Kort prædiken om den barmhj. samaritaner ved BUSK 261014
Nu har vi hørt og set fortællingen om manden, der hjalp ham, der var blevet slået og overfaldet af røvere. Den er nem at forstå. Den handler om, at vi skal hjælpe dem, der har brug for vores hjælp. Ikke kun hvis de er blevet slået, men også hvis de på andre måder er kommet galt afsted, er kede af det, har brug for vores hjælp.
Men historien vil endda fortælle os noget mere. Før talte jeg om, at Gud er der, når nogen bliver døbt eller når vi kommer ind i kirken. Den her fortælling vil i virkeligheden sige: hver gang vi møder et andet menneske, der har brug for vores hjælp, så er Gud der. Vi kan ikke se Gud, men vi kan se et andet menneske, der har brug for os. Så er det vores måde at møde Gud på den dag.
Hvordan kan man nu vide, når man møder et helt almindeligt menneske, at så møder vi Gud, så er han der? Nu skal I høre – min kone hedder Birgitte, og for nogle år siden var Birgitte og jeg på rejse til et land, der hedder Madagaskar. Der besøgte vi en landsby, som var lavet, for at man gerne ville hjælpe mennesker, der var syge eller ikke kunne klare sig selv. I den landsby fik vi en helt særlig behandling. Der gik folk foran os i noget fint hvidt tøj, og der gik nogle bag ved os og sang lige så stille. Så blev vi ført hen til en stor brønd med vand; der blev vi sat ned, og så kom nogle af dem i det fine hvide tøj og knælede ned og tog vores sko og strømper af os, og så vaskede de vores fødder i koldt vand, og det var dejligt, for der var meget varmt. Så blev Birgitte og jeg igen ført afsted med nogle i hvidt tøj foran os og bag ved os, der sang, hen til en sal, hvor vi blev sat ned på nogle lave bænke, og så bar de mad frem til os, kæmpestore skåle fyldt af ris og grøntsager, og hver gang vi havde spist lidt, fyldte de op i skålen igen. Og imens var der nogle, der stod og sang lige så stille. Så kunne vi selvfølgelig ikke lade være med at spørge dem: hvorfor tager I imod os på den her fine måde? Jo, sagde de, vi har hørt, at hver gang vi møder et andet menneske, så kan det være, at det er Gud eller Jesus, vi møder, selvom vi ikke kan se det. Og derfor: hver gang vi får besøg af nogle fremmede, så behandler vi dem på den her måde, for hvis det nu skulle være, at det var Gud eller Jesus, der var der. Det var jo helt fantastisk.
I dag har vi hørt, at Gud er der, når nogen børn bliver døbt, og når vi kommer herind i kirken. Men vi har også hørt, at hver eneste gang, vi møder et menneske, som vi kan hjælpe, så møder vi Gud. Og så kan I jo godt se, at så bliver det ekstra vigtigt, at vi hjælper det. Nu skal vi bede til Gud:
Kære Gud. Vi takker dig, fordi vi får lov at møde dig så mange forskellige steder og så mange forskellige måder, også udenfor kirken i vores almindelige liv. Og vi beder dig om, at du vil hjælpe os til at huske, at vi skal hjælpe alle, der har brug for vores hjælp. AMEN.
Nu skal vi have altergang. – og det foregår på en lidt anden måde, end vi plejer. For man går bare her op til, hvor jeg står, og så får man et lille hvidt brød af Ane, og når man har spist det får man et lille bæger af Susanne, og så får man enten vin eller saftevand i sit bæger. Og alle må gerne komme herop til altergang, både børn og voksne. Jeg giver saftevand til børnene, men hvis der er nogen af jer, der hellere vil prøve vinen, så skal I bare pege på sølvkanden, jeg står med, så får I en lille smule af vinen.
Hvad betyder det med altergangen? Ja, nu har jeg snart sagt det mange gange – men det betyder, at når vi spiser sammen, så er vi sammen med hinanden, men vi er også sammen med Gud. Ligesom Jesus spiste sammen med sine venner, sådan spiser han sammen med os, selvom vi ikke kan se ham. Og det betyder, at så er vi også venner til Jesus.