EVANGELIUM: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Joh 15,26-16,4
PRÆDIKEN:
Der er to poler i det, som Jesus siger til disciplene: de har modtaget [eller de skal modtage] – og de skal videregive. Jeg har været hos jer – I skal være mine vidner. I skal modtage ånden fra Gud – og den skal være synlig i jeres liv. Det er i al korthed, hvad kristendom handler om: noget, der kommer til os fra Gud, noget, som vi giver videre til andre mennesker. Det lever i denne videregivelse. Hvis vi kommer herhen i kirken og glæder os over den ro, det giver os i et travlt, forvirret liv, så skal den ro bæres med ud til omgivelserne. Hvis vi synes, at vi får kastet et lys over vores liv, så skal glansen fra det lys også forgylde dem, vi færdes med i det daglige. Hvis vi føler os trøstede eller opmuntrede af fortællingerne her om, hvor meget vi og dem, vi har holdt af, betyder i Guds øjne, så går vi ud herfra for at vise andre, hvor meget de er værd.
Vi skal med et udtryk af Grundtvig være ’himmelspejl’. Vi skal være ligesom en parabol, der modtager noget, og giver det videre igen. I en park i London står der et kunstværk, der hedder ’himmelspejl’ og simpelthen er et kæmpestort spejl, der er stillet lidt på skrå, så man ikke ser sig selv i det, men ser himlen. Spejlet trækker himlen ned på jorden, det blå rum og de hvide skyer.
Jesus var sådan et himmelspejl. Han trak himlens, Guds lys ned på jorden, ned på os. Disciplene var sammen med ham for en stund ’i himlen’. Vi fornemmer det i de to korte bemærkninger: ’I har været med mig fra begyndelsen’ – ’jeg var hos jer’. Når han så på dem, følte de, at det var Gud, der så på dem, og en uendelig glæde, en salighed gennemrislede dem. De fik himmelglans.
Men nu er hans tid synligt sammen med dem ved at være omme. Derfor siger han til dem: nu skal I vidne om mig. Nu skal det lys, som jeg har kastet ind i jeres liv, kastes ind over andre menneskers liv. For det lys må aldrig gå ud – jeg har bragt noget, jeg har givet noget til jer, som fra nu af aldrig mere skal forsvinde ud af verden. Og det skal I drage omsorg for.
I, siger han – i dag er det os. Hvis Jesu ord, hvis troen på ham giver os noget, så skal vi drage omsorg for, at det ikke forsvinder ud af verden. Vi, I og jeg, skal svøbe ethvert menneske, som vi møder, i glansen fra Guds himmel. Og det er på en måde en fuldstændig enkel, nem og selvfølgelig ting: at række noget godt videre, efter at man selv har smagt det.
Og så alligevel ikke så nemt. For hvem siger, at den, som det rækkes til, vil have det? Jesus forbereder sine disciple på, at mange vil prøve at puste det lys ud, ja, han forudsiger, hvor galt det kan komme til at gå. ’Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.’ Jeg synes ikke, man kan læse de ord i disse måneder uden at komme til at tænke på de krigere, der bruger Gud som begrundelse for at slå kristne og andre ihjel. De skubber deres Guds-lydighed ind som et skjold imellem sig selv og det lys, som kommer fra Jesus Kristus. For de tror, det er et forkert lys. De vil ikke have himlen, de vil ikke have Gud ned på jorden – de synes, det vanærer og bespotter ham.
Det er det forfærdende i disse måneder: at Gud bruges som begrundelse for at slå mennesker ihjel, demonstrere menneskers værdiløshed, hvis de ikke mener som en selv. Når sandheden er, at ethvert menneske er umisteligt for Gud. Og på en måde lige så forfærdeligt er det, at vi ikke aner, hvad vi skal stille op dermed. Vi bekæmper den religiøse terror, og misforstå mig ikke: det mener jeg også vi er nødt til for at redde uskyldige. Men hvad sker der – der sker lige præcis det, at i stedet for at kaste himmelglans ind over vores modstanderes liv kaster vi bomber i hovedet på dem. Det er vores dilemma. Det udstiller vores magtesløshed. På en måde ved vi godt alle sammen, at vi ikke skaber fred ved det, vi gør. Vi prøver at bremse dem, for vi vil ikke lade de udsatte i stikken. Men vi ved samtidig, at vi lægger kimen til nye konflikter, nyt had.
Nej, det er ikke ligetil. Hvis vi vender os til vores eget dagligliv, ja, så ved vi godt, at der er dette med at videregive, vidne, også noget vanskeligere, end præsten prædiker. Godt nok vil ingen overfalde os, hvis vi prøver at lade den opmuntring eller trøst eller ro, som vi selv har modtaget, kaste glans over vores omgivelser. Men der er helt sikkert nogen, der vil synes, at vi er naive. Der er helt sikkert nogen, der vil synes, at det er bare for meget. Og mange, der er ret lige glade med det.
I skal med jeres ord og liv vise mig frem i jeres verden, siger Jesus. Og lige for en sikkerheds skyld: det betyder ikke, at vi i tide og utide skal tale om Jesus, sådan som nogle fromme mennesker fortolkede det for 100 år siden. Men det, som Jesus er, et himmelsk, et guddommeligt lys over vores liv, det skal stråle videre. Fra os. Det er kommet ind i verden. Og det må ikke gå ud, uanset hvordan det bliver modtaget – med den mest hadefulde modstand eller med tordnende ligegladhed.
Det er svært. Og det er det også, fordi fjenden af det syn også findes inden i os selv. Også i os selv er der en modstand imod, altid at skulle opfatte andre mennesker som uendeligt værdifulde. Altid at skulle se på dem med et anerkendende, medfølende, inddragende blik. Også inden i os selv, er der noget, der protesterer: nej, vorherre, det er bare for meget!
Men så må man altså tage sig i det. Det skulle da ikke gerne være os, der lader det lys gå ud. Lad mig fortælle jer om en præst, jeg har kendt, eller rettere sagt: han var biskop for en meget beskeden gren af den anglikanske kirke i Sierra Leone. Han hedder Sam Gbonda. Han er beskeden af skikkelse, han var ikke nogen karismatisk eller intellektuel kapacitet; da han blev biskop var det nok mest en forlegenhedsløsning. Det skete under den forfærdelige borgerkrig, der rasede i 90’erne. Og da skyerne trak mere og mere sammen om hans hjemby, blev han bedt om at blive evakueret. Men han sagde nejtak. ’I have to stand with my flock’, var hans begrundelse. Jeg kan ikke svigte dem, som er mig betroet. Det var det højeste, han kunne svinge sig op til som begrundelse og argument. Men det var nok for ham.
Da oprørerne rykkede helt ind i byen, søgte folk tilflugt i bispegården (og forestil jer ikke noget imponerende ved det, der var faktisk kun en 1½ meter høj mur af ler) – så gik Sam Gbonda uden for muren og stillede sig op foran oprørerne og sagde til dem: I stopper her. Hvis I vil videre, er I nødt til at slå mig ihjel først. Og så skete der det ufattelige, at de standsede – og trak sig tilbage. Da krigen var forbi, var biskop Gbonda helt fremme i skoene med at bringe de stridende parter sammen for at skabe forsoning. Og enhver kan sige sig selv, at han havde en tårnhøj troværdighed i det arbejde. Alle, ofrene selvsagt, men også børnesoldaterne, ja, selv de brutale krigsherrer havde en værdi i hans øjne. Nu er han en gammel mand, slidt op. Men han står for mig som et eksempel på en person, der på sit sted sørgede for, at det lys ikke gik ud, som Jesus har bragt ind i verden. Han var på sin, næsten enfoldige måde, et himmelspejl.
Og nu kommer jeg så til det sidste, som hører med i ordene i dag: sådan kan det alligevel gå, fordi vi i vores værnen om himmellyset over vore liv ikke er overladt til os selv. Jesus lover, at vi ikke skal være alene om at repræsentere ham. Han taler om en talsmand – en talsmand, det er jo en ’repræsentant’. Og vi er nødt til at se i øjne, at vi er Jesu repræsentanter, vi er kristendommens talsmænd her på jorden. Den rolle kan vi have svært ved at se os selv i. Men Jesus siger altså: frisk op, mist ikke modet. For der er også en anden talsmand end jer. Og hvem er det så? Det er jo ham selv – det er den ånd, hvormed han altid er til stede, både når vi lykkes, og når vi ikke lykkes med vores ubehjælpsomme forsøg på at lade mennesker mærke glæden fra Gud i det høje.
Lyset skinner i mørket. Og mørket skal ikke få bugt med det. Amen