Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12
”Gud er der, hvor det hele braser sammen” – sådan sagde skuespilleren Bodil Jørgensen for nyligt i et interview. Hun blev under en film-optagelse til en Far til 4-film for fire måneder siden alvorligt kvæstet under en traktor, og hendes tilstand var kritisk i flere uger.
Hun fortæller: ”Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familier, men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud.
Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men jeg erfarede det. Alt det, som er, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og der var Gud”.
I dag til Allehelgensgudstjenesten begynder vi med disse ord af Bodil Jørgensen, efter at have hørt evangeliet om, at sørgende er salige.
Det er slet ikke salighed, man først tænker på, når man tænker på sorg. Sorgen er nærmere som en knude, der tynger og ikke vil gå væk og truer med at komme til at fylde det hele indefra. En knude af mange forskellige følelser, følelser, som kan være vidt forskellige fra person til person, alt efter ens måde at håndtere sorgen på, og alt efter hvilket menneske, man har mistet.
Savn, vrede, måske også lettelse, meningsløshed, bitterhed, taknemmelighed, afklaring, modløshed. Alle disse følelser og flere til kan være en del af, hvad sorg består af. Sommetider flere af dem samtidig. Men salighed?
Bodil Jørgensens ord kan være med til at kaste lys ind over, hvad der menes med at de sørgende er salige, hvordan saligheden kan være en del af sorgen: For i oplevelsen af, at vi ikke lades alene i vores liv, heller ikke når vi er længst nede eller længst ude, der findes saligheden.
Ingen ved nok helt, hvad salighed er – udover at det er noget godt. Ordbogen definerer det som tilstand af stor lykke, velvære og tilfredshed, men det er alligevel ikke dækkende, ikke det hele. Der mangler en dybde i disse ord, uanset hvor tillokkende de er. Der er noget mere i salighed … et mere, som har med Guds nærvær at gøre. Dermed kan salighed også findes dér, hvor der ikke er velvære og tilfredshed. Det er det, jeg synes, Bodil Jørgensen formulerer på en fornem måde: Jeg var der i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud.
Sådan kan det også føles at sørge – at man står imellem livet og døden, at man ikke længere er fuldt tilstede der, hvor man er. At man hele tiden er spaltet, splittet imellem det, der er nu, og som kan være en helt almindelig hverdag med det, som den rummer – og så det, der var, da han eller hun, som vi elskede, stadig var her. Men lige netop der – i mellemrummet mellem det, der er borte, og det, der er tilbage - er vi altså ikke alene, lige netop der i mellemrummet er Gud også sammen med os.
Omgivelserne kan have svært ved at forstå det; og har en tendens til at reagere med velmente klichéer eller misforstået trøst: ”Tiden læger alle sår”, ”Livet går videre”. Hvis vi reagerer anderledes, end andre forventer eller har det godt med, kan deres misbilligelse skinne igennem. Men sorgen er ikke en objektiv størrelse, vi kan tage frem og kigge på udefra. Den bliver en del af dem, vi er. En del af, hvad vi er. Sorgens udtryk er lige så forskellige, som vi er som mennesker.
Selvom vi gerne vil være der for hinanden i sorgen, og det tror jeg egentlig vi vil, kan vi gå galt af hinanden, fordi vi ikke forstår, at den anden opfører sig, som han eller hun gør. Hvor en person ligger apatisk på sofaen, farer en anden afsted til alverdens aktiviteter. Hvor den ene lægger al energi i at passe sin hverdag, varetage sine daglige opgaver og sit arbejde, har den anden brug for at tage tid ud af kalenderen, hvor der ikke er andet end sorgen at kæmpe med. Vi har hver vores vej, og der er ikke noget, der er en mere rigtig måde at sørge på end andre.
Alligevel er det som om, vi alle går rundt med et indre billede af, at der er noget, der er passende opførsel og noget, der ikke er. ”Tag dig sammen og kom videre” siger de mennesker, der typisk reagerer udad. ”Du skal huske at tage dig tid til at sørge” siger de mennesker, der typisk reagerer indad. Og der kan man så sidde og være mærkelig klemt og føle, at der overhovedet ikke er plads.
Sorg kan følges af en ensomhed så stor, at den næsten overskygger sorgen: Ingen forstår, hvordan det er at være mig. Ingen forstår, hvordan det er, at jeg har mistet min mor. Ingen forstår, hvordan det er at miste en bror. Ingen forstår, hvordan det er, at jeg har mistet min ægtefælle. Ingen forstår, hvordan det er at miste ens barn. – Alligevel har folk en mening om det, fordi alle mennesker kommer til at stå ansigt til ansigt med døden i deres liv, på det ene eller det andet tidspunkt.
Lige netop ind i den ensomhed kommer ordene om salighed til os: Salige er de, som sørger. Selv hvor mørket er dybest og sorgen og ensomheden har tag i os, lades vi ikke i stikken, for dér er Gud. Og han bliver der. Uanset hvordan du reagerer. Uanset om du raser eller græder, forlader han dig ikke.
Det kan godt være, at du ikke mærker ham eller erfarer ham på samme måde som Bodil Jørgensen gjorde det, eller at du ikke formår at sætte ord på det. Men han er der – ikke desto mindre, og deri ligger saligheden for den sørgende.
Og den salighed har vi lov at tro rækkes ikke bare til os, men også til dem, der er gået forud for os. Dem, vi har mistet. Den evige salighed kalder kristendommen det. Jeg ved ikke, hvordan den er, men jeg tror, at den er alt det bedste, dyrebarest, fineste, dybeste, vi har oplevet her på jorden - og så ”et mere”, som vi ikke kan forstå på denne side af døden.
Med den trøst og det håb kan vi også vende tilbage til livet i dag. Med sorgen. Med savnet. Med smerten. Men ikke alene.
Med den trøst og det håb kan vi også leve livet – i dag og i morgen. Et lille stykke ad gangen, men med et perspektiv, der rækker ind i evigheden, fordi Gud har lovet aldrig at forlade os, heller ikke i døden.
Lad mig til sidst låne Bodil Jørgensens ord fra interviewet med hende igen:
”Jeg forsøger at få hver dag til et blive en god dag. Det er mit mål, når jeg slår øjnene op. Nu kan jeg ikke længere springe ud af sengen, sådan som jeg plejede, men så kigger jeg ud og tænker: ”Nu står solen op en gang til. At den gider. Det må jeg op og se. Jeg må op og ud.”
Det, Bodil Jørgensen siger er, at det handler om hver dag at få øje på det evige. Det er et lille mirakel! Amen!