EVANGELIUM: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matthæusevangeliet 21,1-9
Hvad er det med Jesus? De fleste andre mennesker har så gode antenner, at de kan føle, hvornår de er velkomne, og hvornår de ikke er det, og hvis de opdager, at de er tilovers, trækker de sig skyndsomst tilbage. Men der findes enkelte, der kommer og slår sig ned på de mest ubelejlige tidspunkter, fuldstændig uden situationsfornemmelse. Det kan være til stor irritation. Det kan være direkte pinligt, og man gør sig hæderlige anstrengelser for at få dem lodset ud på en måde, der ikke er alt for grov eller påfaldende. Man ærgrer sig over, at de ikke selv har fingerspidsfornemmelse nok til at tage bestik af situationen. Men nogle mangler den simpelthen, og så kan det være nødvendigt at udtrykke sig tydeligere, end man egentlig er opdraget til.
Og Jesu indtog i Jerusalem er på mange måder den uindbudte, der kommer brasende på det mest upassende, i den grad til overs for dem, der havde noget at skulle have sagt. Man kan spekulere på, hvorfor han drog til den by, hvor han jo ikke var ubekendt med modviljen. Havde han ikke haft antennerne ude? I Galilæa havde han dog venner, men de, der betød noget i Jerusalem, så ganske klart hellere ryggen af ham. Ikke nok med at han dukkede op, men han sørgede for, som vi lige hørte, at der blev lagt mærke til, at han var kommet. Den uindbudte kunne ikke ignoreres.
Og så tog de fat på at skaffe ham af vejen en gang for alle. Pontius Pilatus, lederen af den romerske besættelsesmagt var i Jerusalem i påskedagene. Som altid når der var mange mennesker stimlede sammen, kunne han regne med, at modstandsbevægelsen ville forsøge sig med aktioner. Derfor havde han nok trukket forstærkninger til byen fra garnisonerne ved havet. Han havde nok at gøre med at holde ro og orden og med at regne ud, hvad de oprørske modstandsfolk kunne tænkes at finde på. Så kom Jesus - så åbenlyst til ulejlighed, men der var jo ingen vej udenom for Pilatus: manden optrådte på en måde, der tvang ham til at tage sig af sagen – som om han ikke havde alt muligt andet og vigtigere at tænke på.
Hvad er det for en mangel på situationsfornemmelse, der får Jesus til at drage til Jerusalem og dermed sætte sagen på spidsen? Mærker han ikke selv, hvor uvelkommen han er, hvor meget han kommer til overs? Aner han ikke, at den hyldest, der bliver ham til del, ikke er særlig dybfølt? 5 dage senere er den vendt til massiv afvisning. Set i lyset af, hvad der senere sker, er Jesu indtog nærmest ydmygende. Svigter han fornemmelse for situationen ham - er han måske grebet af et storhedsvanvid, der hindrer ham i at se virkeligheden?
Nej, det er ikke sådan en Jesus, vi møder i fortællingerne fra disse dage. Det er tværtimod et menneske, der véd hvad han gør, der græder over Jerusalem, fordi Jerusalem afviser ham; og der er noget beslutsomt over beretningen om selve indtoget. Gør sådan og gør sådan, siger han til sine disciple, for sådan skal jeg komme til denne by.
Hvad det end er, der får ham til at drage til Jerusalem, når alt kunne tale for, at han holdt sig derfra, eller at han rystede den bys støv af sine fødder - mangel på viden om, hvad han gør, er i hvert fald ikke grunden. Det er ikke en fejlslagen bedømmelse af situationen, ja, det ser ud, som om det er det modsatte, som om han bevidst vælger at være dér, hvor han ikke er ønsket. Som om dette, at alting taler for, at han holder sig væk, for ham er den egentlige grund til, at han ikke holder sig væk. Som om det for ham gælder om at drage hen netop til dem, der ikke vil vide af ham. Netop til Jerusalem, for i Jerusalem var man helst fri for ham; netop til denne by ville han ikke komme i stilhed, for i den ville man helst tie ham ihjel. Nej, der er ikke noget, der taler for, at han skulle drage til Jerusalem - men han gør det; netop derfor gør han det. Dér er hans plads, netop dér, hvor man prøver på at blive fri for ham.
Hvor er så linket til os, der lever i 2015? Ja, hvor meget plads levner vi til Gud? Bedømt derud fra er der ikke meget, der taler for at Gud skulle have med os at gøre. Det skylder han os bestemt ikke.
Jerusalem havde travlt med sine egne affærer, da Jesus red ind i byen: der var påskehandel, der skulle overstås, der var ceremonier, der skulle forberedes, der var politiske rævekager, der skulle bages osv. Præcis på samme måde har vi travlt med vore egne affærer, utrolig travlt. Som Pilatus havde alt mulig andet at tænke på, som var vigtigere, sådan har vi vigtigere ting at være optagne af: verdenssituationen, den økonomiske vækst-kurve, den næste ferie, indkøbene til påskeugen eller den seneste TV-serie.
Hvordan ligger det med næstekærligheden midt i al vor travlhed? - den har præcis så meget eller snarere så lidt plads hos os, som den altid har haft. Det lyder som en floskel, når det bliver sagt, alligevel: kærligheden korsfæstes hele tiden hos os, i de helt snævre personlige forhold, og i de store. Det skal der ikke særligt skarpe øjne til at se. Kristendommen er tit til overs. Ja, det er da OK, at den er her, hvis ikke den forstyrrer for meget. Kirken skal gerne udvise så meget situationsfornemmelse, at den går lidt stille med det.
Vi alle, og det gælder altså også os, der bruger en time søndag formiddag på at gå i kirke, vi ser alle jævnt hen bort fra Vorherre, fordi det nu engang er det mest bekvemme ikke at lade ham fylde for meget.
Jesus ville ikke have megen grund til at komme til os. Til sine disciple sagde han, at hvis man ikke tog godt imod dem i en by, skulle de gå ud af den og ryste dens støv af deres fødder og aldrig sætte deres ben i den igen. Men selv gør han det modsatte. Det burde være den bortdragende Kristus, de så i Jerusalem. Og det burde være den bortdragende Herre, der fortaltes om til os i dag. Ham, der omsider havde fået nok af at være tålt, men ikke troet. Ham, der omsider havde fået nok af at være til disposition, når vi pludselig fik brug for ham. Ham der endelig havde fået nok af al den forbeholdne hyldest, af manglen på ægte tro og ægte hengivelse.
Det burde være den bortdragende Jesus, der fortaltes om. Men det er det ikke. Det er Jesus, der med beslutsomhed søger derhen, hvor man slår ham ihjel, som ikke holder sig for god til dem, der ikke vil vide af ham.
Budskabet til os i dag er, at Gud ikke drager væk fra os, men kommer og er hos os, selv om vi i de allerfleste situationer så vældig godt kunne undvære ham. Hvorfor - af mangel på situationsfornemmelse, fordi han ikke kan se, hvordan vi der bort fra ham? Nej, tværtimod, for at vi ikke skal undvære ham, hvor meget vi end prøver derpå.
Vidste du blot, hvad der tjener til din fred, sagde Jesus til Jerusalem, inden han drog ind i den. Men det vidste byen ikke. Den ville ikke vide af Jesus, men netop derfor ville han ikke holde sig fra den. Fordi han vidste det bedre end Jerusalem, fordi han ikke kunne lade dem i stikken, der slog ham ihjel, så drog han derind.
Sådan er Jesus også på vej til os - om også vi i hovedsagen har alt for travlt til ham - ja, måske kommer han os ligefrem til besvær. Det er næsten ydmygende, at han gør det. Men han kommer og bliver hos os alligevel. Han holder sig ikke for god til det. Han forstyrrer os, fordi vi ikke selv véd, hvad der er det bedste for os. Fordi vi ikke så sjældent har travlt med at vise kærligheden ud af vores tilværelse, kommer han til os. Fordi vi ikke mener at have brug for barmhjertighed, kommer han til os. Og slår vi kærligheden ihjel, i vores ægteskab, på vores arbejdsplads, i vores land eller verden, så kommer han – for da har vi for alvor brug for ham. I apsishvælvingen i Staby kirke er bogstaverne alfa og omega, det første og det sidste i alfabetet, sat på hver sin side af Jesus: de betyder, at han er her altid – hvor meget vi end prøver at få gjort ende på ham; han skal være den, der er til sidst.
Jo mere der taler for at han holder sig væk, jo mere sikkert er det, at han kommer. For at vi ikke skal være ladt i stikken. Sagtmodigt, tålmodigt vender han sig til dem, der vender sig fra ham. Præcis derhen, hvor mennesker i deres ligegyldighed eller raseri ikke aner, hvad de gør, skal han - for at bede for dem: Fader, tilgiv dem! Amen