Evangelium: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30
»Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder - - - «
Hvorfor lægges der byrder på mennesker? At ethvert menneske får byrder at bære står ikke til diskussion. Byrderne kan være mange slags: det kan være sygdom, det kan være sorg. Det kan være smerten ved at se en, man holder af, lide, uden at man kan hjælpe. Det kan være ensomhed - eller nedtrykthed eller angst. Det kan være nederlag i forhold til andre mennesker eller i forhold til ens arbejde. Slidende konflikter, uretfærdig behandling osv. osv. - enhver af jer kan ud fra egne erfaringer forlænge kataloget. Nogle byrder er ikke så tunge som andre. Nogle mennesker har også en evne til ikke at lade sig tynge så meget.
Men hvorfor lægges der byrder på mennesker – og hvem lægger dem på os? Ja, mange af de byrder, vi får at bære, lægger vi på hinanden. Nogle gange gør vi det med vilje, andre gange uden at ville det. Sommetider er vi nødt til at lægge byrder på et andet menneske, det kan ikke være anderledes. Nogle mennesker modtager vi også gerne byrder af. Hvilke forældre vil ikke godt bære (eller bære med på) deres børns byrder? Hvem vil ikke gerne tage angsten fra deres syge barn, selvom det betyder, at den må hvile så meget tungere på dem selv?
Men de byrder, som ikke andre har lagt på os, eller som andre i hvert fald er uden skyld i - hvad er meningen med dem? Er der en hensigt med dem - er det meningen, at de skal være os til gavn? Hvilken gavn de skal gøre os, kan vi ikke få øje på, mens vi bærer dem – hvis vi kunne det, var de jo slet ikke byrder på samme måde.
Hvad vi går igennem, bliver ofte byrdefuldt netop, fordi vi ikke har nogen vished om, hvad det skal tjene til. Sommetider får vi bag efter denne vished. Sommetider kan vi sige: den sygdom gavnede mig, jeg fik tid til at tænke mig om, jeg kom ned i tempo. Eller den sorg gjorde mit liv dybere og åbnede for nye muligheder, som ellers ikke ville have været der.
Men sommetider kan vi ikke bagefter takke for byrden. For vi ser ikke, at den gjorde nogen gavn. Under alle omstændigheder så vi det ikke, mens vi bar den. Så vi det, da var den jo let. Da havde den mening. Hvis min lidelse kan gøre livet lettere for andre, da bliver den forunderligt nok også lettere for mig selv, ja, da kan det næsten være som om, at jo tungere den er, desto dybere mening har den. Desto lettere bliver den for mig at bære.
En gammel mand mistede sin kone efter et langt, godt ægteskab. Sorgen og savnet var en uudholdelig byrde for ham. Da var der en, der spurgte ham: Hvordan ville det have været for din kone at blive alene? Det ville have været forfærdeligt, en ubærlig tragedie, svarede han. Så bærer du hendes byrde, sagde hjælperen til ham, og jo tungere det er for dig, desto mere har du gjort for hende.
Jeg har ikke glemt det spørgsmål, jeg begyndte med: Hvorfor lægges der byrder på mennesker? Men jeg kan ikke svare på det. Hvis jeg kunne svare på det, så fandtes spørgsmålet ikke, for så var der ingen byrder - i hvert fald ikke andet end lette og overkommelige byrder. Hvis jeg kunne forklare, hvad meningen med lidelse er, handicap, smerter, nedtrykthed, sorg, så behøvede vi måske slet ikke at spørge derom, for da ville lidelsen ikke være lidelse på samme måde. Da ville det være som den smerte, det er at føde børn - en voldsom forfærdelig smerte, men på samme tid en salig smerte, et forvarsel om glæden.
Nu kan jeg ikke længere undgå spørgsmålet: er det Gud byrderne kommer fra? Tit er det som sagt os selv, der dynger dem op til hinanden. Det er sandt. Men der, hvor det ikke er tilfældet, er det så en blind skæbne – eller har Gud noget med det at gøre? Nogle har somme tider travlt med at finde Guds finger i, hvad der end sker – det kan lyde meget fromt, men det kan også være ufatteligt kynisk. Fordi de, der ramt, så må begynde at spørge sig selv: hvad er det for en gud, der gør mig sådan fortræd?
Det modsatte sker også: at man prøver at redde Guds gode navn og rygte ved at sige, at han ingenting med livets byrder at gøre; de skyldes tilfældigheder. Også det kan rumme noget rigtigt: vi skal ikke altid placere Gud på anklagebænken; det kan meget vel være menneskers dumhed eller ligegyldighed eller ondskab, der har skylden.
Men hvis vi siger, at Gud slet ikke har noget med byrderne at gøre - hvordan skulle vi da kunne bære dem? At det kan være tungt at leve et menneskeliv, indimellem i hvert fald, kan ingen nægte, men ville det gøre det nemmere, hvis vi skulle leve det borte fra Gud? Een ting er, at vi ikke kan se, hvortil byrden gavner, men når det siges: Gud véd, at du bærer på dette tunge, så begriber vi dog, at det må bæres, indtil det bliver taget fra os. Hvor langt nemmere ville det ikke kunne knuse os, hvis ikke vi hørte dette: Gud véd, at du bærer det.
Alt dette handler Jesu korte tale om, som jeg læste før. Han begynder med at sige, at der er noget, der er skjult for de kloge. Hvad er det, der er skjult for dem? Det er skjult for dem, at Gud er som en far for menneskene.
Det er jo egentlig også skjult for os. Det er ikke noget, vi kan aflæse af, hvad der sker. For livet rummer ulykker, sygdomme og sorger – mennesker får byrder at bære, for nogle så tunge som klipper, og hvor er det faderlige så henne i det?
Men hvad man ikke kan aflæse af vores verden eller hverdag sammen med andre og ikke kan tænke sig frem til med al den visdom, som kan opdrives, det kan man få givet at vide. Og det er, hvad der er sket. Kun gennem sønnen, siger Jesus, kun gennem mig lærer I Gud rigtigt at kende. Gennem Jesus får vi givet at kende Gud som far. Hvad vi overhovedet ikke kan se eller begribe med vores klogskab, når vi kigger på det brydsomme og byrdefulde menneskeliv, har Jesus vist os: at Gud har en fars sind over for os.
At lære at kende Gud på den måde er ikke ensbetydende med, at der ikke længere er byrder for os at bære. Ja, til en begyndelse gør det vel i grunden vores spørgsmål endnu skarpere: hvis vi ikke skal spørge, HVORFOR LÆGGES DER BYRDER PÅ MENNESKER, men HVORDAN KAN EN FAR KENDE TIL SÅDANNE BYRDER FOR SINE BØRN?
Ser vi på byrderne, skriger det i os: hvorfor? Men det, Jesus siger, er: se Gud. Se ham, sådan som jeg har vist jer ham. Så ved I, at han vil kun godt for jer. Kun godt. Så må I leve med byrdernes gådefuldhed.
Jesus så på Gud som en far. Han blev ikke sparet for byrder. Han blev heller ikke sparet for den uvished, ikke at vide hvordan det skulle gavne. Den uvished kæmpede han med i Gethsemane have. Og ikke mindre, da han hang på korset.
I de ord, der blev læst før, siger han ikke desto mindre: mit åg er godt at bære og min byrde er let. Hvad kan han mene dermed - det ser jo aldeles modsat ud? Men den tunge byrde er til at bære let, fordi det ikke bare er en byrde, Gud kender til, men fordi Gud er far. Jesus driver alle uvishedens spørgsmål, som de tunge byrder rejser, på flugt med den ene viden: Gud er far! Gud er far!
Og så siger han til alle andre, på hvem byrder er lagt: kom til mig og find hvile. Dermed mener han ikke: kom og få lettet byrderne af skuldrene, kom her og få et let liv at leve. Hvordan skulle han sige sådan i betragtning af, hvordan hans eget liv var? Han mener heller ikke: kom og her og få at vide, hvad det hele skal gavne til, for så bliver det hele nok mere overkommeligt.
Nej, han mener: kom her og få fortalt, hvad I bestemt ikke kan sige jer selv, at Gud er alligevel jeres far. Og find hvile deri - uanset hvor hårdt I må slide og slæbe. Se ikke først på byrdens størrelse og fortvivl. Nej, se først på ham, som aldrig vil andet end gavne jer, og bær så jeres liv.
Din byrde betyder ikke, at du færdes borte fra Gud; han véd, at du må bære den. Deri ligger din trøst. Skønt du ikke kan se det nu med dine øjne eller din forstand, er også din smerte et forvarsel om glæden. For at du skal se det med dit hjerte, levede Jesus.
O, måtte vi kun den glæde se/ før vore øjne lukkes! / Da skal som en barnemoders ve / vor smerte sødt bortvugges.
Amen