Evangelium og Prædiken
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Amen
Vi går og gør os billeder af hinanden – og af os selv. Sommetider ser vi voldsomt op til eller snobber ligefrem for et andet menneske, fordi vi har et billede af, hvor højt på strå det er. Sommetider ser vi ned på et andet menneske, fordi det i vores billede af det ikke lige svarer til vores idealer. Sommetider vi nogle farlige karle i egne øjne. Sommetider er vi nogle sølle stoddere, fordi vi ikke kan leve op til vores egne drømme og ambitioner.
Jeg er nødt til at sige det, som det er. Vores billeder svarer slet ikke altid til virkeligheden. Vi er ikke verdensmestre i at gennemskue sandheden om hinanden. Vi er for resten også gode til at gå og skjule os lidt bag de andres billeder af os, især hvis de er smigrende for os. Vi kommer ikke ud i lyset, for at vores gerninger ikke skal afsløre os.
Det kan være ret dramatisk at blive revet ud af sin vildfarelse, når vi gør os forkerte forestillinger om nogen. Det gælder både, hvis vi forelsket tror, at et andet menneske er en helt eller engel, men så sker der noget, som pludselig viser, at de har et jordisk format. Og det gælder, hvis vi har negative fordomme om et menneske, og pludselig må vi skamfuldt erkende, hvor meget fejl vi tog. Man lærer noget om sig selv, når sandheden kommer for en dag.
Når sløret rives fra vores øjne, når afsløringens øjeblik indtræffer, så kan vi føle os lettede, befriede - alting var bedre, end det så ud til – eller vi kan føle os tyngede til jorden, ramt i vores inderste, ja, knuste.
Sådan er det med to fortællinger, vi har hørt i dag. De handler også om billeder, som krakelerer. Fortællingen om Abraham er svær at kapere – at skulle ofre sin egen søn for at tilfredsstille en blodtørstig Gud, skulle det virkelig kunne passe? Er det det billede af Gud, som Abraham resten af sine dage skal bære med sig? Nej, det kan lige netop ikke passe. Det billede af Gud skal ikke længere gælde. Abraham får en lektion af de barske. Han ruskes så at sige ud af de gamle stammers indskrænkede gudsbillede. Men hvad er det så for et billede af Gud, der står tilbage? Ja, det er faktisk ikke helt klart. Som det hed i fortællingen: Vi ved ikke, hvad Isak og Abraham sagde til hinanden eller til Sara, da de kom hjem. Det er en helt utrolig historie at have i begyndelsen af Biblen. Jeg bliver lidt rystet, hver eneste gang jeg hører den.
Så er der Judas. Også han går og gør sig billeder – om at Jesus som en anden konge skal blive løftet op i herlighed og glans, og at han, Judas måske ovenikøbet kan bistå ham dermed. En farlig karl er han – en, der ligefrem kan dreje verdenshistorien i den rigtige retning. Men også Judas’ billede viser sig at være falsk. Jesus vil ikke være den heltekonge, som Judas har troet. Jesus vil ikke med magt hidføre et herlighedsrige. Judas opdager, at hans vidtløftige planer fører direkte til Jesu henrettelse. Og han rammes i sit inderste, ja, knuses deraf. Hvilken tragedie!
Nu hørte vi før nogle ganske få sætninger fra Johannesevangeliet. De kaldes sommetider ’den lille bibel’, fordi hele bibelens budskab er sammenfattet deri: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Jesus kommer og afslører det. Hvad der på en måde er uklart for både Abraham og Judas, kommer for en dag, da Jesus giver sig selv – eller da Gud giver ham. Da bliver det afsløret, at Gud elsker verden så grænseløst, at han giver afkald på alle ofre og giver afkald på al magt for at vise dem det.
Vores forelskelse kan stikke os blår i øjnene, når vi ser på et andet menneske. Vores selvforelskelse kan i den grad give os et fordrejet billede af os selv. Men Gud ser i sin kærlighed klart – han ser os og ethvert menneske, så klart, at han ved, at der må intet mindre til for at rive os ud af alle vore vildfarelser, om andre mennesker, om os selv, ja, og om Gud – end at han ofrer sig selv, giver Jesus til den verden, han elsker.
Gud elskede ikke et fantombillede af mennesket. I så fald havde hans kærlighed ikke kostet ham noget. Gud elsker os med en kærlighed, der både erkender virkeligheden, som den er, og alligevel ved noget om den elskede, som han eller hun måske ikke engang ved om sig selv.
Guds kærlighed til os er ikke en forelskelse i et fantasibillede, som Han har gjort sig af mennesket, tværtimod véd Han præcis, hvordan vi er - og alligevel er kærligheden der. Sandheden om os dræber ikke Guds kærlighed til os, men kalder på hans barmhjertighed. Derfor kan man egentlig kun udtrykke Hans kærlighed ved at vride sproget lidt: Gud elsker os, sådan som vi er, og som Han kender os. Men Gud elsker os også på trods af, hvad vi er gået hen og blevet til. Han elsker os hen imod det, som Han vil med os, det, som var Hans tanke helt fra begyndelsen, og som er Hans kærligheds mål med os.
I fortællingerne om Jesus lærer vi, hvordan Gud er: at han vil os, vil os så meget, at ingen pris er for dyr. Men vi lærer også, hvordan vi selv er: at vi er dem, der på det nærmeste skal trækkes ud i lyset, for at sandheden om os kan komme for en dag.
Også denne skønne anden pinsedag i skoven indtræffer afsløringens øjeblik: vi lærer, at det er så alvorligt med os, at den dyreste pris må betales, for at kærligheden skal nå sit mål. Men dermed er ikke alt sagt. For Gud bliver også afsløret: ikke som menneskeofringernes Gud, ikke som den triumferende magts Gud. Men som den uudtømmelige kilde af trøst og omsorg og medfølelse og kærlighed, der mere og mere skal omslutte os, indtil vi fremstår, som han havde tænkt det, da han udvalgte sig os til sine inderligt elskede børn.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.