EVANGELIUM: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Johannesevangeliet 14,22-31
PRÆDIKEN:
Pinsen er kirkens fødselsdag, så nu vil jeg holde en fødselstale for kirken. Hvad skal vi overhovedet med kirken - og med denne smukke gamle kirke i Madum/Staby. Mange vil sige, at kirken har vi for at have et sted at finde fred. I en kaotisk og støjende tid som vores kan jeg i den grad forstå det. Jeg går faktisk også ind i kirker for roens og fredens skyld. Men nu provokerer jeg jer alligevel: kirken har vi ikke for at finde fred, kirken har vi for det modsatte – for at blive forstyrrede, for ikke at kunne finde fred i alt det, som vi selv er så optagede af.
I et gammelt sagn fortælles om den unge mand, Narcissos, som tilfældigt kom til at kaste blikket i en klar sø og dér fik øje på sit eget spejlbillede. Hvad han så, tiltrak ham så meget, at han ikke kunne løsrive sig; han stirrede fortabt på sit eget spejlbillede, så fascineret deraf, at han til sidst styrtede i søen og druknede.
Budskabet i det sagn er: selvoptagethed er en besættelse, og undergang og død er dens yderste konsekvens. Jo mere jeg stirrer på mig selv og mit eget, desto værre går det i sidste ende. Først kommer selv-velbehageligheden: hvor er jeg skøn, hvor kan jeg meget! Så kommer ufreden: lad mig være den første, lad ikke de andre stå mig i vejen! Dernæst følger naturligvis isolationen fra de andre, følelsen af at være forladt, stå alene med alting. Nået dertil ser jeg måske, at det alligevel ikke var godt, at jeg satte mig selv i centrum, men hvad er der at gøre ved det? Så melder selvmedlidenheden sig, som er den mest utrolige, men også mest ulykkelige forgabthed i mig selv. Så kommer angst og modløshed. Sådan går livet i spåner, og sådan har den gamle fortælling ret: ufred, angst, modløshed og undergang er en konsekvens af selvoptagethed.
Det eneste, der hjælper er at blive forstyrret i vor selvkredsen. Indimellem er vi godt klare over, at det har vi brug for. Den selvmedlidende, selvkredsende person kan føle sig frygtelig forstyrret, hvis der kommer en person, der beder ham om at gøre et eller andet. Men hvis man jamrer over, hvor dårligt man har det, og man kan slet ingenting, og personen så tager en på ordet og går for at finde en anden til at hjælpe sig, så bliver den selvoptagne endnu mere ulykkelig.
Eller et ægtepar er midt i et større opgør, hvor de i den grad har set sig gale på hinanden og sig selv. Og pludselig kommer der, hvor pinligt, en gæst i et eller andet ærinde og forstyrrer deres navlebeskuende, selvplageriske, men dog også lidt selvglade statusopgørelse. Men hvis gæsten skynder sig at fortrække, ville de alligevel ønske, at han blev, så de slap for at vende tilbage til deres interne opgør. For i selvoptagetheden er der ingen befrielse, ingen forløsning. I den er der kun destruktion, ødelæggelse og opløsning.
Man kan tænke sig et helt folk eller en kultur være ved at gå til i en uendelig kredsen om sig selv og sine egne store og små problemer, hvor meget bliver sagt men kun lidt bliver gjort. Hvad skal der til for at redde et sådant folk fra undergang? Mon ikke det, at blikket rettes et andet sted hen, at man stilles over for et nærmere og mere påtrængende krav, en forstyrrelse - sådan som der engang imellem i Danmarkshistorien er indtruffet forstyrrelser, der bragte en ende på alt indbyrdes kævl og samlede folket.
Det vi har brug for, når vi er ved at gå til i selvoptagethed, det er en fredsforstyrrer, eller rettere sagt en ufreds-forstyrrer - for der er sjældent megen fred i forbindelse med selvoptagetheden, men megen ufred, splid og uenighed i dens kølvand. Som ægteparret, der er ved at rive hovederne af hinanden, trænger til en ufreds-forstyrrer, sådan trænger vi allesammen i selvoptagetheden til at blive forstyrret. Vi trænger til at blive rettet mod noget andet og vigtigere end os selv. Når det sker, betyder det måske ikke altid ro i ydre forstand, men alligevel fred på en anden måde end den falske fred, der ligger i kun at have øje for sig selv. Det er selvoptagetheden, der ødelægger den ægte, sande fred mellem mennesker.
En sådan ufreds-forstyrrer, en sådan forstyrrer af vores selvcentrerethed er kirken, er kristendommen. Det skulle ikke undre mig, om det netop er, fordi den er en sådan forstyrrelse, at vi i vores moderne kultur prøver at lade os forstyrre mindst muligt af den, prøver at lade som ingenting. Lader den så ubemærket som muligt, for at vi i fred og ro kan fortsætte med at være optaget af det, vi synes er så uendeligt meget interessantere: os selv. Men hvor har vi dog brug for at blive forstyrret. Jo mindre vi lader os forstyrre, desto mere har vi brug for det.
Om Jesu disciple ved vi, at de var lige præcis så selvoptagne som vi er: de skændtes om, hvem af dem der skulle regnes for den største, selve den aften, hvor Jesus tog afsked med dem. Selvom Jesus fik den strid bilagt, havde de på fornemmelsen, at spørgsmålet nok dukkede op igen, når han ikke længere var iblandt dem. Og derfor var de bange og bedrøvede over at skulle overlades til sig selv. Bange for, hvad der ville ske med dem, når han ikke længere var der til at drage dem væk fra dem selv.
Jesus kendte dem. Han forudså, at de ville at slås for himlen hver for sig og imod hinanden. Så ville alt være som før, han samlede dem. Hans ord ville være glemt, enhver ville leve og kæmpe for sig selv. Han mærkede klart deres angst og modløshed. Derfor siger han nu til dem - til trøst og opmuntring: “Vær ikke bedrøvede eller bange, sådan kommer det ikke til at gå. Mit ord vil holde jer fast, mit ord vil dreje jer bort fra jer selv, vil forstyrre jeres ufred. I skal vendes bort fra jer selv, og sådan skal freden komme til jer - ikke fred i den forstand, at I skal få et stille, begivenhedsløst liv; nej, i følgeskab med det ord skal I komme ud i storme og uvejr, I aldrig havde drømt om, men I skal være i fred for den elendighed, uafladeligt at skulle beskæftige jer med jer selv. Der bliver væsentligere ting at have opmærksomheden rettet mod. Mit ord skal tage jeres opmærksomhed fangen,” siger han, “I skal løsrives fra selvglæden og fra selvforagten, fra hovmodet og fra modløsheden. Og sådan skal himmeriget komme til jer. Når I ikke længere strides om, hvem der skal være den største, når I ikke længere beundrer jer selv eller har ondt af jer selv, men i stedet holder jer til, hvad jeg har sagt, så skal min far og jeg komme og bo hos jer.”
“Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord”, siger Jesus, men fordi han kender disciplene véd han godt, at det i virkeligheden må gå den modsatte vej, at det er hans ord, der må holde disciplene fast, minde dem om alt det, de i selvoptagethed kunne komme til at glemme. Derfor lover han: talsmanden skal komme til jer, skal minde jer om alt, hvad jeg har sagt. I skal blive holdt fast deraf, I skal blive forstyrret i jeres selvkredsen.
At det kom til at gå som Jesus havde forudsagt, hørte vi i pinseberetningen. Her sad disciplene nu bag lukkede døre, og det var ved at gå præcis som de havde været bange for, da Jesus tog afsked med dem. De var modløse, bange; de så på, hvor lidt de selv kunne gøre, de skændtes om hvem af dem, der skulle tage initiativet, de drøftede måske til bevidstløshed, hvad de skulle kunne gøre, fiskere og bønder som de var.
Så blev de forstyrret i al denne elendighed og modløshed - og hvor var det ikke befriende for dem! De behøvede overhovedet ikke at glo på sig selv, hvad de kunne, hvad de var, for der var noget, de skulle, og lige uden for døren ventede opgaven på dem. Blikket flyttedes fra dem selv, hen på de mennesker, de levede iblandt, hen på den Jesus, der havde givet dem deres opgave og havde lovet ikke at lade dem i stikken.
Der kom en lyd som af et kraftigt vindstød, fortæller evangelisten. Et frisk pust var nøjagtig, hvad de havde brug for - til at minde dem om, at Jesus ikke havde glemt dem, til at forsikre dem om, at Gud var støvet nær, selvom de ikke så ham.
Man kalder det pinseunderet. Jeg tror, at vi også trænger til sådan et under, til sådan en forstyrrelse. Ja, man kan godt engang imellem føle, at for os er der brug for intet mindre end Guds stormvejr, der kan feje igennem vores beklumrede liv, hvor luften kan være helt tyk af selvoptagne meninger, selvkredsen, selvmedlidenhed eller selvvelbehag. Vi moderne mennesker, vi kan bilde os en hel masse ind, om hvor meget vi kan og vi er, men vi kan også være fyldt af modløshed, hvor lidt vi er og hvor lidt vi kan. Begge dele kan komme af, at vi ikke har øje for meget andet end os selv. Og opgaven ligger dog lige for næsen af os allesammen. Er der ikke andre mennesker ved siden af os, som der var for disciplene, der trænger til at blive hjulpet, eller blive opmuntret, eller bare at vi er til stede for dem? Og har Jesus ikke fortalt os, hvad Gud vil med vore liv? Men vi mangler måske endnu at blive mindet derom, vi mangler måske endnu at blive forstyrret lige så eftertrykkeligt som disciplene blev.
Måske er der behov for et stormvejr til at rette vores blik bort fra os selv. Måske behøves der ikke andet end at Gud lige så stille hvisker os i øret: Jeg er her endnu. Guds hvisken, Guds stormvejr skal vi møde i kirken. Godt, at vi har kirken, også her i Madum/Staby. Ja, længe leve kirken, den gode fredsforstyrrer. Amen