Kristi Himmelfart

Jesus skilles fra sine disciple og opløftes til Himlen, hører vi i dag. Lad os med det samme slå fast, at der ikke er tale om en rumrejse – allerede Luther gjorde op med sådan en rumlig naivitet. Himlen er ikke som en storkerede, sagde han. Men hvad betyder himlen: lige siden Jesus blev taget bort fra disciplenes øjne, har der været mennesker, som på en måde længtes efter at følge efter ham. Vendte hele deres opmærksomhed mod det himmelske. Det har været munke og eneboere, men også almindelige, men temmeligt fromme mennesker. Missi-onsfolkene i gamle dage talte meget om himlen. Også i vores tid vil ikke så få mennesker gøre meget for at opnå spirituelle, så at sige ’himmelske’ erfaringer, fordi de føler, der blevet for lidt plads til ånd i den moderne, materialistiske verden. Det sidste kan de have meget ret i. For i de sidste 100-150 år har der været en klar forkærlighed for det jordiske – ja, der bliver stadig ytret skarp kritik af religionerne og al den skade, de gør med deres utopier og paradisforestillinger. I den berømte roman ’Niels Lyhne’ af digteren, I.P. Jacobsen – der er nok ikke mange, der læser den mere – for-kynder hovedpersonen: Kærligheden, der har været rettet mod himlen, må nu bøjes nedad må denne jord; det er livet her, der gælder, længslen mod himlen hindrer mennesker i at vise troskab mod dette liv og dets krav. Når Karl Marx kaldte religion for ’opium for folket’, betød det også, at religi-onen i hans optik førte til verdensflugt og livsfornægtelse. Alt for længe havde den hindret menneskene i at kæmpe de nødvendige kampe i denne verden. Paradislængslen og himmelløfterne fik dem til at se bort fra, at de kunne gøre noget for at forbedre livet her på jorden. Også det er indiskutabelt rigtigt. Ja, man kan ovenikøbet sige, at det er en slags kristen sandhed: når kristendommen fortæller, at Gud kom til verden i Jesus, siger den også, at denne verden ikke bare er et ligegyldigt sted, som man skal se ned på eller se bort fra eller hurtigst muligt frigøre sig fra - men den er det sted, hvor Gud vil møde os, og hvor han vil kræve os til ansvar for, hvad vi har stillet op med dette liv. Vi kan ikke med meditation, pilgrimsvan-dringer og den slags slumpe os til kun at interessere os for det åndelige og vo-res eget indre. Så langt, så godt. Alligevel er længslen efter noget åndeligt et udtryk for, at det er blevet for meget med det materielle. En ting er, at vi lægger vægt på dette liv i denne verden. Men samtidig er for os alle tanken om himlen, om det anderledes sted, blevet noget så tyndt og luftigt, at den for mange nærmest ikke spiller nogen rolle. Da er det måske på tide igen at tale om himlen eller paradis, at prøve at forklare denne forestilling, selvom vi fornuftsmæssigt kan have vores vanskeligheder med den. Så nu må I finde jer i at høre noget om himlen og jorden i dag. Både for at vi ikke skal miste hele den side af kristendommen, der har med håb og en frem-tid på den anden side af dette liv at gøre. Og også for at vi ikke skal komme til at gøre katastrofale fejltagelser netop på denne jord. Det tror jeg nemlig nemt kan ske, hvis det jordiske, materielle får lov at fylde det hele. Staby kirke er en rigtig romansk kirke. I den romanske kirke var der to rum, skib og med kor. Skibet, her hvor vi mest er under gudstjenesten, symboliserer jorden. Mens koret symboliserer himlen. Og de to rum er bundet sammen af den runde korbue. De, der byggede kirken her for mere end 800 år siden, kun-ne godt have begge dele med i deres liv: jorden med dens gaver og opgaver - og himlen og alt det, som den betød. Jesus blev opløftet til himlen, fortælles der i dag. Men det betød ikke, at han gled ud af disciplenes liv, og heller ikke at deres liv på jorden nu blev en me-ningsløs og tom periode, indtil de med døden kunne følge efter ham. Tværti-mod: nu fik deres liv her pludselig altafgørende betydning. Nu fik de travlt. Hvad der videre fortælles i det nye testamente understreger meget, at Jesus stadig var dem nær. Fortællingen om Kristi Himmelfart skal intet tage fra det-te liv. Selvom Jesus ikke længere er synlig, er han stadigvæk tæt på os. Alligevel hedder det, at Jesus blev løftet op til himlen. Det betyder: Der er altså noget andet end denne materielle verden og dette liv. Der er mere at sige om os og virkeligheden, end vi kan se og sige os selv. Vi skal ikke spilde tid på at overveje, hvor himlen er. Den er som sagt ikke på en eller anden lokalitet i universet. Vi kan heller ikke sige andet om, hvad himlen er, end det som Bibe-len prøver at udtrykke i billeder og visioner – og de er smukke og håbsfyldte. Men der kan tales om, hvad ordet himmel betyder lige netop for det liv, vi lever her, og den verden, vi bebor. Det betyder to ting: Det betyder, at denne verden og dette liv har en grænse. Og det betyder, at dette liv bliver åbnet udad mod noget andet. Himlen betyder en grænse for denne verden og dette liv. Jesus lover ikke sine disciple, at de prompte skal følge efter ham. I skal blive her, siger han til disci-plene, og vente på den kraft Gud, vil give jer. Og så skal I gå ud i verden, helt til dens ende, og fortælle om mig. I denne verden skal I blive. I den skal der kræves af jer, at I er vidner om mig. Og det skal I gøre netop, fordi denne jord aldrig kan blive til himmerige. Fordi den har en ende. Derfor er det nødvendigt, at I ikke et sekund tilsidesætter jeres opgave i verden for jeres himmellængsels skyld. Hvis I mener det alvor-ligt med jeres kærlighed til mig, så er der så meget mere grund til at være tro-faste mod dette livs krav og denne verdens behov. Hvad sker der, når tanken om himmelen forsvinder? Så sker der det, som ser ud til at være sket hos os, at vores forståelse af jorden som et endeligt sted forsvinder, at alle grænser forsvinder, grænserne for hvad man kan gøre i den-ne verden og med denne verden. Så prøver vi at leve, som om denne verden er uden begrænsninger og kan holde til alt. Så er alle grænser til for at blive over-skredet, så er alt muligt og tilladt. Og intet er værre for denne jord og menne-skene på den. Denne verden og dette liv har en grænse. Uendeligheden, grænseløsheden er ikke vores situation. Men vi lader tit, som om det er tilfældet, når tanken om himmelen som det sted, hvor evighed findes, forsvinder. Sådan er det i dag. Som det var vigtigt at sige til de alt for fromme, at tanken om himmelen ikke skulle få dem til at glemme deres ansvar her i verden, sådan gælder det i dag, at nu er det måske kun tanken om himlen, der kan få os til ikke at prisgive denne jord i en destruktiv tro på, at her kan alt lade sig gøre. Men tanken om himlen betyder også en åbenhed for dette liv og denne ver-den. At tale om himlen betyder, at denne verdens målestok ikke er den eneste. Der er mere at sige om os og vort liv, end vi kan sige ud fra de regler og vaner, som hører denne verden til. Virkeligheden er langt større, end vi fatter. Ethvert menneskeliv rummer nogle begrænsninger: vores opvækstmiljø, vores intelligens, vores sociale forhold, vores dannelse og uddannelse former os. Når et menneske skal måles, og det bliver vi jo tide og utide i disse år, så er det disse ting, der er med til at danne målestokken. Men det er en indskrænket måde at betragte livet – der er meget mere at sige om os. Pludselig kan livet folde sig ud, helt nye sider kan komme til syne. Når tanken om himmelen for-svinder, så forsvinder også vores mulighed for at være åbne for de himmel-glimt, som livet rummer. Så lukkes menneskers liv. Sådan er jeg bange for, at mange mennesker oplever livet i dag - som om de er indespærrede i en verden, som andre har defineret for dem. Denne verden er ikke himlen, det bliver den aldrig. Derfor skylder vi at gøre alt, hvad vi kan, for at den ikke ligefrem skal blive et helvede. Denne verden er ikke himlen, men der går en vej fra jorden til himlen, der er slået en bro over dybet. Også det er en del af Kristi Himmelfartsdagens betydning. Himlen er kun på jorden i glimt. Men de glimt fortæller os, at himlen alligevel er åben over denne jord. Velsignelsen kan strømme som skybrud ned over os, som Grundtvig dramatisk har udtrykt det i en salme. Der er håb til menneskene også i den verden, som der er sat en grænse for. Vi skal ikke sande til i den håbløse, trøstesløse opfattelse, at alt er sagt med denne jord og dette liv. Amen