EVANGELIUM: Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Lukasevangeliet 14,16-24
PRÆDIKEN
Det handler om undskyldninger i dag. Som præst hører det med til mit arbejde at lægge øre til alle mulige undskyldninger for, at folk ikke kommer i kirke ret tit. Jeg prøver altid at svare pænt og afbødende; kirken er jo ikke min, men folks egen. Men jeg kan godt se, at hvis jeg skulle følge pointen fra Jesu lignelse, så skulle jeg svare folk: ’Vi kan da sagtens klare os uden dig.’
Som sagt: undskyldningerne har været mange igennem årene. Men så var der en stor landmand i mit første sogn, som sagde til mig: ’A kommer æ i kirke ret tit – a gider’et æ!’ Det var ærlig snak – ingen dårlige bortforklaringer her.
Nu er det afgørende jo ikke kvaliteten af undskyldningerne (og man kan i øvrigt godt sige ja til Guds fest uden at være fast kirkegænger) – nej, det vigtige er, at Gud selvfølgelig sagtens kan klare sig uden os. Og vi kan også få lov at klare os uden ham, hvis det er det vi vil.
Der er bare den pudsighed, at når vi har undskyldt os en tre gange eller fire, så ender vi i virkeligheden med at få den forståelse af tingene, at det sådan set ikke er os, der skal undskylde. Nej, det ligger ikke ved os, at vi ikke er med. Det ligger hos ham, der har sendt indbydelsen.
Der findes en lille fortælling af den svenske digter Pär Lagerkvist, der beretter om, hvorledes menneskene i dødsriget bliver mere og mere frustrerede over det underlige liv, Gud havde givet dem, så modsætningsfyld og uoverskueligt, at de beslutter at Gud må stilles til regnskab. Så vandrer de, en kæmpeflok, i mange dage, indtil de en dag kommer over Gud, som står og hugger brænde. Gud ved nærmest ikke, hvad han skal svare menneskene. Han står fåmælt og forlegen, næsten lidt sky, med store ru arbejdshænder – og alt hvad han kan sige til de spørgsmål, menneskene bestormer ham med, er: Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Han står og beder om undskyldning for sig selv, og han er også helt klar til at undskylde menneskene deres vrede.
Men når vi så hører om manden i dag, der ville lave en fest, så er det en helt anden Gud, der møder os. En Gud, der ikke undskylder menneskene, ikke tager imod deres undskyldninger og afgjort heller ikke undskylder sig selv. Indbyder han til fest, så står han ikke med hatten i hånden for, om folk dog bare ville komme. Nej, så bliver der fest, uanset hvad de indbudte vil eller ikke vil, og salen fyldes til randen. De, der gjorde sig kostbare, fordi de tænkte, at uden dem ville festen nok ikke blive til noget, må selv om det. Ingen forlegenhed fra Herrens side ved deres afbud, ingen anerkendelse af, at de har jo da også andre og vigtigere ting at tage sig af.
Vi ville foretrække en sagtmodigere Gud, sådan lidt a la den gamle brændehugger, en, som undskyldte os, når vi ikke har tid til ham, en som også undskyldte sig selv, når han har med os at gøre. En, som ikke stiller krav, men viser forståelse for vores nølen. En, som behandler os som de vigtige og betydningsfulde personer, vi i egne øjne er. En, som bad os undskylde, hvis hans tilstedeværelse kom os lidt på tværs.
Er det en karikatur af vores forhold til Gud, jeg her tegner? er vi ikke altid parate med undskyldninger for os selv, gode som dårlige, når vi svigter? Bliver vi ikke irritable, når tilværelsen er os på tværs? Synes vi ikke ofte, at Gud på en måde skylder os en forklaring? Mig forekommer det, at vi alle sammen har masser af undskyldninger for os selv, og så længe vi har det, kræver vi en god forklaring af Gud. Det er hans ansvar at gøre sig relevant, forståelig eller interessant for os. Det begynder med, at vi lidt forlegent undskylder, at vi lige tænkte på os selv i første omgang, men det ender med, at Gud skal stille med en rigtig god begrundelse, hvis vi skal tænke på ham.
Men sådan spiller klaveret altså ikke fortæller Jesus. Gud har ikke brug for at undskylde sig, når han kalder på menneskene, og undskyldninger over for ham ender altid med at være dårlige undskyldninger. At blive kaldt på af Gud, det er få selv de allerbedste undskyldninger afsløret som dårlige udflugter. Sådan går det de først indbudte – de har deres marker og deres okser og deres koner. Og det er alt sammen så udmærket. Men brugt som noget undskyldninger kommer det til at se ud som flitterstads, man lige griber til lejligheden - for ikke at sige lige ud: A gider’et æ’.
Betyder det nu, at kristendommen nedskriver hele denne verden, hele dette liv, alt det, der optager os, til noget ligegyldigt flitterstads. Noget, som ikke fortjener vores opmærksomhed, noget, der er alt for jordisk?
Nej, det er slet ikke meningen. Okser, marker, ægtefæller – biblen og kristendommen har ikke andet end godt at sige om de dele, eller om vores børn, vores arbejde, vores interesser, vores hobby, vores fællesskab. Alt sammen er det noget, som Gud har givet os, og som vi på en måde har lov at lade os opsluge af. Der, hvor det går galt, er, hvor vi gør al den slags til noget, som vi har krav på, eller hvor vi forguder det. Hvor vi bruger det til at lukke af for Guds ord til os. Skyder det ind imellem os og Gud, sådan at Guds ønske om, at vi bidrager til hans glæde, bliver flyttet hen til at være det allersidste – og dermed det, som vi aldrig kommer i gang med.
Men hvad er det, Gud vil have os til, hvad er det, han har skabt os til, hvordan kommer vi til at bidrage til hans glæde? Det gør vi ved med apostlen Paulus’ ord at ’være medarbejdere på hinandens glæde’ (2.Kor.1,24).. Hvad betyder det så? – at prøve at gøre andre mennesker glade, hvis de er bedrøvede – at forestille os, hvad der ville gøre os selv glade, og så gøre det for andre. Så kan det selvfølgelig gå os, som de to piger i ’Alle vi børn i Bulderby’, der sætter sig for at ville gøre andre mennesker glade og ender med at plage folk med al deres hjælpsomhed og anstrengelser. Men mon det dog er risikoen for os?
Kristendommen handler ikke om livsforsagelse og verdensforagt, tværtimod. Gud kunne ikke drømme om at forvandle noget så betydningsfuld som ’kærligheden’ til en dårlig undskyldning, et påskud, en udflugt. Det er os, der gør det. Nej, kristendommen handler om fest og glæde. Og den siger selvfølgelig: hvis livet og alt, hvad du har fyldt i det, forhindrer dig i at komme til glæden, så kast det fra dig. Lad det frimodigt gå i spanden, for af det, som er noget værd, mister du intet.
Det er, hvad kristendommen ønsker af os i forhold til alt det, som vi er optagede af eller sætter pris på: at vi ikke selv devaluerer det ved at gøre det til en dårlig undskyldning, et luset figenblad at holde op for Gud, når han kalder på os og vil gøre os delagtige i glæden.
I lignelsen om den store nadver fortælles, at Gud indbyder de udstødte – dem, som intet hindrer i at komme. Dem, som ingen undskyldninger har tilbage. Er det måske det, der på en eller anden måde står os i vejen: at vi tror at vores betydning kommer fra alt det, som vi selv er optagede af? Og derfor kommer det til at fylde så meget. For så fylder vi også selv.
I så fald skal det siges til os: vi er ikke betydningsløse for Gud. Vi er meget mere værd for ham, end vi tror. Vi er meget mere værd for ham end alle vores undskyldninger. Derfor tager han dem fra os, undskyldningerne. Derfor undskylder han ikke, når han selv kalder på os og kræver noget af os. Det er nemlig vores og vores medmenneskers glæde om at gøre. Og den skal vi ikke miste for en dårlig undskyldnings skyld.
Digteren Tom Kristensen har skrevet et lille digt, der hedder GRÆS. Jeg ved ikke, om det er Guds kalden på os, han tænker på, men i hvert fald taler han om
’en Stemme, som vågner og kalder,
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.
Og som et Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar mit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.’
At blive lille nok, at blive storhedsdrømmene kvit, det er det, det drejer sig om, når Gud kalder på os. For enden af den vej, hvor vi bare giver os over og kommer, dér ligger glæden. Amen