EVANGELIUM: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Lukas 2,41-52
Et hjem burde være en menneskeret. Ganske vist har der været en overgang, hvor hjem og familie ikke lige havde høj status i samfundsdebatten. Men familien har holdt til angrebene, simpelthen fordi de allerfleste mennesker har brug for at have et hjem, et fristed, hvor man kan føle sig tryg midt i en ellers usikker verden, et sted, hvor ingen fremmede uønsket kan trænge sig ind. Og hvor man ikke skal kvalificere sig, men hører til på forhånd.
Hvorfor er det nødvendigt at høre hjemme et sted, hvorfor er det nødvendigt at betrygge dette sted, sådan at man i det mindste dér kan føle sig sikker? Selvfølgelig fordi det at være til er risikabelt. Alt liv er skrøbeligt, menneskeligt liv er det ikke mindst, sårbart både i ydre og indre forstand. Vi føler os skræmte, foruroligede af trusler om terror, om forandring af vores kultur, om samfundsopløsning, om ufred, om farlige sygdomme, om ødelæggelse af jorden, om vold. Truslerne ændrer karakter hen over tiden. Men trusler er der hele tiden til at forurolige os. Foruroligelsen får os til at barrikadere os, at omgærde vores nære liv med en hel masse hegn, sådan at vi i hvert fald dér kan føle os trygge, holde det truende på afstand ved simpelthen at vende det ryggen og være optaget af det hjemlige og nære. I mit hjem lukker jeg den truende verden ude. Og det er der ikke noget forkert i, det er det et hjem er til. Men nu er der bare det, at selvom man på den måde prøver "at hygge sig i smug", som Jeppe Aakjær udtrykte det, så kan man alligevel nemt miste fodfæstet i livet, det er nemt at lade sig forvirre; man kan sagtens alligevel blive væk i tilværelsen, som en nål i en høstak, sådan at man hverken kan finde ud eller ind. Vi kan blive væk for hinanden, også selvom vi måske fysisk set stadigvæk står hinanden nær.
Er der et sted at høre til, er der et sted, hvor man føler sig hjemme, så er det næsten som at have en livline, når man begiver sig ud i livet. Der er noget at vende tilbage til, der er noget der forhindrer, at man farer vild eller ligefrem går fortabt. Det er frygteligt at miste den livline, frygteligt at komme i tvivl, om man nogensinde igen vil opleve tryghed.
Fortællingen fra Jesu barndom, som er evangeliet til i dag, er en sød lille historie, og det er måske ikke, fordi der er så meget budskab til os i den. Det er jo kun ligesom en slags optakt til den egentlige historie. I gamle dage brugte man søndagen med den historie til at formane børn og tyende til at være lige så lydige mod deres forældre og husfolk, som Jesus var. Men det er en lidt søgt morale, fordi Jesus i denne historie menneskeligt set netop optræder som den ulydige. Maria skælder ham ud for hans ulydighed.
Fortællingen handler om at blive væk - og finde hjem. Det er ethvert barns mareridt, pludselig at komme væk fra sine far og mor. Johannes Møllehave skildrer mesterligt i sine erindringer, hvordan det engang i hans barndom skete for ham, mens han var på bytur i København i myldretiden med sin mor. Pludselig foran en butik forsvandt hun. »Der er et hav af mennesker, man kan nemt drukne, når man kun er en lille bitte mand i små støvler. Og pludselig er man væk. Fortabt. Først er det en befrielse. Ingen trækker afsted med en. Man kan gå som man vil. Man skal ikke hele tiden trækkes væk fra de vinduer, man ikke kan slippe. Men så bliver man panikslagen? Hvor hører man til? Er der en dame, der leder et sted i mylderet? Hvorfor dukker der ikke en mor-dame op med en stor frakke og en lugt af noget trygt og hjemligt? Og imens har hun ledt så hjerteskærende.« Men så bliver han atter fundet. »Og man er hjemme og man er sammen - og man skal aldrig blive væk fra hinanden igen.« Men der gik lang tid, hvor han ikke kunne lade være med at tænke, om det nu også var den rigtige mor, der havde fundet ham igen, fordi der var ting ved hende, som han ikke rigtig kunne huske.
Det, som skete for den lille purk, kan ske for os alle sammen, også selvom vi er blevet voksne. Så er det bare på en anden måde, men i grunden ikke mindre pinagtigt. Og det sker altså i den lille fortælling om Jesus som 12-årig. Han bliver væk for sine forældre. Men så er historien jo underfundig; det er for Maria og Josef, at det er et mareridt, men ikke for Jesus. Og da de endelig finder ham i templet, og Maria af bare lettelse begynder at sætte ham i rette og spørger: hvor kunne du dog gøre det, sådan blive væk? så svarer han: blive væk? jeg er ikke blevet væk. Hvis der er nogen, der er blevet væk, så er det jer. I, som troede, at vejen til Nazareth var vejen hjem, I var i virkeligheden på vej til at blive væk.
Det er en mærkelig måde at vende op og ned på tingene på, men meningen er selvfølgelig at sige, at Jesus havde en forankring, der gjorde, at han ikke kunne blive væk nogen steder overhovedet. I alle 4 evangelier fortælles der om den voksne Jesus, at han altid er på vej; han har ingen fast bopæl, der dukker ikke noget sted op, som han kan kalde hjemme; han drager ind som gæst i det ene hus og det andet, men selv har han intet sted, han kan kalde sit.
Og så har han det dog alligevel, sådan som det bliver klart allerede, da han kun er 12. For han har stedet med sig. Hvor han end er i sin omtumlede tilværelse, så er han lige dér, hvor han skal være. Derfor kan han være fuldt tilstede i det alt sammen, sådan som han til de skriftkloges forbløffelse er det den dag i templet; han er hjemme i det, der har med Gud at gøre; derfor flygter han ikke fra de usikre og farlige steder, ja, selv da han hænger på et kors, er han lige netop dér, hvor han skal være.
Da Maria finder ham, siger han: »Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?« Guds hus er ikke Jerusalems tempel, som vi måske kan komme til at tro, men det er det sted, hvor Guds vilje sker. Jesus er hos sin far i alt, hvad han foretager sig, og derfor er han hjemme, hvor end han kommer. Mens Maria og Josef kan løbe ind i mareridtet, just som de troede, de var på vej hjem.
Kristendommen handler om, at denne hjemlighed i tilværelsen, selv når den forekommer en uoverskuelig, retten til at gå ud i livet, at engagere sig, denne tryghed, uanset hvilke storme man er kastet ud i, denne fulde tilstedeværelse i livet, hvor end man befinder sig, den kan også blive os til del. Ja, den er blevet os til del, fordi det samme nære forhold, som der var mellem Jesus og Gud, er der mellem Gud og os.
Det kan være, at vi ikke har opdaget det, for det hænder, at man først må derud, hvor man ikke kan bunde, før man opdager at man har en livline. Ikke desto mindre handler kristendommen om, at fra begyndelsen er vi fundet, og fundet sådan at vi ikke kan blive væk. Gud kan forekomme borte for os, men vi kan ikke blive væk for ham.
Men vil vi så aldrig mere opleve det mareridt at føle os fortabte i tilværelsen eller bare den usikkerhed og angst, som vi har kendt, når noget, vi følte os bundet til, var truet? Jo, det vil vi formentlig, for vi er ikke hjemme i det, som har med Gud at gøre på samme måde, som Jesus var det. Men det er Guds mening at vi skal blive det, at vi lidt efter lidt skal vågne op til den virkelighed som er hans, og hvor vi har hjemme. Amen