EVANGELIUM
Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Matt 7,15-21
PRÆDIKEN
Det er på en måde ”grove løjer”, at prædikanten, som er mig, skal stå her og advare menigheden, som er jer, mod falske profeter. For hvis I er nogenlunde vågne, må denne advarsel med det samme få jer til at spørge: Hvad så lige med dig, der står på prædikestolen? Er det ikke allermest nærliggende først at spørge: er han en falsk profet? I samme øjeblik jeg læser ordene ”Vogt jer for de falske profeter”, har jeg sat min egne ord under lup.
Prædikestolen er ikke et ophøjet kateder, som befrier lige netop dagens prædikant for mistanken, så han kan stå og advare mod andre. Jeg skal optræde med al den myndighed, som er knyttet til at tage Vor Herres ord i munden. Men samtidig skal jeg sige til jer: tag det ikke uden videre for gode varer. Det er virkelig meningen: vogt jer, for at I ikke bliver ført bag lyset af fromme ord eller veltalenhed.
Så kan jeg selvfølgelig prøve at få rettet den kritiske opmærksomhed bort fra det, jeg siger, ved at give mig til at udpege, hvem jeg mener må kaldes falske profeter i dag, eller hvem jeg tror, I mener, det er – underforstået, jo hverken jer eller mig. Det kan selvsagt virke beroligende. Så behøver tilhørerne ikke at lytte kritisk, og så behøver den, der siger noget, ikke at være nervøs ved tanken om, at det er hans eller hendes egne ord, der er på vægten.
Men det er at slippe for billigt. Ikke at jeg ingenting må sige – og slet ikke at jeg skal holde mig fra at sige noget, der har kant. Der skal tales tydeligt herfra. Men Jesu ord i dag har en boomerang-effekt: Hvad med dine egne ord – er de måske uden kerne, en vildvækst?
Til jer, der hører på, siges der: I kan ikke bare labbe ordene i jer, fordi der måske bliver sagt noget, I gerne vil høre. I må ikke lade jer narre, I skal fastholde den kritiske opmærksomhed: er det nu sande ord, vi hører eller ej?
Sådan er Jesu advarsel fra bjergprædiken i dag anledning til en stor ydmyghed hos den, der vover sig herop at stå. Han eller hun slipper ikke for selv at bede menigheden om at være på vagt over for det, der siges. Dermed er den her talerstol også anderledes end de fleste andre: hvilken politiker ville f.eks. gå ind på at opfordre sine tilhørere til at være på vagt over for hans ord, veje dem på en guldvægt? Jeg kender ikke rigtig nogen.
Men det er vilkåret. Det er det selvfølgelig, fordi det er alvorligt, hvad der foregår i kirken. En præst skal tage nogle meget store ord i munden. Jeg skal sige noget, som faktisk er liv og død om at gøre. Nogen, som placerer os imellem håbløshed og håb. Så der er grund til opmærksomhed hos tilhøreren. Og der er grund til hos den, der taler, ikke at optræde med letkøbt skråsikkerhed.
Jeg slipper ikke for reelt at spørge mig selv: er du i virkeligheden bare et snakkehoved, en der kan alle ordene, men ingenting udretter? Det man i gamle dage kaldte et mundsvejr?
Jesus giver en målestok, et enkelt kriterium på de falske profeter: deres ord flytter ikke noget. Det virker ikke, hvad de siger, ja, måske virker det ligefrem omvendt. På frugterne skal de kendes. Det er en helt igennem rimelig målestok, som vi jo også bruger over for andre personers ord. Hvis lægen siger: du skal gøre sådan for at blive rask, eller hvis politikeren siger: den her reform skal løse problemerne, så bedømmer vi deres ord på resultaterne.
Men hvad med præstens ord? ja, frugterne af de ord er ikke sådan til at vise frem. Blev et menneske trøstet? Fik en anden livsmodet tilbage? Blev en vigtigprås bremset i sin fremturen? Blev dyb skyldfølelse løftet af nogens skuldre? Det er svært at se – og umuligt at demonstrere. Den, der har til opgave at række de stærkeste ord af alle videre, må ofte spørge sig selv: virkede de overhovedet? Blev de ikke bare et svagt ekko af, hvad de skulle have været, uvirksomme, nytteløse? Det kan være en lammende tanke på den måde at få sine ord anbringe på vægten – når de ikke skal vejes på, hvordan de lød, ikke engang på, hvad man selv tænkte med dem, men på hvad de udrettede.
Tillad mig at fortælle personligt. Da jeg havde været præst i 4-5 år begravede jeg en lidt ældre husmand. Blandt tilhørerne ved begravelsen var, uden at jeg vidste det, forfatteren Erik Tygesen, som havde kendt den døde som barn. Jeg opdagede det, da et års tid senere én viste mig en lille historie, forfatteren havde skrevet. Her var også begravelsen i Naur kirke kommet med. Og her skrev Thygesen, citeret efter hukommelsen: præsten var en svindler, der ikke mente det, han sagde. Der var ikke noget forkert i hans ord. Men jeg kunne se det på ham. Jeg kunne se det på ham med hans skæg og hans runde briller, skrev forfatteren – ja, det er rigtigt nok, mit skæg var større dengang. Nu vidste jeg ikke, at Erik Tygesen var stærkt antikirkelig og opfattede alle præster som svindlere. Men for mig var hans ord ligesom at blive ramt af en tryklufthammer; jeg sov stort set ikke en hel måned.
Det var ikke kun for forfatterens dom; i den så jeg jo, hvad mine ord havde udrettet, ord hvor jeg af et ærligt sind og så godt jeg kunne havde prøvet at tale sandt om den døde og forkynde håbet om det evige liv. Forfatteren havde fået det ud af det, at jeg løj. Min elendighed skyldtes måske endnu mere, at nu kunne folk i sognet læse det, og hvordan skulle jeg så nogensinde kunne stå på prædikestolen igen. Måtte folk ikke med det samme tænke: gad vide om han tror på det? er han ikke bare en, der bare lader som om? Det var en prøvelsens tid. Jeg kom reelt først ned på jorden igen den dag, jeg sad og skulle forberede en prædiken til lige de ord, vi har hørt i dag: ikke fordi de ord af Jesus gjorde anklagen mindre rystende. Nej, snarere fordi jeg forstod, at den udfordring at tage stilling til mine ord er menigheden stillet over for hver søndag.
Men nu er det vigtigt at sige, at det handler ikke kun om, at præsten kan sige noget, som ikke duer, ikke holder. Det handler også om tilhørerne selv. I må også hver enkelt stille jer selv de ransagende, selvkritiske spørgsmål: er jeg redelig og ærlig i forhold til Gud? Prøver jeg på at pynte på mig selv over for ham? Ja, det kan godt være, at jeg kender og siger de rigtige ord. Men er der gode frugter af det til gavn for mine medmennesker? Eller er træet af den dårlige slags? Gør vi Guds, vores himmelske fars vilje?
Når de kritiske spørgsmål på den måde bliver stillet, må vi indrømme, at kirken og alle dens døbte medlemmer er i en svag position - hvad har ordene i kirken udrettet? Det er måske kirkens egentlige svaghed. Ikke så meget, at der engang imellem er præster, der udtynder budskabet til det intetsigende, men mere, at vi alle sammen bærer for få frugter – i for ringe grad gør det, som Jesus fortæller os, at vi skal gøre.
Men hvordan kan man ændre på det? Ja, jeg kan ikke se andet, end at så må vi prøve igen, så godt vi kan. For det er ikke ordene, der er noget i vejen med – i Jesu egen mund bar de de frugter, de skulle – men dem, der siger ordene, og dem, der hører dem. Og når vi da endnu engang af ærligt hjerte kaster os ud i det, må vi bede Gud skabe den forandring i os, som der skal til: o lad din kraft vor skade bøde, giv sådan vilje og forstand, at jeg det gode træ kan være, som dig utallig frugt kan bære.
Vi ser for lidt forandring som følge af kristendommens ord i vor mund. Vi gribes af modløshed, vi handler i smålighed – ordene på vore læber har ikke virkelig forandret noget. Det er bare ikke en undskyldning for at give op, men en grund til at begynde forfra. Og Gud kan mirakuløst skabe virkning dér, hvor vi overhovedet ikke kan få øje på den. Den danske præst Erik W. Nielsen, virkede i en del år for den indiske lutherske kirke. Han fortalte, at han engang deltog i en diskussion med en buddhist. EWN forlod samtalen dybt nedbøjet, hans syntes, han havde været en alt for svag fortaler for kristendommen, og det nagede ham længe. Mange år senere modtog han et kort brev fra den pågældende buddhist, som fortalte, at nu var han blevet døbt, men at det alt sammen var begyndt med den samtale for mange år siden. Og at det just var det, at EWN ikke lagde nogen overlegenhed, men snarere svaghed for dagen, som havde sat overvejelser i gang. At præsten ikke havde forsøgt at skjule, at han selv kæmpede med det kristne budskab,
En sådan hændelse skal holdes op mod vores modløshed, vores beklemmelse ved at ordene udvirker så lidt på vore læber, i vore liv. Guds kraft kan udfolde sig midt i min magtesløshed. Herre, lad os ikke alene, lad dit ord tage fat i os. Lad det skære det bort, som er vokset vildt, så et bedre træ står tilbage. Amen