnu) og slet ikke moralsk få stillet os selv et sted hen, hvor alt det gamle er væk, og alting er blevet nyt. Uanset hvad Nikodemus end har ment med sin indvending, så har han ret.
Jesus siger, at det vigtigste af alt er Guds rige. Og Nikodemus konstaterer, at vi er allerede kommet for sent til det. Vi kan ikke indhente det. Så kan vi selvfølgelig begynde at foregive, at det betyder ikke så meget endda, og at alt muligt andet jo da er så uendeligt vigtigere – og det må de næste 18 dage da kunne overbevise enhver om. Inderst inde ved vi godt, at sådan er det nok ikke alligevel. At der er noget, vi har sat til, men vi aner bare ikke, hvad vi skal gøre for at genvinde det. At vi har set glimt af det, om ikke andet så i børns øjne, og at vi måske stadig godt aner om det. Men for os er det bare uopnåeligt.
Når jeg taler om livets brugthed, mener jeg ikke bare alt det, vi selv har gjort af forkert. Jeg taler også om de bekymringer, som fylder os – måske for et menneske, som vi elsker og som ikke har det godt. Om de sorger, der har ramt os. Om de venskaber, der løb ud i sandet. Om alle de brud, vore liv har rummet.
Hvem kan ikke blive ramt af den resignation, som griber Nikodemus, da han omsider kommer på bølgelængde med Jesus, forstår hvad han taler om, og hvorfor det er så vigtigt? Den fornemmelse af, at hvad vi drømte om, er uigenkaldeligt for sent. Det magtesløse ’hvordan skal det dog gå til?’, når Jesus taler om, at der alligevel, trods alt hvad vi har samlet os af bagage, findes en ny fødsel, en fødsel af ånden.
Så begynder Jesus at tale om vinden, om dens usynlighed, om dens gådefuldhed. Det lyder helt som en børnesang: ’Blæsten kan du ikke få at se, det er der ikke noget at gøre ve’. Men nu skal vi lytte efter, for i dette billede ’Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen’, i det er vi inde og røre ved det inderste af alting. Kan I huske, at i fortællingen om skabelsen hører vi allerførst, at alting er kaos, næsten lige så kaotisk og forstyrret som vi moderne menneskers liv er. Men så farer Guds vind hen over de kaotiske vande. Og så begynder der at komme styr på det, så bliver en helt ny, ubrugt, vidunderlig skøn verden til. Der skal ikke andet til end et åndepust fra Guds side; når det er ham, der puster, ligesom det også kan høres, når han taler, så bliver verden ny. Det var det, der fortaltes sidste søndag – disciplene hørte en susen, og så var alting, som det skulle være.
Nikodemus har ret, ja, vi har det nok også selv på fornemmelsen: vores kondition er ad pommern til; der er ikke så meget vejr i vores lunger, at det overhovedet kan gøre nogen forskel. Men for Gud skal der altså ikke mere til end et enkelt pust. Og livet er nyt!
Når et menneske bliver døbt, hedder det umiddelbart efter dåben, at Gud har genfødt det ved vand og Helligånden – det vil sige: Guds ånd har blæst skidtet til side, et nyt menneske træder frem, selvom vi ikke kan se det. Hemmeligheden er, at det menneske er der stadigvæk, uanset hvad årenes løb lægger af støv over det. Og Gud skal – det er den smalleste sag for ham – blæse det hele bort, når hans time er. Engang imellem kan vi forlade kirken og føle, at her skete det faktisk; noget blev lettere. Men også den dag, hvor vi ikke mærker åndepustet, får vi at vide, at sådan kommer det til at ske.
Nikodemus nåede slet ikke at få vendt alle de betydningsfulde, alvorlige spørgsmål med Jesus. Men han gik trøstet fra mødet med ham; det ved vi, fordi han siden syntes, at han burde gøre Jesus en tjeneste, uanset hvor lidt det så var. Han fik prioriteringerne på plads. Gid det må gå os på samme måde. Og så til allersidst: det kan godt være, at vi i de kommende dage kan komme til at længes efter en ordentlig blæst, der kan skabe luft og klarhed midt i bygerne af ord og taktiske finter. Men det rod må vi selv gå ud og blæse til. Og det kan vi godt. Tager man tingene i den rigtige rækkefølge, så får man luft i lungerne. Amen