Jeg er sikker på, at en del af jer har det som mig: at I kan komme til at undre jer over, at jeres liv lige udviklede sig på denne måde og ikke en helt anden. Man kan få den fornemmelse, at det hele beror på tilfældigheder. Hvor mange tilfældigheder har ikke ført os til det sted i livet, hvor vi er nu? Hvis jeg ikke lige havde været dér den dag, hvis jeg ikke havde mødt den person på det tidspunkt i mit liv – eller læst det stykke i avisen, ville jeg så have valgt som jeg gjorde? Hvis en anden person, jeg intet anede om, ikke havde forandret sit liv, ville jeg så være på netop dette sted? Sådan kan vi fortsætte: er det ikke tilfældigt, at vi er omgivet af netop de mennesker, at vi har udviklet de og de egenskaber, at vi er i besiddelse af denne eller hin ting?

Fornemmelsen af vilkårlighed forstærkes, når man sammenligner sig med andre mennesker, når der fx sker noget ondt: hvorfor skulle netop jeg rammes af denne sygdom, denne sorg og ikke en af de andre, hører jeg undertiden folk sige. Eller: hvorfor blev jeg ikke ramt, når det lige så godt kunne have været mig. Også positive erfaringer kan opleves som et tilværelsens lune - at vi f.eks. er landet i en del af verden, hvor mennesker ikke sulter eller lider nød. Det er naturligvis rart for os, men det er ikke særlig rart for de andre, at de tilfældigvis er kommet til verden et sted, hvor betingelserne er helt anderledes.

Når nu alting ser ud til at være så planløst, nogle dør og nogle lever, nogle sulter og nogle er mætte, nogle rammes og nogle går fri - gælder det så ikke først og fremmest om at få mest muligt ud af tilværelsen for sig selv? Også hvad vi kan gøre for andre er da tilfældigt. Det er tilfældigt, at vi opdager, at denne eller hin trænger til hjælp, og der er sikkert mange andre, som trænger mere, men som vi bare ikke véd om. Er det ikke urimeligt, at tilfældet skal afgøre, hvem der bliver hjulpet og hvem ikke? Tit er det sådan, at vi opgiver på forhånd, når det hele ser så lunefuldt ud, og bare giver os tilfældet i vold, det tilfælde, der har bragt os til fadet og de andre til tiggerstaven - i stedet for at prøve at rette op på tilværelsens lunefuldhed.

Over fortællingen, vi hørte om de syge, der lå i deres elendighed ved denne dam i Jerusalem, som hedder Bethesda, er der noget lignende tilsyneladende planløst. Det fortælles, at vandet engang imellem, til visse tider, af en Herrens engel blev bragt i bevægelse, og at der da var helbredelse i det for den første, der dykkede ned i det. Den, der tilfældigvis lå nærmest eller den, der tilfældigvis havde øjnene rettet det rigtige sted hen og først opdagede bevægelsen. På visse tider. Det er næsten som et spil, Gud har for med de ulykkelige - som en grusom tyran kunne have fundet på det. Ved nærmere eftertanke synes hele tilværelsen så planløs: det er i det hele taget kun de få, der får mulighed for at svinge sig op i lyset. Har Gud et lignende spil gående med os allesammen?

Nu kommer så Jesus til dammen - og falder over manden, der havde været syg i 38 år. Måske havde nogle af de syge ligget endnu længere eller pintes endnu mere. Men nu bliver det altså ham, Jesus kommer til at tale med. Og ham, han helbreder. Sådan er det på en måde hele vejen igennem med fortællingerne om Jesu helbredelser. Det er de mennesker, han tilfældigvis møder, som han hjælper. Der er uendeligt mange, som ikke bliver hjulpet. Jesus går ikke systematisk til værks - heller ikke den dag ved Bethesda dam. Han sætter sig ikke ind i, hvem der har ligget der længst, eller hvem der er mest plaget af sygdom. Man kan også spørge: når nu han kunne helbrede, hvorfor begyndte han så ikke simpelthen fra en ende af, fik gjort slut på denne forestilling, denne uværdige demonstration af tilværelsens lunefuldhed? Han helbreder denne ene, og så går han igen. Det virker ligeså planløst, som det var tilfældigt, hvem der først nåede ned i dammen.

Er tilværelsen et sådant spil? Er Gud en magt, der kun tilfældigt og sporadisk hjælper mennesker i nød? Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt, for jeg kan sagtens forstå, at mennesker engang imellem kan blive dybt rystede eller anfægtede af, hvorfor det går så uretfærdigt til i verden. Er vores kirker bygget som hellige huse for en Gud, der er helt uberegnelig?

Nej, fortællingen her vil sige noget andet. Ellers var den ikke til at holde ud at høre på for den, der ikke bliver hjulpet her og nu. Det er allerede noget afgørende, at Jesus, som denne fortælling viser, var til stede midt i verdens elendighed. Han holdt sig ikke borte fra alle de steder, der skreg til himlen om tilværelsens meningsløshed. Han undgik ikke alt det, der modsagde troen på en omsorgsfuld Gud. Han holdt sig ikke væk fra verdens grimme steder.

Læg mærke til det. For der har altid været mennesker, der lukkede deres øjne for verdens nød, fordi det bragte forstyrrelse i deres begreber om Gud. Men alle den slags begreber, der i virkeligheden vil have Gud på menneskers forudsætninger - de går uhjælpeligt i stykker, da Jesus går ind i Bethesdas søjlegange. Jesus er ikke kommet til verden for at bringe orden i menneskers forestillinger om Gud. På en måde kan man tværtimod sige, at Jesus selv er givet alt det tilfældige i vold: ved at blive født som et enkelt menneske i en fattigfamilie i en afkrog af verden på et tilsyneladende tilfældigt tidspunkt. Men, vil fortællingen i dag vise, ikke af nogen tilfældig årsag, men - for at være medmenneske for mennesker, der måske ikke har nogen andre, der er dem nær.

Ordet ’næste’ betyder den nærmeste. Nu den lamme ved Bethesda, der havde ligget i 38 år uden at have nogen i nærheden til at bringe sig ned til dammen – pludselig var Jesus der, som den nærmeste for ham. Måske bringer fortællingen ikke særlig orden i vores tanker om Gud - til gengæld kan det så være, at den bringer forstyrrelse i vores tanker om os selv: den tanke, at vi ligeså godt kan sørge for at få mest muligt ud af det for sig selv når det hele er så tilfældigt. Midt i den tilfældige verden, var der en, der påtog sig at være medmenneske for den, der ingen havde.

For den lamme var det ikke bare et træf. Det var alt andet. Da Jesus befalede ham at tage sin seng og gå, skønt det var sabbat, gjorde han det. Og da de skriftkloge senere spurgte ham hvorfor, svarede han dem: han som gjorde mig rask, gav mig besked på det. Jesus havde talt til ham med en myndighed, der fik farisæernes og lovenes myndighed til at falme. Lovene, som netop var garant for, at alting blev, som det altid havde været, også selvom der ikke var nogen rimelighed deri. Ham, der gjorde mig rask, sagde jeg skulle, så derfor overtræder jeg sabbatsloven. Jesus er ikke en tilfældig person, der tilfældigt kommer forbi; han er den, der har ret til at bestemme selv over lovene, som ellers var det mest urokkelige, en jøde kendte.

Nej, for den lamme var det ikke et træf, at han blev rask - det var Guds mening, at han skulle blive det. Det begyndte med et tilfældigt møde mellem en lam og en forbipasserende. Men det endte med at være det, som Gud ville. Derfor kunne han ikke andet end at adlyde Jesus.

Historien bliver kaldt et tegn. Derved vil fortælleren forkynde, at det, der ser ud som tilfældige udslag af barmhjertighed i Jesu liv, er alt andet end tilfældigt. Fortællingen viser, hvad Jesus er for hvert eneste menneske, at han er et medmenneske, en broder i nøden. Han er ikke mirakelmager for tilfældige masser, han er en næste for hver enkelt. Gud selv er blevet dét medmenneske, midt i det lunefulde liv, som vi mangler, fordi vi hver især har haft nok i os selv. Set fra egoismens side tager tilværelsen sig ud som et spil af tilfældigheder. Vi kan finde dem i hundredvis i hver vores liv. Men set i lyset af Jesu barmhjertighed mod denne tilfældige mand bliver alt det, der i vores liv til en begyndelse ser tilfældigt ud, til lige netop det, som Gud vil. Du er ikke havnet et tilfældigt sted i verden. Du er sat der af Gud. Det er ikke tilfældige mennesker, det falder i din lod at hjælpe; det er dem, Gud har givet lige netop dig at tage vare på. Du kan ikke flygte ud i anonymiteten - bort fra alt det, der forlanges af dig - ved at påstå, at du kunne jo ligeså godt ikke have fået øje på ham eller hende, og der er ingen særlig grund til, at de lige skulle ligge på din vej. For det tilfældige menneske ved Bethesda dam blev Jesus den bror, han manglede - for dig med dit tilfældige liv blev han også et menneske - for at du skal være menneskelig mod dem, der har brug for dig. Vi kan ikke længere undskylde os med, at der er ingen synlig årsag til, hvem vi er havnet iblandt. De andre er sat ved siden af os for at have netop os som deres medmenneske.

Sådan bliver vore veje ikke længere vore egne. Det er ikke tilfældige forbipasserende, der møder os på vores vej igennem livet. Det er mennesker, vi skal være bror eller søster for - fordi vi selv har fået en, der er blevet et menneske, et medmenneske for os. Amen

Jeg er sikker på, at en del af jer har det som mig: at I kan komme til at undre jer over, at jeres liv lige udviklede sig på denne måde og ikke en helt anden. Man kan få den fornemmelse, at det hele beror på tilfældigheder. Hvor mange tilfældigheder har ikke ført os til det sted i livet, hvor vi er nu? Hvis jeg ikke lige havde været dér den dag, hvis jeg ikke havde mødt den person på det tidspunkt i mit liv – eller læst det stykke i avisen, ville jeg så have valgt som jeg gjorde? Hvis en anden person, jeg intet anede om, ikke havde forandret sit liv, ville jeg så være på netop dette sted? Sådan kan vi fortsætte: er det ikke tilfældigt, at vi er omgivet af netop de mennesker, at vi har udviklet de og de egenskaber, at vi er i besiddelse af denne eller hin ting?

 

Fornemmelsen af vilkårlighed forstærkes, når man sammenligner sig med andre mennesker, når der fx sker noget ondt: hvorfor skulle netop jeg rammes af denne sygdom, denne sorg og ikke en af de andre, hører jeg undertiden folk sige. Eller: hvorfor blev jeg ikke ramt, når det lige så godt kunne have været mig. Også positive erfaringer kan opleves som et tilværelsens lune - at vi f.eks. er landet i en del af verden, hvor mennesker ikke sulter eller lider nød. Det er naturligvis rart for os, men det er ikke særlig rart for de andre, at de tilfældigvis er kommet til verden et sted, hvor betingelserne er helt anderledes.

 

Når nu alting ser ud til at være så planløst, nogle dør og nogle lever, nogle sulter og nogle er mætte, nogle rammes og nogle går fri - gælder det så ikke først og fremmest om at få mest muligt ud af tilværelsen for sig selv? Også hvad vi kan gøre for andre er da tilfældigt. Det er tilfældigt, at vi opdager, at denne eller hin trænger til hjælp, og der er sikkert mange andre, som trænger mere, men som vi bare ikke véd om. Er det ikke urimeligt, at tilfældet skal afgøre, hvem der bliver hjulpet og hvem ikke? Tit er det sådan, at vi opgiver på forhånd, når det hele ser så lunefuldt ud, og bare giver os tilfældet i vold, det tilfælde, der har bragt os til fadet og de andre til tiggerstaven - i stedet for at prøve at rette op på tilværelsens lunefuldhed.

 

Over fortællingen, vi hørte om de syge, der lå i deres elendighed ved denne dam i Jerusalem, som hedder Bethesda, er der noget lignende tilsyneladende planløst. Det fortælles, at vandet engang imellem, til visse tider, af en Herrens engel blev bragt i bevægelse, og at der da var helbredelse i det for den første, der dykkede ned i det. Den, der tilfældigvis lå nærmest eller den, der tilfældigvis havde øjnene rettet det rigtige sted hen og først opdagede bevægelsen. På visse tider. Det er næsten som et spil, Gud har for med de ulykkelige - som en grusom tyran kunne have fundet på det. Ved nærmere eftertanke synes hele tilværelsen så planløs: det er i det hele taget kun de få, der får mulighed for at svinge sig op i lyset. Har Gud et lignende spil gående med os allesammen?

 

Nu kommer så Jesus til dammen - og falder over manden, der havde været syg i 38 år. Måske havde nogle af de syge ligget endnu længere eller pintes endnu mere. Men nu bliver det altså ham, Jesus kommer til at tale med. Og ham, han helbreder. Sådan er det på en måde hele vejen igennem med fortællingerne om Jesu helbredelser. Det er de mennesker, han tilfældigvis møder, som han hjælper. Der er uendeligt mange, som ikke bliver hjulpet. Jesus går ikke systematisk til værks - heller ikke den dag ved Bethesda dam. Han sætter sig ikke ind i, hvem der har ligget der længst, eller hvem der er mest plaget af sygdom. Man kan også spørge: når nu han kunne helbrede, hvorfor begyndte han så ikke simpelthen fra en ende af, fik gjort slut på denne forestilling, denne uværdige demonstration af tilværelsens lunefuldhed? Han helbreder denne ene, og så går han igen. Det virker ligeså planløst, som det var tilfældigt, hvem der først nåede ned i dammen.

 

Er tilværelsen et sådant spil? Er Gud en magt, der kun tilfældigt og sporadisk hjælper mennesker i nød? Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt, for jeg kan sagtens forstå, at mennesker engang imellem kan blive dybt rystede eller anfægtede af, hvorfor det går så uretfærdigt til i verden. Er vores kirker bygget som hellige huse for en Gud, der er helt uberegnelig?

 

Nej, fortællingen her vil sige noget andet. Ellers var den ikke til at holde ud at høre på for den, der ikke bliver hjulpet her og nu. Det er allerede noget afgørende, at Jesus, som denne fortælling viser, var til stede midt i verdens elendighed. Han holdt sig ikke borte fra alle de steder, der skreg til himlen om tilværelsens meningsløshed. Han undgik ikke alt det, der modsagde troen på en omsorgsfuld Gud. Han holdt sig ikke væk fra verdens grimme steder.

 

Læg mærke til det. For der har altid været mennesker, der lukkede deres øjne for verdens nød, fordi det bragte forstyrrelse i deres begreber om Gud. Men alle den slags begreber, der i virkeligheden vil have Gud på menneskers forudsætninger - de går uhjælpeligt i stykker, da Jesus går ind i Bethesdas søjlegange. Jesus er ikke kommet til verden for at bringe orden i menneskers forestillinger om Gud. På en måde kan man tværtimod sige, at Jesus selv er givet alt det tilfældige i vold: ved at blive født som et enkelt menneske i en fattigfamilie i en afkrog af verden på et tilsyneladende tilfældigt tidspunkt. Men, vil fortællingen i dag vise, ikke af nogen tilfældig årsag, men - for at være medmenneske for mennesker, der måske ikke har nogen andre, der er dem nær.

 

Ordet ’næste’ betyder den nærmeste. Nu den lamme ved Bethesda, der havde ligget i 38 år uden at have nogen i nærheden til at bringe sig ned til dammen – pludselig var Jesus der, som den nærmeste for ham. Måske bringer fortællingen ikke særlig orden i vores tanker om Gud - til gengæld kan det så være, at den bringer forstyrrelse i vores tanker om os selv: den tanke, at vi ligeså godt kan sørge for at få mest muligt ud af det for sig selv når det hele er så tilfældigt. Midt i den tilfældige verden, var der en, der påtog sig at være medmenneske for den, der ingen havde.

 

For den lamme var det ikke bare et træf. Det var alt andet. Da Jesus befalede ham at tage sin seng og gå, skønt det var sabbat, gjorde han det. Og da de skriftkloge senere spurgte ham hvorfor, svarede han dem: han som gjorde mig rask, gav mig besked på det. Jesus havde talt til ham med en myndighed, der fik farisæernes og lovenes myndighed til at falme. Lovene, som netop var garant for, at alting blev, som det altid havde været, også selvom der ikke var nogen rimelighed deri. Ham, der gjorde mig rask, sagde jeg skulle, så derfor overtræder jeg sabbatsloven. Jesus er ikke en tilfældig person, der tilfældigt kommer forbi; han er den, der har ret til at bestemme selv over lovene, som ellers var det mest urokkelige, en jøde kendte.

 

Nej, for den lamme var det ikke et træf, at han blev rask - det var Guds mening, at han skulle blive det. Det begyndte med et tilfældigt møde mellem en lam og en forbipasserende. Men det endte med at være det, som Gud ville. Derfor kunne han ikke andet end at adlyde Jesus.

 

Historien bliver kaldt et tegn. Derved vil fortælleren forkynde, at det, der ser ud som tilfældige udslag af barmhjertighed i Jesu liv, er alt andet end tilfældigt. Fortællingen viser, hvad Jesus er for hvert eneste menneske, at han er et medmenneske, en broder i nøden. Han er ikke mirakelmager for tilfældige masser, han er en næste for hver enkelt. Gud selv er blevet dét medmenneske, midt i det lunefulde liv, som vi mangler, fordi vi hver især har haft nok i os selv. Set fra egoismens side tager tilværelsen sig ud som et spil af tilfældigheder. Vi kan finde dem i hundredvis i hver vores liv. Men set i lyset af Jesu barmhjertighed mod denne tilfældige mand bliver alt det, der i vores liv til en begyndelse ser tilfældigt ud, til lige netop det, som Gud vil. Du er ikke havnet et tilfældigt sted i verden. Du er sat der af Gud. Det er ikke tilfældige mennesker, det falder i din lod at hjælpe; det er dem, Gud har givet lige netop dig at tage vare på. Du kan ikke flygte ud i anonymiteten - bort fra alt det, der forlanges af dig - ved at påstå, at du kunne jo ligeså godt ikke have fået øje på ham eller hende, og der er ingen særlig grund til, at de lige skulle ligge på din vej. For det tilfældige menneske ved Bethesda dam blev Jesus den bror, han manglede - for dig med dit tilfældige liv blev han også et menneske - for at du skal være menneskelig mod dem, der har brug for dig. Vi kan ikke længere undskylde os med, at der er ingen synlig årsag til, hvem vi er havnet iblandt. De andre er sat ved siden af os for at have netop os som deres medmenneske.

Sådan bliver vore veje ikke længere vore egne. Det er ikke tilfældige forbipasserende, der møder os på vores vej igennem livet. Det er mennesker, vi skal være bror eller søster for - fordi vi selv har fået en, der er blevet et menneske, et medmenneske for os. Amen