Efter et foredrag her i vinter stillede en det forstandige spørgsmål: hvordan gi’r det mening at sige, at Jesus betaler for al synd og uret igennem sin lidelse og død, sådan som man sommetider formulerer betydningen af langfredag? At et menneske kan komme til at betale med livet for noget, der er sket – og endda i en andens sted - det kender vi eksempler på. Nogle af jer kender måske fortællingen ”Sorg-Agre”, hvor en moder arbejder sig ihjel, men derved redder livet for sin dødsdømte søn. Sådan, sagde spørgeren, kan jeg forstå, at Jesus gik ind og reddede sine disciple ved at alene at påtage sig skylden, så de kunne slippe. Da Jesus bliver taget til fange, siger han til soldaterne: lad disciplene gå - nøjes med mig. Jesu død som et ganske konkret offer – det kan vi godt begribe ud fra vore menneskelige erfaringer.
Men kristendommen har jo hævdet, at Jesu offer også gælder al efterfølgende uretfærdighed og ondskab. 2000 års efterfølgende synd, skylden i vores liv. ”Gjort fyldest for alle vore synder”, hører vi det om lidt i nadverritualet. Det fatter jeg ikke, sagde spørgeren; det er for meget, man kan ikke på den måde betale på forhånd. Hvis kristendommen undlader at sætte ord på, hvad og hvem det er, manden ofrer sig for, men bare taler om det hele, før og dengang og siden og nu, hvilken mening er der så i det?
Spørgsmålet er godt. Vi er nødt til at begrunde, hvorfor Jesu lidelse og død skulle spille en rolle for mennesker i dag. Vi siger, at der er en mystisk sammenhæng mellem de svigt, der findes i mit og dit liv og så Jesu død for 2000 år siden – men hvordan? hvordan kan jeg påstå, at der er sådan en sammenhæng? Er det simpelthen umådeligheden af Jesu lidelse, sådan som den fx fremtræder i Mel Gibsons ’The Passion of the Christ’, der gør den uomgængelig for selv os moderne mennesker, der har set så meget lidelse? Så ufatteligt led han – er det derfor, at det også har betydning for mig?
Nej, hvor meget vi end dvæler ved de sidste timer i Jesu liv – vi kan ikke sige, at Jesu lidelse af den grund var anderledes, mere omfattende eller værre end andre hårdt ramtes lidelser. Jeg var i 6-8 år formand for et rehabiliteringscenter torturofre. Jeg kan garantere jer for, at de lidelser jeg hørte om der, på intet punkt gav Jesu lidelse noget efter. Ugevis af ufattelige, blodige mishandlinger. De overlevede ganske vist, kan man sige, men nogle gange tænkte man: det havde måske været nådigt, hvis de var døde! For de ville aldrig blive hele mennesker igen.
Alligevel: Jesu lidelse var enestående. Den var det ikke ved dens omfang; den var det ved ham, som lidelsen ramte. For Jesus kom fra Gud. Der er ingen anden forklaring på, hvorfor vi skal høre om hans lidelse frem for så megen anden menneskelig smerte og elendighed. Ingen anden forklaring på, hvorfor denne lidelse i sig opfanger al anden menneskelig lidelse, så selv torturofret, der fik den skæbne at leve videre, kan finde trøst deri; der er ingen anden forklaring på, hvorfor den kan have betydning også for os og for alle.
Den, som man mindst af alt skulle tro kunne rammes, Gud selv – den, som mindst af alt fortjente det, ramte lidelsen og døden. Det er det, der er gruen bag fortællingen om Jesu lidelse. Det er måske derfor, evangelisterne i virkeligheden viger tilbage for at pensle alt for meget ud. Her og der er beretningen næsten afsnuppet – men det er fordi, det er mere end galt nok, som det er. Det er ham, som kommer fra Gud og på en måde er Gud, som korsfæstes.
Hvordan dukker denne fuldstændigt ufattelige forestilling op om, at det er Gud dette rammer? Sådan var det blevet for nogle af Jesu samtidige. Ganske jævne mennesker, håndværkere, bønder og fiskere, gjorde nogle erfaringer med Jesus, den fattige galilæer, der var vokset op i samme kår som de selv. De følte sig gennemskuede på en helt unik måde. Han kendte dem ikke blot lige så godt, som de kendte sig selv, men bedre. Han så lige igennem alle de forsvarsværker, de skjulte sig bagved for andre og for sig selv. Han talte til dem med en myndighed, som kun Gud har den. Han anbragte dem ansigt til ansigt med de krav, livet og deres medmennesker stillede dem, uden mulighed for at krybe udenom. Samtidig følte de sig accepteret på en måde, som om livets skaber selv havde rejst dem fra deres elendighed (hvad enten den var selvforskyldt eller forvoldt af andre), så de kunne give sig i kast med livet.
Hvor umuligt det end var, følte de, at det, de oplevede sammen med Jesus, skulle der Gud til at forklare. Intet andet kunne give sammenhæng i disse erfaringer. Intet mindre slog til. Siden hen fik det udtryk i indviklede formuleringer; men de såkaldte dogmer må ikke skygge for det afgørende: Jesu venners bekendelse af, at de havde stået ansigt til ansigt med Gud. Lad det aldrig ende, tænkte disciplene, når de med åben mund lyttede til Jesus. Men det fik ende - Jesus blev slået ihjel, fordi han med sin fremtræden og budskab gjorde sig lige med Gud. Han blev mishandlet og korsfæstet for øjnene af dem. Det fik dem til at benægte alt, hvad de havde erfaret, som vi hørte det om Peter. Først siden blev de i stand til at se alting i lyset af døden på Golgata. Der endte de; til sidst indså de, hvilken Gud de havde, hvad han havde villet dem, hvad han havde bragt dem. Men ikke uden at de først havde fornægtet.
I et af Doktor Zivàgos digte, som slutter Boris Pasternaks roman om den russiske læge, har digteren fanget rystelsen over Golgata i et fantastisk billede. Træerne står, endnu uudsprungne, nøgne og kigger ind ad kirkens vinduer på passions-aftenen. Da Jesus bliver begravet, springer de ud af skræk – kosmos selv rystes, da Gud dør. ”Forståelig er deres (træernes) skræk/som lyser ud af blikket:/ haverne myldrer ud/ så hegn og hække brister,/ og jorden ryster i sin grund,/ for nu blir Gud begravet.” Hør hele digtet ved aftensangen i morgen.
Jesu lidelses særlige betydning kommer af, at Gud selv er med i lidelsen. Hvis det er tilfældet, så er intet i verden som før, så er selv 2000 år ingen afstand, så er vi herinde i en tidsmaskine, der gør os samtidige med begivenhederne i Jerusalem dengang. Vi ser Gud, så vi næppe kan rumme det, så kosmos selv bringes ud af fugerne. Nogen siger, at kristendommen bare er ligesom andre menneskeofrings-religioner - en må ofres for at gøre guddommen tilpas. Men det er lige modsat: i kristendommen skal ingen ofres for at tilfredsstille en grum Gud. Fortællingen handler om, at Jesus identificerer sig totalt med Gud - og Gud med ham, og på Guds vegne går han i døden.
På søndag skal vi så høre, at siden indtrådte det komplet uventede: Jesus vendte tilbage til disciplene efter døden – som en stadfæstelse af, at det var rigtigt, hvad de havde følt så dybt: At sådan, som Jesus var og handlede, kunne kun Gud være og handle. De havde altså mødt Gud. Og Gud havde ofret sig for dem. De fyldtes af en vished om, at nu behøvede menneskers fællesskab med Gud aldrig at ende.
Der er en kendt, men utrolig detalje i Johannes-evangeliets opstandelsesberetning. Da Thomas møder den opstandne, træder Jesus ikke frem for ham i en herligheds-skikkelse, nej, han træder frem med nagle-sår i hænder og i fødder og spyd-hullet i siden. Og til dette torturoffer, dette mishandlede menneske siger Thomas, selvom han må have haft svært ved at få det over sine læber: Min herre og min Gud! Fra nu af er kristendommens Gud for al fremtid arret.
Sådan, netop sådan giver det mening at tale om et offer, der ikke kun omfattede Jesu samtidige, men alle. Det er det inderligt bevægende i passionsfortællingen: at det konkrete, Jesu redning af sine venner ved, at han gik i stedet for dem, og det almene, Guds frelse af alt det fortabte, falder sammen i denne fortælling. Således er det ikke for meget at se også os omfattede af dette offer.
I Dr. Zivago’s andet Maria Magdalene-digt taler hun om korsfæstelsen:
Langsomt spredes rytterne, og vagten / drager bort bag dem i samlet trop.
Som en skypumpe i uvejr rager / dette kors mod himlens højder op.
Lammet ved det fod jeg segner, bider / læberne til blods. Alt er fuldbragt.
Alt for mange prøver du at favne, / alt for vidt er dine arme strakt.
Hvem kan dette vilde favntag gælde, / hele denne kraft en kval så stor?
Findes der så mange liv og sjæle, / bygder, floder, skove på vor jord?
Sådan er det: Kristus rækker videre ud, end vi kan fatte, næsten som om han vil sige: er der ikke flere fortabte, er der ikke endnu nogle lidende, har jeg nu nået ud til alle elendige? Jordens lidelse og syndighed er ikke for meget for Kristus, men næsten for lidt. Alt kan den korsfæstede rumme, ingen er uden for hans rækkevidde, ingen skal være unåede.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, er nu og altid i al evighed. Amen