EVANGELIUM: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Johannes-evangeliet 16,23b-28

PRÆDIKEN:

Jeg tror ikke, der er nogen dansker, der er bange for at henvende sig til Gud. Jeg havde en aktivitet med konfirmanderne, hvor de anonymt alligevel kunne fortælle hinanden, om de bad til Gud, og hvornår de gjorde det. Det var ikke særligt overraskende, at de alle sammen havde bedt til Gud uden nogle særlige reservationer. Og om mange forskellige ting. Alle undersøgelser viser, at sådan er det også med de voksne. Sygehuspræst Preben Kok sagde engang, at landets hospitaler er bedehuse – der bliver bedt mange bønner, og de fleste handler selvfølgelig om, at det må godt med ens sygdom. Men også om familien derhjemme og andre dagligdags ting.

Alligevel er der også en skepsis hos mange: gør det nogen gavn? Hvad med de gange, hvor bønnen ikke bliver opfyldt? Vi danskere har det lidt med bøn som med alternativ behandling – vi tager det med, for det kan jo være, at det virker, uanset at der ikke er nogen dokumenteret virkning af det. Måske får vi det lidt bedre af at tage dette eller hint naturpræparat. Og der er også nogle af de kendte, der reklamerer for, at de har fået bedre hørelse, bedre syn eller bedre fordøjelse af nogle dråber af planteolie. Og så videre.

Lad mig med det samme sige, at min prædiken i dag ikke er noget salgsfremstød for bøn. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at bøn virker. Bøn virker hver gang. Men om vi opdager det eller ej, er en anden sag. Det afhænger nemlig af, hvordan vi opfatter forholdet mellem os og Gud.

I en berømt roman findes der en samtale mellem en mand og en kvinde – han hedder Rodion og har begået et mord, hun hedder Sonja og er luder. Hun er blevet luder for at skaffe penge til familien; hendes far er alkoholiker, moderen dødssyg, så nu hviler det på hende at hendes søskende får mad. Han spørger, om hun beder til Gud. Det svarer hun ja til. Så spørger han fuld af foragt: Og hvad gør Gud så for dig? Der er sandt at sige ikke andet end hjerteskærende elendighed at få øje på i hendes liv. Alligevel svarer hun efter en kort stilhed: ALT gør han for mig. For hende er bønnen altså ikke at få sine ønsker imødekommet eller sine drømme opfyldt. Nej, for hende er det meget mere, der er på spil. Uden Gud er hun fortabt. Det eneste, der gør at hendes elendige liv kan bæres, er at han er der.

Forfatteren sætter det med bøn på spidsen i den lille samtale. Der er intet at se udadtil i hendes liv, som tyder på, at hun bliver hørt. Men i hendes forståelse er Gud i hvert eneste øjeblik i gang med at bjerge hende. Hendes tilhørsforhold til Gud er det eneste, der holder hende oppe.

Det er i virkeligheden, hvad Jesu få ord om bøn, som vi hørte før, handler om: at få en at søge tilflugt til, når livet virkelig er ved at falde fra hinanden. Og når vi ikke er sikre på, at det gør nogen gavn at bede, så er det måske, fordi det ikke er så tit, at livet er ved at falde fra hinanden for os. Det kunne vi passende være taknemmelige over.

Vi ved ikke, hvordan Jesu disciple havde det med Gud, før de mødte Jesus. Noget tyder på, at de syntes Gud var langt væk. For alt, hvad Jesus prøver at overbevise dem om her i Johannes-evangelistens fortælling, handler om, at nu er Gud tæt ved dem. Nu vil jeg ikke tale om Gud i billeder, siger han – nej, nu handler det om, at Gud er tæt ved jer; ligeså tæt, som jeg er på jer. Fordi han er her hos jer i mig.

De havde muligvis den forestilling, at det med Gud, det var noget for dem, der havde overskud i livet – eller det var noget for de fromme nede i Jerusalem. Gud skulle almindelige mennesker måske i virkeligheden holde sig lidt på afstand af – der var sandt at sige meget i deres liv, som han kunne have grund til at være utilfreds med.

Men nu får de at vide, at situationen simpelthen er forandret for dem. Gud er dem nær på en måde, de ikke har mærket det før. Gud er ikke den fjerne ukendte med det bortvendte ansigt. Gud er ikke det samme som den lidt dårlige samvittighed. Gud er ikke nær i den uhygge, der kunne gribe dem, når naturen viste sig fra en uventet side Nej, Gud er hos dem som en, de hører til hos. Fordi de hører sammen med Jesus, så hører de også sammen med Gud. Og derfor kan de gå til Gud med alt i deres liv. De får Gud rakt til sig som en at søge tilflugt til, hvad der så end kommer til at ske i deres liv.

Det handler om at leve i nærheden af Gud – eller ikke leve i nærheden af ham.

Og selve det at være nær ved Gud er opfyldelsen af enhver samtale med Gud. For luderen, jeg fortalte om, var der i livet egentlig kun to muligheder: at gå til bunds eller at blive holdt oppe. Når hun bad til Gud, oplevede hun, at hun blev holdt oppe. ALT gør han for mig.

Det er det samme med os. Vi har gang i mange ting. Men det kunne vi jo ikke, hvis ikke der var en, der holdt os oppe. Det utrolige er, at alt det, vi har gang i, skjuler lige netop den sandhed for os: at vi uden ophør bliver holdt oppe. Eller også skjuler vores træthed eller melankoli det for os.

Engang imellem oplever vi, at vi er ved at gå til bunds. Et eller andet har slået benene væk under os: en sygdom, en mistet livsmulighed, et andet menneskes svigt – eller vores eget. Men i en sådan akut situation siger Jesus til os: lad være at give op, Gud er der for dig. Det kan godt være, at du ikke får opfyldt, hvad du helst ville have. Men Gud er der stadigvæk. Kast dig ind til ham, gem dig i hans arme, så synker du ikke, selv ikke hvis det værste rammer dig.

Sommetider forstår vi slet ikke Gud. Når ulykker rammer, når sygdom og død tager vores elskede fra os. Hvad har Gud for? Vi fatter det ikke. Men kristendommen giver os ikke en forklaring på livet. Vi, der lever i 2015, synes at det har vi i grunden ret til. En forklaring. Fordi der jo er så meget, man kan forklare, tænker vi, at det må vel være, hvad religion handler om: en forklaring på det, der ikke kan forklares på anden måde. Men kristendommen er ikke nogen forklaring. Kristendommen er at have fået nogen at høre til os. Kristendommen er: et kærlighedsforhold. Vi ved fra vores liv, at alle andre kærlighedsforhold er sårbare. Vi kan ryge ud af dem igen, eller vi kan blive berøvet den elskede. Men sådan er det ikke med tilhørsforholdet til Gud. Gud er nær, vejen til ham står åben for jer, siger Jesus til sine venner. Og han siger det i klart sprog. I er mine venner. Derfor er I også Guds venner.

I kan trygt gå til Gud, når I gør det i mit navn. Når Jesus siger, at vi kan gå til Gud i hans navn, er det også et ord op imod den tomhed, vi – og så mange i vores tid - må føle ved ikke at høre til nogen steder. Nu hører du til et sted. Men når vi så rammes af tvivl, fordi vi ikke kan få øje på Guds ansigt i et eller andet forfærdeligt, der sker, var det så ikke bedre at vende sig bort fra ham? Det kan vi selvfølgelig vælge at gøre – hvis vi kan leve uden Gud, borte fra ham. Men det er grundlæggende at kaste redningsvesten fra sig – og gøre det med et bundløst dyb under sig.

Luderen i romanen nærede en dyb ydmyghed over for Gud. Og alligevel var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at han var nødt til at holde hende oppe. Lige så lidt som en forælder vil skubbe det barn væk, der klynger sig til ham eller hende, når det ikke selv kan bunde, lige så lidt vil Gud det. Det har Jesus højt og helligt lovet os.

Vil nogen spørge, om det virkelig er sandt, hvad Jesus siger: Hvad I beder om, vil faderen give jer i mit navn, skal det naturligvis siges, at navnet Jesus ikke er en slags magisk ord, som får alt til at gå efter vore ønsker. Det ved vi godt, vi har erfaret det – også med smerte ind imellem.

Nej, meningen er, at nu er det gået i orden med Gud - på grund af Jesus. Nu kan vi gå til Gud med, hvad der optager os eller tynger os eller bekymrer os - på samme måde som til en far, og Gud skal da give os som en far. En far, der siger nej til et eller andet, man beder om, siger på en vis måde altid også ja. Man mærker selv i nej’et, at han er ens far. Sådan er det med Gud. Alting er i orden med ham nu - også når vi kun har den mulighed at klamre os til ham.

Virker bøn så – ja, det gør den i højeste grad. For i den er vi hos Gud. Men om vi opdager det eller ej, det er lidt op til os selv. Morderen i den førnævnte samtale kunne ikke se det. Men luderen kunne. Amen