6. juli 2015 er det 600 år siden reformatoren Jan Hus brændtes som kætter ved koncilet i Konstanz. Gudstjenesten i Staby kirke 5. juli 2015 blev præget af dette. Der blev sunget tre salmer, gendigtet over bøhmiske salmer af Jan Hus. Evangeliet denne 5. søndag efter trinitatis er fortællingen om Jesus, der kalder Peter og de øvrige disciple til at være menneskefiskere. Fortællingen om Jan Hus er også fortællingen om et menneske, der tog dette kald alvorligt.
Første del af fortællingen
Den 6. Juli 1415 blev den bøhmiske præst og universitetslærer Jan Hus brændt som kætter på bålet i den sydtyske by Konstanz. Han var midt i 40'erne og var kommet frivilligt til Konstanz for at forsvare sig mod anklagerne om kætteri. Sagen blev ført ved et koncil, som kirken havde indkaldt. Kejseren havde givet ham frit lejde. Alligevel blev han fængslet og sad næsten 8 måneder i biskoppens fangehul, før han blev brændt.
JH stammede fra byen Husinecz i det sydlige Bøhmen, derfra hans efternavn. Han blev født i 1369 som søn af en kusk,. Hus betyder også på tjekkisk 'en gås'. Denne dobbeltbetydning blev tilbagevendende brugt af ham selv og hans venner som en spøg, men det blev også brugt af hans modstandere som en hån.
Han kom til Prag i slutningen af 1480'erne, hvor han blev uddannet på universitetet, et af de mest betydningsfulde i Europa. Her blev han siden ansat som teologisk lærer og i 1401 ordineret til præst. I 1402 blev han prædikant ved universitetets kirke, Betlehem-kapellet. Samtidig blev han rektor for universitetet. Hans indtrængende prædikener på folkets eget sprog tiltrak mange af byens indbyggere, og Bøhmens dronning Sofia var en regelmæssig deltager i gudstjenesterne. Men han rettede samtidig en skarp kritik mod kirken og ikke mindst mod præster og biskopper for at være mere optaget af materielle end af åndelige ting. De holdt elskerinder, de levede udsvævende liv, de besøgte bordeller. Han mente, at kirkens praksis skulle måles på Bibelens ord, og han var meget inspireret af en engelsk kirke-kritiker fra 1300-tallet, John Wycliff. Wycliff blev af mange anset for kætter, og at Jan Hus var med til at bringe hans skrifter og lære til Prag, var en meget kontroversiel handling, som skaffede Hus mange modstandere. Hus var også af den opfattelse, at det var ubibelsk, når kirken havde indført den praksis ved nadveren, at kun de gejstlige måtte nyde vinen, mens lægfolket måtte nøjes med brødet. Selv begyndte han at servere også vinen ved altergangen.
Der gik flere i kirke hos Jan Hus i kapellet end hos ærkebiskoppen i Domkirken. Hus blev indbudt til kongeslottet Hrad, hvor kong Wenceslas ville høre ham prædike. Kong Wenceslas var bror til kejseren, så det var problematisk, at kongen gav Hus så lange tøjler, som han gjorde, men det skyldtes jo nok Dronningens indflydelse.
Prags ærkebiskop rejser nu en kættersag mod Jan Hus ved pavestolen i Rom. En tilhænger af Hus bliver sendt til Rom for at forsvare ham. Men da denne ikke vil bestikke de kardinaler, som arbejder med sagen, bliver udsendingen selv smidt i fængsel, og selvom han senere slipper ud, står Hus' sag dårligt. Hus ender med at blive lyst i band, hvilket betyder, at han reelt bliver smidt ud af kirken, ikke må modtage kirkens sakramenter og ikke prædike. Men han fortsætter, opmuntret af sine mange tilhængere, med sin prædiken, fordi han tror, at han er i fuld overensstemmelse med kirkens inderste væsen, og at den katolske kirke vil erkende fejlene i den praksis, han kritiserer. Men næste skridt fra kirkens side bliver at lyse hele Prag i interdikt, fordi byen tåler, ja føler sig tiltrukket af det, der i kirkens øjne er falsk lære. Interdikt betyder, at kirkens præster ikke længere vil betjene menighederne, at de døende må undvære den sidste olie, at dåb, nadver, vielse og kirkelig begravelse ikke længere kan finde sted. Der udbryder uro i Prag.
I 1413 forlader Jan Hus Prag med henblik på at neddæmpe uroen i byen, hvor hans tilhængere er i stort flertal og retter stærke angreb på biskoppen og gejstligheden i byen. Ved at forlade byen sikrer Hus, at der i hvert fald for en periode kan indtræde mere normale kirkelige tilstande. Hus opholder sig på slottet Kozi Hradek (tilhørende en af hans venner og beskyttere) og skriver imens traktaten 'om kirken', som samler en del af hans synspunkter.
Mens han er der får han besøg af en af sine tidligere tilhængere og venner, Palecz, som nu er skiftet over til pave-siden. Vennen roser ham for at have skabt ro i Prag, idet han tager det som udtryk for, at Jan Hus nu er på tilbagetog, for det er det eneste kloge. Jan Hus afviser dette - han mener fortsat, at alt for meget er forkert i kirken, at f.eks. Domkirkens præster dårligt kan vente på at messen er slut, før de stryger ud af kirken for at gå på kro og andre fornøjelser.
Efter en tid vender Jan Hus tilbage til Prag og genoptager sin kirkelige virksomhed. Han skriver blandt andet salmer, som er meget Kristus-hengivne.
Anden del af fortællingen
I 1414 bliver Jan Hus som sagt indkaldt til et stort kirkemøde, et såkaldt koncil, som skulle holdes i den sydtyske by, Konstanz, der ligger ved Bodensøen. Kejser Sigismund lover ham frit lejde, og selvom hans venner advarer ham, tager Hus afsted – i håb om at han kan få lejlighed til at forsvare sin sag offentligt.
Koncilet i Konstanz blev indkaldt af to grunde: fordi der var et paveligt skisma med flere, hinanden indbyrdes bekæmpende paver. Fordi der var et anerkendt behov for en reform i kirkens ledelse. Hus selv var positiv i forhold til koncilet, fordi han så det som en mulighed for at forsvare sig.
Koncilet varede i fire år fra 1414-1418 og lykkedes faktisk med at løse pavestriden, ligesom det bragte flere reformer med sig. Sagen mod Hus var kun en side-begivenhed ved koncilet, men afspejlede kirkens egen forståelse af, at den måtte beskytte gejstlighedens myndighed, sine dogmer, love og traditioner mod ethvert angreb.
Hus ankom til koncilet i efteråret 1414 og havde indlogeret sig hos en enke. Men han fik kun 4 uger i frihed, før han blev arresteret af biskoppens vagter. Det var kejseren vred over. Han formanede også koncilet til at give Jan Hus en fair retssag og ikke udstede nogen fordømmelse, før kejseren var blevet rådspurgt.
Jan Hus opholdt sig i flere forskellige fængsler. Han var altid lænket, også når han lå i sin seng. Undervejs kunne han føre en vis brevveksling med verden udenfor, først og fremmest med vennerne i Prag.
Han blev ved flere lejligheder ført frem for koncilet, men fik ikke for alvor lov at forsvare sin lære - det kom ikke til en egentlig teologisk debat, fordi koncilet henholdt sig til, at de sætninger af Hus, som udgjorde anklagegrundlaget, var mere eller mindre identiske med tilsvarende sætninger af Wycliff. Og de var allerede blevet fordømt som kætterske. Adskillige henvendelser fra bøhmiske adelige til fordel for JH blev læst op for koncilet. Han prædikede også for koncilet, men lige meget hjalp det. Der blev givet ham flere muligheder for tilbagekaldelse, men dem afviste han. Til sidst appellerede han sin sag til Kristus selv. Det gjorde ikke indtryk på koncilet. Den 7. Juni 1415 blev den endelige sag ført. Her var kejser Sigismund selv til stede. Dommen lød, at Jan Hus var kætter.
Kejseren var ikke på forhånd indstillet på at lade en evt. koncil-dom følge af den verdslige straf (livsstraf) - men han var primært drevet af politiske interesser, og han opfattede sit embede som sidestillet med pavens: paven skulle herske over de åndelige, han selv over de verdslige affærer. Derfor bortforklarede han det frie lejde med, at det kun gjaldt som fripas for Hus til at få sin sag forelagt for koncilet, men ikke som en ret til at vende hjem efter kætterdommen. Sigismund lod sig overbevise af påstanden om, at et løfte, afgivet til en kætter, ikke var bindende.
Jan Hus bliver flere gange i de følgende dage forelagt muligheden for at tilbagekalde sine synspunkter, men det afviser han. Han kan ikke gå imod sin samvittighed eller mod bibelen.
Kejser Sigismund er tydeligvis presset af, at han har lovet frit lejde. Dette løfte fremførtes med styrke af de bøhmiske adelige, som var mødt op til Hus' forsvar. Såkejseren forsøger faktisk at fåJH til at tilbagekalde endnu engang for at kunne benåde ham. Men han har ogsåtravlt, da han er påvej til Spanien for at fåendnu en af de rivaliserende paver til at trække sig. JH insisterer på, at han måholde fast ved, hvad der er bibelsk, og at han inderlig længes efter at komme i en ægte samtale om Skriftens opfattelse af kirken og dens væsen. Han mener også, at man har fremlagt falske vidnesbyrd imod ham og misfortolket sætninger, trukket ud af deres sammenhæng. I en højtidelig skrivelse til koncilet tilkendegiver han, at han ville frygte Guds forkastelse, hvis han veg fra sandheden. Den 6. juli efter mere end 8 måneders fængsel føres han til katedralen i Konstanz, hvor koncilet er samlet. Han måforblive udenfor, indtil messen er færdig (han er jo bandlyst), derefter bliver han ført ind i kirken og placeret påen lille forhøjning midt i kirken. Her knæler han en tid i bøn. En biskop holder en prædiken, der beskriver det gudvelbehagelige i at udrydde kætteriet. Dommen læses højt: JHs skrifter skal brændes, han selv skal fratages alle præstelige kendetegn og derefter overgives til den verdslige øvrighed. Man lægger en hvid præstekjole over ham, giver ham en kalk i hånden, som man atter tager fra ham med ordene 'o forbandede Judas, som har lagt råd op sammen med jøder, vi fratager dig forsoningens kalk'. Derefter river de 7 biskopper præstekåben af ham igen. Alt hans hår klippes af for at fjerne hans munketonsur. Derefter får han en 18 tommer høj spidshat med tre djævle og indskriften ’kætter-anfører’ placeret påhovedet og biskopperne befaler hans sjæl til djævelen, mens han selv med høj røst råber: og jeg befaler den til min allernådigste herre Jesus Kristus.Under endnu en oplæsning af kætterierne prøver JH at komme til orde, men en kardinal afbryder ham m. ordene: Ti stille, vi har allerede hørt nok fra dig. JH: For guds åsyn forlanger jeg, at I hører på mig - bagefter kan I gøre med mig, hvad I vil. Åh, herre Gud, se hvorledes dette koncil fordømmer dine gerninger og din lov. Der findes ingen mere hellig appel end appellen til Kristus selv, som giver enhver, hvad han fortjener. Hvorledes kan koncilet fordømme bøger, som de aldrig har læst eller haft forelagt? Han afbrydes hele tiden af tilråb, en præst råber: Se, hvor hårdhjertet han er i sin ondskab og hvordan han fremturer i sit kætteri.
Kejser Sigismund befaler derefter kurfyrst Ludwig at tage Hus udenfor byen og brænde ham som kætter. På vejen ud til henrettelsespladsen passerer Hus et bål, hvor man brænder hans bøger. Hele byen er påbenene. Han afklædes påhenrettelsespladsen ved floden. Han får lov at komme med en sidste udtalelse og siger: Gud er mit vidne, jeg har aldrig prædiket, hvad jeg i dag er blevet beskyldt for. I den samme sandhed, som jeg har skrevet om, forkyndt og prædiket, er jeg villig til at dø. Kristus, drag os efter dig, for svage som vi er, kan vi ikke komme til dig, uden at du drager os. Herre Jesus Kristus, jeg ønsker for dit evangeliums sag og for forkyndelsen af dit ord at bære med største tålmodighed og ydmyghed den frygtelige, foragtede og grusomme død på denne dag.
Hans hænder bindes påryggen af ham omkring marterpælen; der placeres to bundter af fakler ved hans fødder og stables brænde op omkring til halsen. Han synger en salme, mens bålet tændes. Sammen med ham brændes Jeronimus, en af hans trofaste tilhængere. Al aske bliver kastet i Rhinen, for at ikke den mindste lille smule skulle føres tilbage til Bøhmen som relikvie.
En legende siger, at Jan Hus inden brændingen udtalte: I dag brænder I en gås (jf. Hus), men om 100 år vil der af asken opstå en svane. Folk udlagde det siden som en forudsigelse af Martin Luther
I Bøhmen blev JH i de følgende århundreder holdt højt i ære af sine tilhængere, men samtidig iværksattes en stærk mod-reformation, der indebar, at Hussiterne nærmest måtte gåunder jorden. Kirken af de bøhmiske brødre førte, trods stærk forfølgelse, Hus' evangeliske tanker videre. De blev i betydelig grad påvirket af den lutherske reformation.
Luther påsin side holdt Jan Hus højt i ære, betragtede ham som en åndelig beslægtet og skrev forord til en fuldstændig udgivelse af hans skrifter i 1537. Om sin første læsning af Hus’ skrifter siger Luther: ’Der fandt jeg i sandhed så meget, at det bragte mig i oprør, hvorfor en sådan mand blev brændt, der dog kunne føre Skriften frem så kristeligt og stærkt.’ Han udtalte også: ’Vi er alle hussiter uden at vide af det’ , og han formanede til, at Hus ’skal være i min mund og i din mund, i alle bøger, i alle ører.’
I dag betragtes Jan Hus som en tjekkisk frihedshelt med et kæmpestort monument på det centrale torv i Prag.