EVANGELIUM:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Lukasevangeliet 19,41-48
PRÆDIKEN:
Et af de vigtigste ord i teksten i dag er det gamle ord ’besøgelsestid’ – Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid, og det vil ramme byen hårdt, siger Jesus. ’Besøgelsestid’ er et tidspunkt eller et øjeblik, hvor man skal erkende sin egen situation og derudfra træffe den rigtige afgørelse.
Lad mig gengive en beretning, jeg har læst, om et menneske, der gang på gang ikke kendte sin besøgelsestid – så får vi måske en bedre forestilling om, hvad det er. I 1937, under Stalins udrensninger i Sovjetunionen, blev en 30-årig russisk lærerinde fængslet som én ud af hundredtusinder, revet bort fra sin mand og sine børn. Hun blev idømt 10 års strengt isolationsfængsel for terroristisk virksomhed. Jevgenia Ginzburg, som hun hed, var ikke terrorist. Hun var tværtimod glødende kommunist, men hun havde nogle år tidligere mødt en mand, som havde fremsat nogle teorier, som var fuldt legale og anerkendte, men sidenhen fordømtes af Stalin.
Jevgenia kom til at tilbringe 18 år i forskellige fængsler og arbejdslejre; de fleste af hendes nære familie og venner var borte, da hun omsider blev fri. Da nettet begyndte at strammes om hende, sagde venner til hende, at hun skulle flytte langt bort til et sted, hvor hun var ukendt. Men Jevgenia kunne ikke tro, at der virkelig ville ske hende noget; det hele måtte bero på en misforståelse. Hun erkendte ikke sin situation, hun kendte ikke sin besøgelsestid, hun gik glip af chancen for at blive reddet. Så blev hun fængslet og dømt.
Den første tid tilbragte hun i et overfyldt overflytningsfængsel i Moskva; men hun længtes efter at komme til det rigtige fængsel for ligesom at få taget hul på sin afsoning. Derefter tilbragte hun 2 år i forfærdende isolation i et kvindefængsel i Sydrusland. Men hun længtes tilbage til fællesskabet i Moskva-fængslet.
På et tidspunkt forandrede man hendes dom til arbejdslejr i Kolyma, i hendes ører lød det nærmest som en opstandelse fra de døde: nu skulle hun få lov at arbejde og være sammen med andre. Hun længtes frem mod Kolyma-lejrene, de mest berygtede lejre i Stalins net af straffe-lejre. Hun blev sammen med andre kvinder sendt på en gruopvækkende togrejse til det østligste Sibirien, hvor hun blev sat til at gøre skov-arbejde, omtrent uden at få føde. Da kom hun til at længes tilbage til isolationsfængslets orden og system.
På et tidspunkt, hvor hun var ved at bukke under i sult og elendighed, kom frelsen, ikke ved frigivelse, men ved at en anden fange, en læge, sørgede for at hun blev sat til at gøre sygepasser-arbejde. Selv havde hun gang på gang oplevet, at hun var gået glip af nu'et, i forudgribende angst eller forventning, eller i bagudskuende længsel. Nu oplevede hun en dag af helt ubegribelig fylde og skønhed midt i svaghed og udmattelse, som en, der har fået givet livet tilbage, revet ud af dødens bånd.
Det er jo ikke et almindeligt liv, jeg her gengiver, men i denne enestående skæbne genspejles alligevel også almindelige liv som vores. Hvem af os kender i grunden sin besøgelsestid? Hvor opmærksomme er vi? Hvem erkender altid sin situation og træffer derudfra den rigtige afgørelse? Hvor ofte slipper afgørelsens øjeblik os ikke af hænde? Hvem har ikke oplevet at overse det betydningsfulde i et øjeblik, fordi jeg havde blikket vendt et andet sted hen, mod fremtiden i bekymring eller forventning - eller mod fortiden i længsel eller fortrydelse? Eller jeg var optaget af noget andet, som jeg fandt vigtigt! Hvor ofte tænker vi mennesker på, at denne dag er enestående og ikke bør misbruges, for den vender ikke tilbage!
I dag hørte vi, at Jesus græd over Jerusalems indbyggere, fordi de ikke kendte deres besøgelsestid. Hvor havde de da blikket rettet hen?
Sommetider havde de det rettet mod fremtiden: de ventede, at den skulle bringe dem ny glans og ære, når en frelserkonge tog magten. Det hændte også, at de frygtede fremtiden, fordi de oplevede en stadig tilspidsning af de politiske forhold.
Sommetider havde de blikket rettet mod fortiden: de længtes efter gamle dage og et liv, som forekom dem at være langt rigere, end det de nu måtte leve. Det hændte også, at de fortrød deres fejltagelser, mulighederne som de havde ladet sig slippe af hænde.
Men hvad enten blikket var rettet den ene eller den anden vej hen, overså de altså det afgørelsens øjeblik, som var her og nu. De tog ikke bestik af deres situation og traf derudfra deres afgørelse. De havde alt for travlt med noget andet.
Det, som Jesus derefter gjorde, var en provokation. Han tvang dem til at rette blikket mod dette nu, dette øjeblik, og han tvang dem til at træffe en afgørelse. Han gik ind i templet og ryddede kræmmer-bordene. Han var ikke den første, der rettede en sønderlemmende kritik mod tempeltjenesten. Provokationen lå i, at han forlangte af dem, at de skulle rette blikket mod ham. Den lå i hans påstand om, at denne dag, hvor de mødte ham, var det særlige øjeblik, hvor alle deres livs løse ender ligesom løb sammen og forenedes til en afgørelsens situation af uendelig rækkevidde. At her på denne dag mødte de Gud.
Det, som evangeliet i dag vil os, det er ikke at rette vores blik mod den skæbne, der overgik Jerusalem, som senere blev ødelagt. Det ville netop være at rette blikket det forkerte sted hen. Nej, det er at få os til at kende vores besøgelsestid. Det er at rette vores blik mod dagen i dag som den dag, hvor vort livs tråde samles, fortidens og fremtidens. På denne almindelige dag går Jesus igennem vores liv, måske i skikkelse af et andet menneske, måske i skikkelse af en beslutning eller i skikkelse af en bestemt oplevelse.
Under alle omstændigheder: denne er dagen, som du ikke må misbruge, denne er dagen, som du skal give dit lys. - Jeg har nævnt den oplevelse, de fleste af os vel kender, af at overse det afgørende ved en bestemt situation eller et bestemt møde. Omvendt vil de fleste af os, om ikke andet så i hvert fald set i bakspejlet, kunne nævne særlige øjeblikke i vores liv, hvor noget væsentligt fandt sted, hvor måske noget nyt kom ind i det, eller noget gammelt forsvandt.
Det, som evangeliet vil sige os, er altså: du lever faktisk i dag, nu, i en sådan stund. Da du stod op i morges, blev denne dag til noget enestående for dig. Og sådan vil det være igen i morgen. Man kan føle, at man næsten ikke kan klare, at der lægges en sådan vægt på hvert eneste øjeblik; at hver en tid gøres til en besøgelsestid. Det betyder selvfølgelig ikke, at hver dag skal rumme særlige, ekstraordinære, usædvanlige begivenheder. Det betyder, at hver dag modtager vi af Guds hånd. Hver eneste dag er et møde med ham, hver dag er en dag, hvor dit lys skal skinne for andre.
Og hvad så hvis jeg ikke sansede det? Hvis Jesus denne dag gik igennem mit liv, uden at jeg opdagede det? Man behøver ikke at sige »hvis«. Det er jo det, der sker gang på gang: at noget, som vi selv finder vigtigt, forhindrer os i at se det, der virkelig betyder noget, et andet menneskes nød, et krav eller for den sags skyld en glæde. Hvad så? Ja, så blev dagen misbrugt. Og den slags dage er der alt for mange af i vores liv.
Men denne dag er ikke dagen, hvor vi skal kaste blikket bagud i fortrydelse over spildte dage. Denne dag er en ny dag, denne dag er benådelsens øjeblik.
Denne dag er endnu engang - af Guds ubegribelige nåde og tålmodighed - din besøgelsestid, dagen, hvor han vil møde dig og lade sit lys skinne over dig, for at du kan lade det skinne på andre. Giv dagen dit lys! Amen.