Evangelium:Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11,19-45
Prædiken:
Hvor har vi svært ved at affinde os med, at vi skal dø. Ingen af os kan lade være med at tænke, at vi er for vigtige til, at vi en dag ikke skal være her mere. I kærligheden, også f.eks. fra forældre til børn, er det jo det, vi lærer: du er uendeligt vigtig. Men dødens budskab er det modsatte: du kan godt undværes, i den store sammenhæng er du faktisk ligegyldig, den enkeltes liv er slet ikke så vigtigt. Vi har kun fået livet med det vilkår, at det slutter en dag.
I vore egne øjne er vi meget, meget længe nogen, der har livet foran os – ja, den forestilling kan følge et menneske højt op i alderen, hvor det ellers har temmelig meget bag sig. Vi har endnu ikke vist alt, hvad vi duede til.
Naturligvis ved vi i nøgterne stunder godt, at efterhånden, som vi rykker op i årene, rykker vi også tættere og tættere på den bænk, der som regel bliver taget af. Når den sidste af den ældre generation er borte, så er man pludselig selv ældste generation. Sådan er der i min familie nu stort set ingen i live af generationen før mig. Selvom jeg da taknemmeligt kan indse, at jeg egentlig ikke har noget til gode, bliver der hos mig som hos de allerfleste siddende en følelse af, at man går glip af noget vigtigt ved at dø.
En bedstemor, som havde set sine egne børn vokse op og havde fået masser af børnebørn, som hun også havde set vokse op, græd, fordi hun ikke skulle se sine oldebørn som voksne. En ældre mand fortalte mig, at hans nysgerrighed over for det, der skete ude i verden, var ligeså stor, som da han var ung - og tænk! alt det, der skulle ske, som han ikke skulle opleve, når han var død. Selv hos døende mennesker kan der sidde en forventning tilbage, som når det går bedst kan konverteres til det håb, der rækker over på den anden side af døden.
Med en del af os selv bliver vi altid ved at være stående foran livet. Der er naturligvis ikke noget at sige til, at yngre mennesker, som bliver uhelbredeligt syge må tænke, at man kan da ikke sådan have brugt livet op, endnu inden man selv synes, det for alvor er begyndt. Men livet tager vi hul på i det øjeblik, vi træder ind i verden, og det betyder ingenting, at vi har lyst til en genopførelse, når det på et tidspunkt er brugt op. Derfor er der også en anden del af os, der indser, at døden ikke bare er noget, der rammer de andre. Døden bliver et personligt anliggende den dag, man mister et andet menneske, man holder af.
Der er andre ting, vi kan have det ligeså teoretisk med som med døden. Livet selv på en måde. Når vi udskyder dét, som vi egentlig vil, fordi der er noget andet, vi først lige skal have overstået. Troen kan vi også have det lidt teoretisk med - vi viser kirken skyldig ærbødighed og mener, at der nok er noget om det, den siger. Men vi sætter det på ingen måde i relation til vores daglige virkelighed. Som det blev sagt allerede til apostlen Paulus, da han prøvede at forkynde det allervigtigste af alt i verden for nogle folk: det kan vi høre dig sige noget om en anden dag.
For Martha og Maria, som vi hørte om for lidt siden, kunne det ikke udskydes til en anden dag. For dem var i hvert fald døden blevet andet og mere end en teoretisk begivenhed. Deres bror var død. De havde ingenting kunnet gøre.
Da Jesus kommer, siger han til Martha: Din bror skal opstå. Ja, siger Martha, det véd jeg godt, på den yderste dag skal de døde opstå. Det var den almindelige tro dengang. Men Jesus svarer hende: Det drejer sig ikke om en anden dag eller en helt anden gang eller en helt anden ting. Hvor jeg er, dér er livet. Og i dag er jeg altså her i Bethania, hvor din bror nylig er død. Senere siger Jesus til Martha, da hun ikke vil have at stenen bliver væltet fra gravhulen: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed!" Og så kalder han den døde ud af graven.
Martha og Maria har lært af den hårde skæbne, at døden er en personlig sag. Magt kan ikke holde den tilbage; den rammer høj og lav, rig og fattig, den begavede og tossen. Den venter ikke, til mennesker synes, de har nået det, de var bestemt til. Selv kærlighed kan ikke holde den tilbage.
Hvad Jesus lærer dem er, at livet også er en personlig sag. Evigheden begynder i dag, det med Gud er ikke noget med en helt anden gang eller et helt andet sted. Lige så lidt som det er muligt for et menneske, der har mistet, at udskyde sorgen til en anden dag – vi kan ikke sige, når en elsket dør, jeg vil begynde at sørge på onsdag - lige så lidt er der grund til at udskyde glæden, når Jesus er nær. Glæden er ligeså virkelig, ligeså personlig.
For Martha sker der det, at opstandelsen ikke længere noget, der hører sammen med en fjern og teoretisk fremtid. Den er noget, der hører sammen med Jesus, og Jesus er nutid. Livet er, hvor han er, den dag, men også dagen efter, også den dag hvor hun selv døde, også den dag, hvor Lazarus døde igen. Den dag ville der stadig og atter være liv for Lazarus - sammen med Jesus.
At døden er noget, som ingen kan overlade til andre, det véd vi. Vi kan ikke betale os fra den. Som livet, sådan er døden det mest virkelige og det mest personlige, der findes – enhver må dø sin egen død.
Men i dag bliver det sagt, at her og nu findes der et liv, som er ligeså virkeligt som døden - og som døden ikke kan tage fra os, så det er stærkere end døden. Dødens budskab om, at du kan undværes, at du er ligegyldig i den store sammenhæng, at du slet ikke er så vigtig får i fortællingen i dag en magtfuld modsigelse. Det er ikke Guds budskab til dig, at du kan undværes – Guds glædelige ord til dig er, at for ham er du uendeligt betydningsfuld. Han kan absolut ikke undvære dig til døden. Som udtrykt af Holger Lissner: Guds fred er lyset i den nat, hvor døden griber i dig fat, men Kristus bryder ind med sit: giv slip, for dette barn er mit! (678,6).
Døden rækker ind i livet. Men livet sejrer, ikke fordi det har en egen iboende kraft, men fordi Gud kaster sig ind på livets side.
I denne uge gik Danmark igen ind i en krig (og jeg er bekymret over, at vi på en måde ikke tager det så tungt). Men hvad har kristendommen at sige derom? Krige og konflikter er ligesom døden udslag af en destruktiv magt, som undertiden kaster rundt med mennesker, og hvor den enkeltes liv bliver underligt værdiløst. Men fordi Gud er på livets side, så findes der efter krigens og voldens hærgen alligevel en genopstandelse også i denne verden for de mennesker, hvis liv er hærget af vold, lemlæstelse og ødelæggelse. Hvor mennesker modigt vover at sætte sig selv ind i forsoningens tjeneste, der er alting ikke håbløst. Der genvinder også det enkelte menneskes liv betydning. Der heles fællesskabet.
Det er tankevækkende, at Jesus kalder Lazarus tilbage til et liv, som han jo stadigvæk på et tidspunkt skal give fra sig. Men det fortæller os, at det med opstandelse, livets genrejsning, ikke bare er noget, der kommer til allersidst. Men det er også noget, der finder sted her i livet, og vi gør erfaringer dermed. Både på det personlige plan, hvor et ødelagt forhold kan heles – og imellem folk, der har opfattet hinanden som fjender.
Hvad vil det helt konkret sige, at der også er opstandelse lige her og nu? Hvis noget har set håbløst ud – og der så alligevel pludselig er en bedring eller lige frem en løsning – så er det dødens overvinder, der er på færde. Hvis du har ligget vågen om natten og tumlet med noget, som virkede helt uoverstigeligt – og så vågnede om morgenen og kunne glæde dig ved dagen, så er det oprejsning, opstandelse. Og det et billede på, hvad der venter dig efter det, der tårner sig truende op foran dig ved livets afslutning.
Så er der trøst og opmuntring for dig og mig i budskabet i dag: sammen med Jesus, sammen med Gud står vi altid foran livet. Sammen med ham har vi ret til at bevare vores forventning uanset vores alder eller tilstand. Sammen med ham har vi ret til at give en god dag i al nøgternhed og sund fornuft. Det lyder urimeligt, trodsigt, påståeligt. Nogen vil sige, det er latterligt at have en sådan tro. Men alligevel: over for os, som har Jesus på vores side, er det altså døden, der må give fortabt. Tænk engang – til syvende og sidst har det slet ikke længere den samme betydning, at vi bliver ældre, gamle, syge, dør. Livet er her og nu og forude. Altid. Amen