Prædiken Staby Kirke 7. december 2014. 2. søndag i advent.
Evangelium: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Luk 21,25-36
Vi må nok hellere springe lige ud i den vanskelighed, der falder lige i øjnene ved dagens evangelium: talen om dommedag og om Jesu genkomst? Hvad siger den mennesker i dag, hvad stiller vi op med den i 2014? For få generationer siden havde dommedagsforestillinger endnu kraft nok til at få folk til at lave deres liv om. Men er sådanne forestillinger ikke sat uhjælpeligt overstyr i takt med udviklingen? Man kan endda spørge, om det måske var fordi dommedags-truslen sommetider blev brugt til at tyrannisere mennesker med, at ikke mange har brudt sig om at løfte en finger for at bevare den slags profetier?
Hvad jeg vil prøve i dag, vil derfor måske få nogle af jer til at ryste på hovedet. Men det ser ud for mig, som om tilværelsen er blevet fattigere og mere glædesløs, og mennesker har fået sværere ved at leve livet, fordi vi ikke længere kan få plads til disse gamle forestillinger om, at der er et yderste mål for verden og hvert enkelt menneskes liv. Derfor vil jeg gerne slå et slag for dem. Det er selvfølgelig også, fordi jeg fornemmer, at Jesu ord i talen i dag bærer et håb til fremtiden og et mod til at leve dette liv, som vi så sandelig har brug for.
Der sker nok af ting, der vil tage håbet og modet fra os, fortællinger om og billeder fra oprørende hændelser. Der er også bestemte forestillinger, som kan løbe os over ende. En af dem er forudanelsen om dommedag - uden dom. Mens selve tanken om, at vi skal stilles til regnskab, er os fjern, er forestillingen om undergangsagtige katastrofer noget reelt for mennesker i dag. De tegn i sol og måne og stjerner, Jesus taler om, kan sagtens omsættes til nutidige trusler: skæbnesvangre klima-forandringer med ødelæggende storme og oversvøm-melser, forgiftninger af vand, jord og luft med stærkt forøget kræft-risiko eller fare for vores forplantningsevne, epidemier forårsaget af virus som ebola eller resistente og meget farlige bakterier; en simpel blærebetændelse kan blive dødelig var ragnarok-profetien i sidste uge osv., osv.
Hvilken indflydelse har disse trusler og forudanelser på vores liv? Jesus taler om at løfte sit hoved. Men disse nutidens undergangstrusler får os ikke til at løfte hovedet. De bygger på videnskabelige iagttagelser. Men vi er overhovedet ikke i stand til at forholde os blot videnskabeligt til dem. De fylder os med frygt; de er som kolde tåger, der lægger sig over eller omkring vores liv. At vi har skippet en åndelig tale om dommedag til fordel for teknisk-videnskabelige katastrofe-prognoser, har ikke gjort det nemmere for os at leve, tværtimod.
En frygt på vore øjne er lagt som ild og is, afmægtige og nøgne ser vi alt livs forlis, vor jord forladt af sol, de stærke bjerge smuldret fra nedbrudt pol til pol - sådan siger digteren Ole Wivel det. Livsmodet eller håbet truet - erstattet af frygt for at blive ramt af sygdom eller katastrofe, ja i grunden for selve det at leve dette udsatte liv. Netop i en tid, hvor vi har fået afskaffet dommedagsprofetierne og har tænkt, at nu skulle der blive plads til at leve og værdsætte livet her, hvad fik vi så? Et mere udsat, mere angstfyldt, vanskeligere og mere glædesløst liv.
Hvad kommer det af? Det kommer bl.a. af, at vi er gået over til næsten kun at betragte jordens, menneskenes, vores egne liv med videnskabens øjne. Vi lader den, altså videnskaben, om at udmale perspektiverne for fremtiden, både for os selv og for verden; og den kan sige en hel masse om årsag og virkning. Det har vi så vænnet os til at betragte som den endegyldige sandhed. Ord som mål og mening er derimod blevet tomme; hvorhen verden bevæger sig, afhænger ikke af et mål, der er fastsat for den, men hvilke påvirkninger den bliver udsat for.
Det lyder indlysende for os, derfor slår vi os til tåls med, at sådan forholder det sig nok også med vores eget liv. Heller ikke for os kan man tale om et mål og i et dermed en mening. I virkeligheden er det et fattigt perspektiv at se livet i: at det er de tilfældige omstændigheder, der driver det - og nu måske driver det frem mod katastrofe eller tilintetgørelse. Mens forestillinger om, hvad der er godt, og hvad der ikke er godt, er uden betydning. I det lys bliver målet med tilværelsen udelukkende at få lidt mere af den – og det slås vi meget for i disse år. Men det er ikke så mærkeligt, at vi mister livsmodet, når det er det perspektiv, livet læses i.
Når Jesus taler om dommedag, så stiller han verden, og så stiller han dit og mit liv ind i et større perspektiv, hvor der er et mål eller en mening, som er det afgørende. Et menneskes liv har en mening, og på den kan det måles, vurderes. Og det er jo sådan, at først det, der kan vurderes, kan have en værdi. Når man ikke længere vil tale om, at menneskene skal leve op til noget, skal stilles til ansvar, når man ikke vil have forestillingen om en dom over vores liv, så er det, at livet bliver vanskeligt – sådan for alvor.
Kirken har talt om skyld, og den tale har tit fået ord for at være livsfornægtende – og jeg skal ikke stå her og lade som om, den ikke også har været det. Men dermed har kirken dog holdt fast ved, at livet har en mening, en værdi - og derfor er værd at leve. Den måde at tale på har vi stort set lagt bag os i 2014 - uden at livet blev rigere deraf. Skyld er en byrde, men den er måske alligevel lettere at bære end den ubestemte angst for, at mit liv bare skal skylles bort og forsvinde, når undergangens bølge rammer det. Det er ikke til at leve med, at mit liv i grunden er værdiløst.
Dommedag – jo, den forestilling er blevet frygtelig misbrugt. Mennesker er blevet truet med den, og deres liv er blevet ødelagt af det. Men i sig selv er det alligevel en mere livsbekræftende forestilling end den, at der ikke er noget som helst at se frem til for menneskers liv. Hvad er der kommet i stedet for? Der er kommet den daglige dommedag - aldrig tidligere har det i den grad drejet sig om at kvalificere sig, at leve op til andre menneskers forestillinger, at bevise sin berettigelse og betydning. Vi holder dommedag over hinanden og over os selv hver eneste dag - med stress og anspændelse, angst og livsfrygt som den uundgåelige følge. Mit barnebarn i 1. klasse bliver sat til regelmæssigt at evaluere sig selv i forhold til de andre.
Det, Jesus siger, betyder, at andres dom bliver totalt ligegyldig. Vi behøver ikke at bekymre os om vores tilværelses betydning; for den har uendelig betydning. I det kæmpestore univers er vores livs lille historie ikke mindre væsentlig end den store historie, for vi er på vej et sted hen, ligesom verden er det.
Nu vil jeg ikke underspille de trusler, der virkelig findes for vores verden eller for menneskers liv – de er virkeligt alvorlige. Men jeg synes de er på vej til at blive gespenster, et koldt åndepust over vores liv, fordi de ikke har andet og mere at sige om vores liv, fordi tilintetgørelsen er deres yderste perspektiv.
Så kan det godt være, der er nogen, der kommer og siger, at de billeder, som bl.a. bruges i evangeliet i dag, om Jesu komme i skyen osv. – de har overhovedet ingen realitet. Jeg kan godt forstå den slags indvendinger; men husk nu på, at det er jo billedtale. Det, vi skal, er at forsøge at sætte de kræfter fri, det håb og den tro, som ligger i netop disse billeder, og som vi har så meget brug for. Psykologer kan fortælle, at hvis mennesker totalt mister håbet, så dør de i løbet af meget kort tid.
Hvis evangeliets billeder er bærere af håb og livsmod, så har de virkelighed og betydning (mere end de videnskabelige fakta, der kun kan tale om årsag og virkning). Lyt endnu engang: "Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Og han fortalte dem en lignelse: Se på figentræet og alle de andre træer; så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær."
Det kan godt være, at det er ord og billeder, som er vanskelige at begribe for os. Alligevel er det ord og billeder af utroligt håb: fordi de på én gang fastholder, at vores liv har uendelig betydning, at vi er forpligtede på det, der er dets mening, men samtidig siger de ord og billeder: du bevæger dig ikke fremad mod forkastelse, tilintetgørelse, kaos og opløsning. Men du bevæger dig fremad mod opfyldelse, fuldbyrdelse. Ved enden af dit liv og ved enden af den verden, som du har holdt af, skal du ikke bare møde dine egne, fejlslagne forsøg på at leve op til andres forestillinger. Du skal møde kærligheden, der på én gang skal dømme og frikende dig - fordi den hele tiden har set længere, end mennesker ser.
Kærlighedens perspektiv på dit liv er Guds perspektiv og det største perspektiv. Lad os prøve at holde fast ved det. Amen.